https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/november/kisserprim.jpg
Selvudvikling

Psykolog Kisser Paludan: Træn dig lykkelig!

9. november 2014
af Lonnie Kjer
Foto: Privat
Lykke? Det kan du træne dig til, siger psykolog Kisser Paludan. Og det trænger mange af os til. Vi har nemlig tendens til at fylde vores liv med ting, der faktisk ikke gør os rigtig glade. Dét er der råd for.

Hvad gør dig egentlig glad? Sådan, rigtig glad? Er det tid med ungerne, dybe samtaler, de lange gåture, særlige dufte eller rejser? Du ved det sikkert, hvis du mærker godt efter.
"Når vi stiller ind på det, så ved de fleste af os godt, hvad der gør os glade, og hvad der faktisk virker omvendt," siger psykolog Kisser Paludan til Oestrogen.dk.

Hvad siger dit lykkebarometer?
Det er bare ikke det samme, som at vi husker at putte alt det gode ind i vores hverdag. Det viser sig nemlig, at en del af os kommer til at glemme de ting, der giver os god energi og gør os glade og i stedet fylder på af ting, der ikke rigtig batter på lykkebarometret.
"Det handler om, hvad der nærer din sjæl på et dybere plan, og det kan alle lære at mærke," fortæller Paludan.

Kunsten at nyde nuet
Men før vi kan dét, skal vi lære at nyde. At være i stand til virkelig at nyde noget er en af de vigtigste øvelser i forhold til at gøre os mennesker lykkelige. Og forskning viser da også, at folk, der er gode til at nyde, har et bedre liv.
Men det er måske sværere, end det lyder.

"Min erfaring fra arbejdet med mine mange klienter, siger mig, at vi ofte glemmer netop det - at nyde. Vi tænker så meget på de ting, vi skal nyde 'engang', men i virkeligheden handler det jo om at nyde lige præcis nu."

Lykke er et valg
For det er nuet, der tæller. En bog, skrevet af en australsk sygeplejerske, handler om døendes tanker om det liv, de har levet. Hvad var vigtigt, hvad glemte de, og hvad ville de gerne have gjort anderledes. Mange af de interviewede fortrød, at de ikke havde tilladt sig selv at være mere lykkelige.
"Mange mennesker forstår først til sidst, at det også er et valg at være lykkelig," fortæller Paludan.

"Mange beskriver, at de har været så fastlåste i deres komfort-zoner, og i deres angst for forandring har de har bildt sig selv og andre ind, at de faktisk var lykkelige, men de har i virkeligheden affundet sig med et middelmådigt liv."

OM KISSER PALUDAN

Kisser Paludan er uddannet Cand. Psych. fra Københavns Universitet og er efteruddannet i psykoterapi, parterapi, hypnose, mindfulness, meditation og Enneagrammet.

Hun arbejder som mentor, kursusleder, foredragsholder, terapeut og skribent.

Hun er forfatter til bogen "Parforhold og livet med børn", har sin egen klumme i Søndag og en blog i Sund og Skøn på soendag.dk.

Læs mere på www.kisserpaludan.dk

Styrk dig selv … med nærvær!
Det vil Kisser Paludan gerne hjælpe os med at lave om på. Og dér skal vi helt ind til kernen i os selv, mener hun. Dét kommer hun og kursisterne i Paludans nye uddannelse EmpoverMentor™, der beror på grundtanken om, at du skal styrke dig selv, før du kan styrke andre. Uddannelsen kombinerer en solid psykologisk viden med coaching og spiritualitet, i form af viden om sjælens potentiale, mindfulness, meditation - og træning i nærvær.

"Det handler om at øge vores bevidsthed og vores nærvær, og det kan man godt lære. Vi kan også lære at slippe gamle vaner og mønstre, men vi skal dybere ned end almindelig coaching, for uanset hvad vi har med os af problematikker, vil der altid ligge noget dybere, der skal arbejdes med, "siger Paludan.

Mærk efter …
For hvad ligger egentlig forud for en tanke om, at vi f.eks. ikke er gode nok, som vi er, ikke er værd at elske, eller kunne have handlet mere rigtigt i en situation.
"Du bliver, hvad du tænker, men ofte er vi slet ikke bevidste om, hvad vi tænker. Det kræver nærvær, og det kræver, at vi ikke lader vores superego banke os på plads, "fortæller Kisser Paludan.
"Livet går så stærkt, men vi kan alle sammen lære at mærke efter … også, hvad der gør os lykkelige. Sådan, helt ind i sjælen."

Læs alt om Kisser Paludans uddannelse EmpoverMentor™ HER!

Læs også