Peter Øvig
Interview

Peter Øvig så elektrochok som en form for tortur. Indtil han fik det selv

af Tine Bendixen 6. september 2021
Foto: Stine Heilmann
Efter syv elektrochok kom Peter Øvig Knudsen ud af sin psykotiske depression og forlod Rigshospitalet som rask i 2018. Men han var et ”skælvende espeløv”. Det har taget Peter tre år at blive sig selv – i en ny udgave.

Han siger, det ikke gør ondt. Man er fuldt bedøvet, når hjernen får elektrochokket.

Når man vågner igen, er man omtåget, hjernen skal genstartes, man ved først ikke, hvem eller hvor man er, så det er bedst, hvis der sidder en, man kender rigtig godt, ved sengekanten.

Som for eksempel ens kæreste, der stædigt har holdt ved hele vejen, selv om man i sin dybe depression paranoidt har været overbevist om, at hun har fundet en anden mand og kun er ude på at tage ens penge.

Hver anden dag får hjernen en strømtur.

For hver gang bliver den kulsorte indre sky en smule mere gennemsigtig.

Hvis man hører til de heldige ni ud af 10, hvor det virker. Og en dag kan det være, at lægerne skriver i ens journal: ”Patienten har sagt ”skat” til sin kæreste.”

Peter Øvig Knudsen kom ud af sin psykotiske depression, som han selv kalder rablende sindssyge, efter syv elektrochok.

Han siger selv, at han måske havde begået selvmord uden.

Det er tre år siden, han kom ud på den anden side. Som rask. Og fik skrevet bogen ”Min mor var besat” færdig.

Men der var et ”men”.

Sygdomsforløbet havde forandret ham, og han skulle finde ud af, hvem han selv var. Og så var der familien.

Hans dengang 14-årige søn Aske var vred over, at han overhovedet havde ladet sig indlægge, de skulle selv have klaret det sammen.

Hans 19-årige datter Ea og andre af hans nærmeste var dybt berørte. Hans mentalt grundsunde kæreste Janne havde stået ved ham hele vejen, men hvor godt havde hun det egentlig?

Det var ikke bare Peter, der skulle heles, men hele hans familie.

Peter Øvig Knudsen

59 år og forfatter.

Far til Aske og Ea. Kæreste med Janne Breinholt Bak, der er redaktør på Gyldendal, og bonusfar til hendes to døtre.

Nu sidder vi i Jannes cirkusvogn i haven i Jægersborg og taler om hans nye bog ”Jeg er hvad jeg husker”, der på elegant vis både handler om helingsprocessen og om elektrochokkets historie – klare fordele og uafklarede ulemper.

Peter siger:

– En af mine faste læsere sagde: ”Det er den mest underholdende bog, du har skrevet.” Det blev jeg meget glad for. For jeg vidste sgu ikke helt, hvordan det var med det.

Mirakel

Da Peter rejste rundt og holdt foredrag om ”Min mor var besat”, var han med egne ord nyfrelst.

– Netop behandlingsformen elektrochok anså jeg, inden jeg fik den selv, for en form for tortur. Jeg tror, mange har det billede af den. Når jeg bagefter sagde, at jeg havde fået elektrochok, spurgte folk mig helt chokerede: ”Er det ikke blevet forbudt?”.

Han undrede sig over, hvorfor en behandlingsform, der faktisk virker, har fået ry af ”en form for mishandling fra psykiaternes side”.

– Jeg havde jo oplevet et mirakel, som reddede mit liv.

Men undervejs gik det også op for ham, at der fandtes mennesker, som efter elektrochok oplevede, at de havde fået udvisket store dele af deres hukommelse – for eksempel havde glemt deres eget bryllup – men at lægerne nægtede at acceptere, at behandlingen kunne være årsagen.

Han erkendte, at han måske skyldte at nuancere tingene. Det blev udgangspunktet for at gå i gang med ”Jeg er hvad jeg husker”.

Hvad er din konklusion?

– Der er ingen tvivl om, at elektrochok faktisk er den eneste effektive behandlingsform, man har mod alvorlig depression. Den er opfundet i 1930’erne, og det ER en meget voldsom behandlingsform at sætte strøm til hovedet på folk, men det virker altså.

– Men vi er samtidig havnet i den situation, at lægerne indtil nu ligesom er gået i forsvarsposition og har stået på, at der INGEN bivirkninger er.

– Så skaber man en kløft, når en masse mennesker har oplevet, at der er sket noget med deres hjerner. Der er også sket noget med min, men jeg ved ikke helt hvad …

Hvordan kan du mærke det?

– Jeg synes, min hukommelse har taget skade, men jeg ved ikke, om den snarere end af behandlingen har taget skade af en alvorlig depression – det, VED man, skader hjernen og specielt hukommelsen.

– Alene det gør det indviklet, for er det så på grund af det ene eller det andet?

I øjeblikket undersøger professor Poul Videbech på Glostrup Hospital, om der kan være en sammenhæng mellem elektrochok og store huller i hukommelsen.

Er du bange for tilbagefald?

– Ikke så bange, som jeg har været. Det første halve år var jeg rædselsslagen dagligt. Det er langsomt faldet til ro.

– Men skulle det ske igen, vil jeg ikke modsætte mig psykiatrisk behandling. Tværtimod vil jeg opsøge det, så snart jeg mærker, at det er alvor. Jeg vil gerne have elektrochok igen, hvis jeg får en svær psykotisk depression, det KAN jeg love dig for.

En anden fordel er, at han nu ved, at han ikke risikerer at begå selvmord, hvis han bliver syg igen. Fordi han ved, at der er en vej ud af depressionshelvedet.

Værdiløs

Tilbageblik: Peter forklarer, hvem den depressive udgave af ham var.

– Jeg var et menneske uden nogen form for glæde i mit liv og uden nogen form for selvkærlighed. Mit mindreværd kunne ikke være større …

– Det er meget absurd og mystisk, det er en meget mærkelig sydom, der ligesom suger alt det gode ud af livet og gør, at man synes, at man er komplet værdiløs og uduelig. Jeg kunne sidde i bogstaveligt talt timevis uden at kunne beslutte mig for, om jeg skulle ringe til en af mine gode venner eller ej.

– Man føler, at ens hjernes funktion går helt i stå. Og man piller sig selv ned stykke for stykke. Til sidst er man absolut ingenting. 

Han holdt op med at sove. Det samme gjorde hans søn Aske for at passe på sin far.

Han stod på sidelinjen sammen med sin storesøster, Ea, Peters kæreste, Janne, og Peters gode venner Mos og Jukke. Tanken var længe og også for længe, at han ville have det bedst af at være omringet af kærlighed derhjemme.

– Som Janne sagde: Hvorfor skulle det ikke være bedre end at komme ind og ligge i en eller anden lille celle på Rigshospitalet?

– Det er meget svært at forstå, hvorfor det var bedre, men det var det, fordi der skal hårdkogte metoder til at få en alvorligt deprimeret tilbage til livet igen.

Det var Mos, der til sidst insisterede på, at Peter blev indlagt på den lukkede afdeling.

– Det var ham, der havde nosserne til at sige, at det kraftedeme var nu. Han havde en fornemmelse af, at jeg stod over for et selvmord.

Janne indlagde ham.

Hvad gjorde dig syg?

– Jeg ved det jo ikke. Jeg tror ikke rigtig på simple forklaringer. Men dels er jeg genetisk forudskikket. Så snart man siger, at ens mor led af depressioner, spørger psykiaterne ikke om mere, vel?

– Men jeg tror selv, det vigtigste element var, at jeg var i gang med at skrive om min mor. Jeg gik ind i nogle barndomstraumer.

– Der har siden hippierne været en bølge om, at man skal gå ind i dem og få dem frem i lyset. Det er jeg ikke helt sikker på, at man altid skal, og det er jeg heller ikke sikker på, at jeg skulle have gjort.

– Det er muligt, at jeg var sluppet for den depression, hvis jeg ikke havde skrevet den bog. Jeg tror, det har noget med den at gøre. Jeg synes også, det har at gøre med noget mere mystisk end som så.

– Det vil meget få psykiatere lytte til og tage alvorligt, men jeg mener, der var et element af dæmoni i min sygdom. Ligesom der var i min mors.

Hvad var det for en dæmon, der besatte dig?

– Jamen det var min mors. Eller … det er bare et ord for et eller andet, vi ikke forstår. Jeg forstår det heller ikke.

– Men har du ikke set sådan nogle sorte ånder i gyserfilm? Det er det nærmeste, jeg kommer det. Sådan nogle sorte meget ondskabsfulde nogen, der bevæger sig rundt i rummet med stor fart.

– På film har de en ubehagelig lyd forbundet til sig. Det var sådan, det var om natten, dér havde jeg den fornemmelse af, at der ankom dæmoner fra min afdøde mor.

– Det kan også bare være en metafor for, at min barndoms traumer vender tilbage til mig. Men jeg tror, man kan forstå verden på mange forskellige niveauer.

– Lavpraktisk: Det her er et bord, det kan vi ikke diskutere. Og så er der nogle følelser. Mellem det fysiske og følelserne er der et enormt spændende lag. Hvordan påvirker menneskers følelser for eksempel vores krop, eller hvordan påvirker kroppen vores følelser?

– Det diskuterer vi meget, men jeg synes ikke, vi så meget diskuterer, at der også er et spirituelt lag, som kan påvirke eller blive påvirket af de andre niveauer.

– Sindssyge beskriver ting, vi andre ikke tror på, det er derfor, vi kalder dem sindssyge, men måske har de nogle gange bare en større adgang til det spirituelle niveau.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Hvis man vil forstå psykisk sygdom, må man også åbne for, hvad vi mennesker, der har været psykisk syge, har oplevet. Og det, der fylder mest for mig altså … det havde en anden karakter end noget, der kunne forklares rationelt. Der var dæmoni involveret.

Det frygtelige ved at blive sindssyg, siger Peter, er, at man mister sin identitet og bliver en anden. Og så den ulidelige lidelse.

Var du bange for at begå selvmord?

– Jeg havde meget blandede følelser. Jeg havde daglige overvejelser om, hvordan jeg kunne gøre det, men stødte hele tiden på sådan en mur, der handlede om, at det ville ramme nogle andre mennesker.

– Det, der var med til at afholde mig fra det, kan også være, at jeg ikke kunne være sikker på, hvad der skete bagefter. Jeg havde en oplevelse af, at min mor sendte de her dæmoner … ud imod mig. Fra et sted hinsides døden. 

Så hvis du begik selvmord, havnede du sammen med din mor igen?

– Det var nu ikke så meget det, der pinte mig, selv om det kunne være pinsomt nok. Næ, jeg tænkte: Hvad nu, hvis døden er et sted, hvor man også kan være deprimeret og så ovenikøbet kan se, hvad ens selvmord har gjort ved børnene?

– Og så er jeg bare ikke særlig fysisk modig, og der skal et vist fysisk mod til at begå selvmord, tror jeg.

Sindssyg

Rigshospitalet måtte simpelt hen skubbe en modvillig Peter ud, da han blev udskrevet i marts 2018.

Hospitalet var tryghed, uansvarlighed og faste spisetider. Verden var skræmmende.

Han var 100 procent depressionsfri, men han var med egne ord også et skælvende espeløv. Og han skulle finde fodfæste i familien igen.

– Det var en meget langsom proces. Det er faktisk umuligt for mig at forstå i dag, men det var simpelt hen så voldsomt at komme hjem. Og ingen af os vidste rigtig, hvordan man gjorde, for vi havde ikke prøvet det før, vel?

– Jeg tror, overgangsfasen fra at man har været alvorligt psykisk syg, er meget overset. Man er simpelt hen rekonvalescent og skal tilbage til livet.

Da jeg selv var dreng, ville jeg gerne have haft, at nogen havde sagt til mig, at det ikke var min skyld, at min mor havde en depression, og at det heller ikke var mig, der skulle bringe hende ud af den.

– Det er accepteret med fysiske sygdomme, men det virker, som om jeg ikke engang selv accepterede, at det også er sådan med psykiske sygdomme. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg var så svag, sårbar og … hudløs er nok det mest præcise. Alle påvirkninger var meget voldsomme.

– Man må nærmest bede sine nærmeste om at være meget blid over for en. Det forstod de også ret hurtigt. Men så skal man til at finde ud af, hvem ham der Peter er nu. Han var jo rablende sindssyg. Jeg troede, at Janne var i gang med at forråde mig og havde fundet en anden og ville stjæle mine penge.

Paranoia?

– Ja, det var en paranoid psykose. Det er også et menneske, de har set. Janne er nok den, der så det menneske mest. De andre havde nok snarere set en, der var gået helt i sort.

– Hvordan agerer man så over for det menneske, der kommer tilbage og tydeligvis er en helt anden? Også end ham, jeg var, før jeg blev syg, for dér var jeg en ret stærk og velfungerende fyr.

– Folk reagerede meget forskelligt. Min søn Aske ved, at han ikke ville se mig. Han var vred. Det var jeg meget ulykkelig over. Jeg vidste sgu ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste bare, at det var punkt et.

– Jeg tror, min datter havde det lige så svært, det er klart, at det virkelig var en alvorlig smerte for dem begge to. Det er sgu nok det værste, jeg har oplevet i mit liv. At han lige forsvandt der.

Hvorfor var han så vred?

– Det var nok i virkeligheden lidt barnets udgave af det, de voksne omkring mig tænkte, nemlig: Det her klarer vi selv, vi skal ikke have psykiatere og læger til at tage over.

– Jeg vidste det faktisk ikke, mens jeg var indlagt, der var ingen, der sagde det til mig, men den dag, jeg blev indlagt, eksploderede Askes vrede. Han var vred på Janne over, at hun indlagde mig, men han var især vred på mig over, at jeg LOD mig indlægge.

– Det var faktisk at forlade ham og så ikke være sammen om at klare det her problem, at jeg var ked af det, og han skulle gøre mig glad igen. For det kunne han jo ikke, når jeg forlod ham.

Aske havde det skidt i meget lang tid. Han gik ikke i skole i næsten et år. Peter og hans ekskone gjorde i fællesskab, hvad de kunne for at hjælpe ham.

– Vi var alle mulige steder med ham, men der var ikke rigtig noget af det, de tilbød, der bed på ham. De voksne, som ved noget om børn af psykisk syge, sagde det rigtige: ”Det er ikke DIG, der skal hjælpe din far. Det skal lægerne.” Men så blev han vred. Det gad han ikke høre på. ”Her i familien hjælper vi hinanden,” som han sagde til dem på Rigshospitalet. Det er komplekst.

– Da jeg selv var dreng, ville jeg gerne have haft, at nogen havde sagt til mig, at det ikke var min skyld, at min mor havde en depression, og at det heller ikke var mig, der skulle bringe hende ud af den.

– Det ville have været meget værdifuldt. Det var der bare aldrig nogen, der sagde til mig. Nu sagde man det så til min søn, og det blev han rasende over.

Lige da Peter halvandet år efter at han var blevet udskrevet, troede, at alt endelig var back to – kind of – normal, meddelte Aske ham, at det var slut med fifty-fifty-ordningen, han ville flytte permanent hjem til sin mor.

Det hører med til historien, at Askes mor boede alene, og at der på det tidspunkt boede samlet syv mennesker i Peters pænt store hus. Peter bor i stueetagen. Hans kæreste på første.

– Han havde opdaget, at han faktisk ikke kunne holde ud at være her. Hans værelse mindede ham for meget om den tid, hvor jeg var syg.

Peter får blanke øjne og siger:

– Aske er et meget empatisk menneske, han opfanger hele tiden, hvad der sker. Man sidder en flok mennesker og spiser, og han kan godt mærke, at der er en derovre, der ikke har det godt.

– I den anden ende: Vi er sådan nogle, som kan lide at holde fest, der var liv i huset, jeg syntes egentlig, han levede i paradis. Det kom virkelig bag på mig, at han ville flytte. Jeg troede, at han var ovre det. Men det var bedre for ham at bo alene sammen med sin mor, som er meget psykisk sund.

Fandt I to så tilbage, fordi han flyttede?

– Nej, det kan man ikke sige …

Følelser

Der skete noget helt andet: I efteråret 2019, efter at ”Min mor var besat” var udkommet, begyndte Peter at holde foredrag. Dér gik det op for Aske, at Peter ikke solgte sine bøger ved samme lejlighed.

– Det syntes han, var det mest idiotiske, han havde hørt. Idéen opstod faktisk, samtidig med at han flyttede. Han tog med til mit foredrag på Lyngby Stadsbibliotek, solgte 32 bøger og tjente et par tusinde. Han havde selv købt bøgerne af Gyldendal og forhandlet pris.

Aske handler sig igennem?

– Det er jo det, man opdager! Jeg kommer fra et barndomshjem, hvor man ALDRIG talte om følelser. Så det at sætte sig ned og tale om tingene er blevet min metode, Aske er meget mere en handlingens mand.

– Men han fik sin første kæreste, mens jeg var indlagt, og det var godt for ham. På et tidspunkt sagde han til mig: ”Far, jeg kan mærke, at når man sådan sidder og taler med en pige, er det egentlig ikke så dårligt at have oplevet noget, der var svært.” DET kunne jeg godt huske, at jeg også selv havde opdaget på et tidspunkt.

– Jeg kan huske det med flere af mine kærester. Og Janne minder mig nogle gange om, at jeg meget tidligt i mit forførelsesforsøg fortalte hende om min psykiske sygdom og opremsede, hvor vanskelig en person jeg var.

– Jeg ved ikke, om det nødvendigvis er en god strategi, men jeg blev så glad for, at Aske havde opdaget, at pigerne gerne vil have, at fyren er åben om, at han har noget svært med sig. Det tror jeg faktisk, de fleste piger er ret vilde med.

Paranoia

Peters historie involverer ikke bare hans mor, men også hans familie. Og Janne er en markant del af den.

I Peters journal står: ”Patienten har sagt ”skat” til sin kæreste.” Det var efter hans tredje elektrochok. ”Skat” var et gennembrud.

– På det tidspunkt havde jeg nærmest ikke villet tale med Janne i flere uger, for jeg havde været overbevist om, at hun ville flygte ud af landet med sin nye kæreste og alt muligt, og lægerne ved godt, at når man begynder at genopdage kærligheden til sine allernærmeste, er helbredelsen for alvor i gang.

– Så det første, der skete, var, at kærligheden genopstod mellem mig og Janne. Den havde min paranoia jo sat en stopper for. 

Der findes groft sagt to slags mennesker, siger Peter. De psykisk stærke og sunde. Som Janne. Og så sådan nogle som Peter med tung bagage. Som han selv har mødt flest af.

– Det er sådan nogle, der er vokset op med forældre, i mit tilfælde en mor, som har givet os en følelse af, at vi ikke har ret til at være i verden.

– Det var min skyld, at min mor havde depressioner. Det var mig, der skulle gøre noget ved det, og det var jeg ikke god til. Jeg var faktisk ikke særlig god, og det ville nok gå galt, katastrofen lurede, det kom ikke til at lykkes, for min mor havde selv haft det sådan.

– Jannes mor, Bodil, har sagt ALT det modsatte: ”Du har ret til at være her, du er god nok, det skal nok lykkes for dig, du kan godt få det nogenlunde, som du vil have det, det er ikke din skyld.” Janne føler, at hun har ret til at være her i verden. Hun går ikke rundt og har de samme selvkritiske tanker som mig. Og hun er enormt stærk og stiller sig til rådighed.

Men der var alligevel en pris at betale.

– Vi begyndte at gå i parterapi for et års tid siden, hvor jeg var rask og fuldstændig på mærkerne igen i en lidt mere følsom udgave. Jeg syntes, vi havde nogle ubehagelige skænderier.

– For fem år siden og i mine to tidligere ægteskaber ville jeg bare have kørt dem igennem, men nu kunne jeg mærke, at det var ligesom negle mod glas. Og SÅ opdagede Janne noget om, hvor bange hun havde været for, at jeg begik selvmord. Det har været et chok for hende.

– Hun opdagede, at når alt i hende fortalte hende, at her skulle der bare kærlighed til, og det var meget bedre end indlæggelse, så havde hun faktisk så dårlig en dømmekraft, at det kunne have kostet mig livet.

– For driften efter at begå selvmord, når man har en psykotisk depression, er kæmpestor, og jeg tror, balancen kunne være tippet, hvis det var blevet ved en måned eller to, uden at jeg var blevet indlagt.

Der var også psykiatere og psykologer, der sagde, at han skulle indlægges, et par måneder før han faktisk blev det.

– Jeg tror, Janne har lidt under en belastning af at føle, at hun gik med mit liv i sine hænder i en meget lang periode og sådan set blev ved med at gøre det, efter at jeg var kommet hjem, for hun var den, der skulle sørge for, at jeg ikke blev syg igen. Nu er vi midt i en proces, hvor jeg siger, at jeg nok skal klare det.

Det er næsten forunderligt, at kærligheden kan klare det her?

– Ja. Vi har klaret det glimrende! Men jeg er også så heldig, at jeg har en psykisk meget sund kæreste. Nu skal hun bare lige opdage, at jeg godt kan klare mig selv.