Pernille Melsted: You can't win them all

For nylig kom min søn grædende hjem fra skole. Han havde fået nyt tøj og han havde glædet sig til at tage det på om morgenen. Men da han kom hen i skolen, var der nogle, der havde sagt, at hans tøj var grimt. Og så var han løbet hjem.

Det er rigtig svært at lære en 9-årig, at han skal være ligeglad med hvad andre siger om hans tøj, hvis bare han selv synes det er pænt.

OM PERNILLE MELSTED

Pernille Melsted er forfatter og coach og foredragsholder med speciale i skyggearbejde. Hun er uddannet af, har undervist hos og haft et tæt, personligt samarbejde med Debbie Ford i mange år.

Pernille skriver i øjeblikket på en bog om skyggearbejde, som udkommer i starten af det nye år og afholder Debbie Fords anerkendte workshop The Shadow Process på dansk i København den 17.-19. Januar, 2014.

Få Pernilles 16 siders gratis guide til skyggearbejde på www.pernillemelsted.com.

"Men det ER vigtigt for mig, hvad de synes. Jeg vil ALDRIG have det på igen!", hulkede han.

Jeg blev både frustreret, men også berørt af hans ærlighed.
For som voksne ved vi jo godt, at andres mening ikke bør betyde noget. At vi ligesom burde være kommet over det stadie. Dén slags sårbarhed.

Det var fristende at fortælle ham, at de andre nok havde sagt, at hans nye tøj var grimt, fordi de var misundelige. Og at de sikkert i virkeligheden syntes, hans nye tøj var flot.

Det gjorde jeg ikke.

Jeg sagde "Av. Det kan jeg godt forstå, du er ked af. Det er ikke alle, der kan lide det samme, som man selv kan." Og så græd han endnu mere. Og mit hjerte blødte endnu mere.

Men det er jo den barske sandhed. Måske syntes de, at hans tøj var grimt. Måske gjorde de ikke.

*VIGTIGT*
Selv om det unægteligt er en rar tanke, så er det ikke alt, der er en projektion (hvis andre kritiserer mig, er det bare fordi, de selv vil være ligesom mig).

Nogle gange er det allersværeste som menneske ... at acceptere og leve med, at andre ikke synes det samme som os. Og helst uden at gå i stykker af det.

Et andet eksempel:
Jeg lavede for 3 år siden en video om at finde sin passion, som resulterede i at en vred dame skrev til mig, at hun ikke kunne høre hvad jeg sagde, fordi jeg havde for meget øjenskygge på.

Indrømmet, jeg havde også virkelig meget makeup på i den video. Men hey, det var min første video, det var før finanskrisen rigtigt ramte og der var pailletter nok i mit klædeskab til at holde en hel Dynasty-sæson kørende og kohl nok i min kosmetikpung til at sponsorere 14 grungebands.

Var det for meget? Måske.

Var det autentisk? Ja, faktisk.

Kan man både gå med øjenskygge og have noget på hjerte? Tja ... Jeg kunne også have taget briller på i videoen for at virke mere seriøs (jeg har dem). Jeg kunne også have valgt en striktrøje for at fremstå mere comfy. Eller have haft en hundehvalp på skødet for at vise min sødme. Eller have optaget videoen i naturen for at vise, at jeg var i zen med verden.

Eller valgt en blå baggrund for troværdighed.

Eller et krus i bæredygtigt pap i stedet for porcelæn.

Eller ...

Uanset hvad jeg havde valgt, er der nogen, der ville have hadet mig for det. Og det er pointen.

You can't win them all.
You. Can't. Win. Them. All.

Skriv det ned i din dagbog. Som en note i din smartphone. Brug sætningen som screensaver på din computer. Tatovér det på din arm. Hækl en pude med det. Hvad som helst. Bare husk det.

"Halvdelen af dem, vil elske dig. Halvdelen vil hade dig"
"Og du må ikke tro på noget af det".

Det er det bedste - og mest barske - råd Debbie Ford nogensinde har givet mig. Det er nærmest lammende, hvis vi bare helst vil elskes af alle. Og det er den første bitre pille vi må sluge. They don't.

Du bliver aldrig elsket af alle. Du får aldrig alles accept.

Det er næsten ubærligt. Men det er også et af livets store, stensikre sandheder. Der er folk, der hader Dalai Lama, for crying out loud! Jeg tror, at rigtig mange - kvinder især - undgår at stikke hovedet frem, fordi de frygter kritikken. Og det er ærgerligt.

Helt vildt ærgerligt. For nogle gange betyder 'at stikke hovedet' frem bare at sige det, man mener.

Andre gange betyder det at gå efter en drøm. Jeg har ikke tal på hvor mange kvinder jeg har mødt, der har haft fabelagtige ideer (kombineret med både talent og kompentencer), men som aldrig har gjort noget ved ideerne fordi de, dybest set, var bange for ... at andre skulle synes noget om dem.

At de var for meget. For ambitiøse. For skøre. For egoistiske. For dumme. For uerfarne. For opmærksomhedshungrende. For ... ALT MULIGT.

Sikkert er, at det manglende mod altid er relateret til egenskaber, du ikke har 'embracet' endnu. Og det kan du lære. Altså at finde modet til at bringe de sider frem i dig selv. Trygt. Og sundt.

PS

Debbie Ford sagde, "Du må ikke tro på noget af det".

Noget af det. Det inkluderer desværre ros og smiger. Du kan fiske efter alle de komplimenter, du vil, men det fører dig reelt ingen steder. Du bliver afhængig af rosen. Høj af komplimenterne, men så uendelig tom, når de holder op. Debbie Ford kaldte det for at 'feede' på andre. Det fører dig ingen vegne. Du kan ikke bruge andre til at fortælle dig, at du er ok. Du kan ikke bruge andre til at bekræfte dit værd.

Men du kan arbejde med dig selv, så du lander der, hvor du føler dig værdig.

Og du kan begynde at handle på det, der er vigtigt for dig. Også selv om du ikke får et eneste thumbs up fra nogen andre.

Det er rigtigt sårbart.

Men også ekstremt powerfuldt. På en helt stille, indvendig måde.

• planlægger, men sjældent implementerer
• bekymrer dine drømme ihjel
• godt ved hvad du skal, men stadig tøver
• fantaserer om mere mod og mindre frygt
• bliver bremset af saboterende tanker hver gang du tager det første skridt i retning af det, du godt ved, du burde gøre
• tænker, at dit liv ville være bedre/nemmere/smukkere/sjovere, hvis bare du kunne slippe af med din frygt

Læs mere og tilmeld dig her