Prinsen på den hvide hest - i sædbanken!

Engang var det politik, der virkelig kunne få temperamenterne til at syde hen over middagsbordene. Så kom plastikbrysterne, swingerklubberne og de afdragsfri flekslån. I dag er alle emnerne relativt udramatiske. Et misbilligende hævet øjenbryn er topniveauet, når bølgerne går højest ...

Næh, skal man have en seriøs diskussion op at køre, slår ét emne dem alle: Kvinder, der vælger at få børn - alene! Uden mand på sidelinjen, uden fysisk kontakt, uden antydningen af kærlighed og sex indblandet.

Og spørgsmålet lyder: Er det o.k.? At være så kompromisløs, at man siger "dur ikke" til manden på gaden og i stedet vælger en anonym blåøjet, bredskuldret donorfyr? At anse det for værende en menneskeret at få børn - også selvom drømmeprinsen ikke er redet forbi éns hoveddør? At sætte sine egne behov før børnenes tarv? Jeg ved det ikke, men kan godt forstå de mange til tider ophidsede diskussioner.

For mens vi kvinder tager skæbnen i egen hånd, står mændene tilbage på sidelinjen ... kasserede og uden samme mulighed for selvrealisering på faderfronten. Antallet af enlige forsøgere stiger (med de udgifter, det også koster statskassen), og kærligheden i medgang og modgang, ja, hvor er den henne i det her billede?

Havde jeg stået som 38-årig kvinde, barnløs og uden en værdig mand i sigte, havde jeg - uden tvivl! - gjort som de tre kvinder i denne uges tema: Fået et barn alene. Men spørgsmålet ville stadig have givet genlyd inde i mit hoved: Hvordan er vi kommet hertil?

Kærlig hilsen
Camilla Kjems

LÆS OGSÅ