https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/1011-renee/1011-renee-9-kopi-2_3.jpg
Selvudvikling

Putter vi for mange børn i kasser?

12. maj 2010
af Renée Toft Simonsen
Finder man, at barnet ikke passer ind i kassen, konkluderer man rask væk, at det er barnet, der er noget galt med

Det er tankevækkende, hvor mange diagnoser der rundhåndet bliver delt ud i disse år. Jeg læste et sted, at hvert femte barn får konstateret ADHD. Et andet sted læste jeg, at der sidder cirka to-tre i hver klasse med Adhd. Tallene er der uenighed om, men i grunden synes jeg ikke, der er noget som helst problematisk ved, at det i disse år lykkes for nogen at identificere en gruppe børn, der har svært ved at passe ind i de eksisterende og efterhånden noget snævre rammer for, hvordan skoler bør drives. For de børn findes og at proppe dem ind i kasser, de ikke passer ind i, er ikke nemt, hverken for børnene eller for de involverede fagpersoner. Med hensyn til børnene tænker jeg faktisk, at det er rigtig dejligt for dem at blive identificeret. For hvis de er heldige, slipper de for alle de skældud, som ellers efter al sandsynlighed ville have regnet ned over dem. Måske kan de med diagnosen i hånden i stedet finde forståelse og rummelighed for, at de er anderledes end flertallet. Så det er jo dejligt, vi er blevet så dygtige til at se vores børn og opdage i tide, at nogle har vanskeligheder, som de faktisk ikke selv sådan kan styre eller ændre på. Konstatere, at de ikke nødvendigvis er møgunger, og at deres forældre sagtens kan være gode, kærlige og kloge forældre. Selv om deres pode kravler op og ned ad væggene.

Læs også: "Har du et favoritbarn? på psykologimagasinet.dk

Næ, problemet med denne her identificering kan være, at de bogstaver udløser forskellige ting, som kan vise sig at være stigmatiserende for barnet. For har de først fået et stempel, kan de for eksempel ikke blive hverken politimand eller soldat. Og her kan jeg bare ikke lade være med at tænke på, om vi virkelig kan vide med statsgaranteret sikkerhed, at lille Peter aldrig nogensinde vil kunne blive en god politimand?

En anden ting, der virkelig også generer mig er helt enkelt, at vi ikke har ressourcerne til at skabe de rammer, som børnene kan passe ind i og udvikle sig i. Løsningen synes i øjeblikket at være, at vi enten hakker på dem, putter dem i nogle andre snævre kasser eller hælder piller i dem. Og det med piller er altså betænkeligt, for det er sådan set amfetamin, de bliver fodret med. Piller, som sælges på det sorte marked, når man skal være høj og til fest. Der er ingen tvivl om, at nogle af de børn, der får konstateret Adhd, profiterer af at blive medicineret. Men jeg er fuldstændig overbevist om, at en stor gruppe af de her børn aldeles ikke har brug for den medicin.

For nylig har jeg hørt om flere tilfælde, hvor skoler fejlagtigt har troet, at medicinering var en pædagogisk opgave, og bedt forældre om at medicinere deres barn. Hvis forældrene har modsat sig denne løsningsmodel, er barnet blevet bedt om at forlade skolen. Se, det synes jeg til gengæld er betænkeligt i overvældende grad. Så vidt jeg ved, står tvang ikke opført på listen over gode, konstruktive pædagogiske redskaber, som man med fred i sindet kan anvende i den gode sags tjeneste ...
Kærlig hilsen
Renée

Læs også