Parforhold: Hvorfor kan jeg ikke slippe ham?

Parforhold: Hvorfor kan jeg ikke slippe ham?

Kære Renée.

Jeg blev kæreste med min mand for 12 år siden. Jeg var da alenemor til en datter på tre år. Efter års kamp med diverse test, undersøgelser m.m. fandt vi endelig ud af, da hun var ni et halvt år gammel, at hun havde haft en hjerneblødning, formentlig under fødslen. Hun får siden konstateret ADHD, får medicin og har det i dag godt. Jeg har fået endnu tre børn, det ene dødfødt. Efter en tid som bare mor, forfølger jeg min drøm om at blive selvstændig. Det går så godt, at jeg, fire år senere, ryger ned med stress og må lukke min virksomhed. Jeg får derefter fast arbejde, men virksomheden lukker. En måned senere flytter min mand og jeg fra hinanden, og så kan jeg næsten ikke magte mere.

I alle de år vi har været sammen, har vi været i gang med at renovere vores gamle hus, og det bliver man aldrig færdig med. Vi boede i byggerod i 12 år, og jeg havde bare SÅ MEGET brug for at have en relativt rolig base, med alt det, jeg ellers skulle forholde mig til i mit liv.

Min mand er godheden selv, og han er en fantastisk far. Han er flot, han er sjov (selv om jeg ikke syntes, han var spor sjov til slut) ... men jeg blev en anden. Jeg blev sur, træt, ked af det, og jeg trak mig fuldstændig fra den øvrige familie og boede nærmest i et værelse for mig selv, for dér kunne jeg holde ro og orden. Vi flyttede fra hinanden. Jeg elskede ham stadig, men jeg var knækket og havde brug for at skabe ro og struktur omkring mig. Men så begyndte vi at ses igen ... Jeg sagde, at jeg elskede ham, og at jeg håbede, vi fandt sammen igen. Han sagde det samme. Ikke desto mindre kom han, 14 dage efter at vi havde haft sex, og sagde, at han havde mødt en anden og været sammen med hende i weekenden. Jeg gik fuldstændig i chok og blev fysisk meget syg og måtte sygemeldes.

I et halvt år leger han far, mor og børn med hende, og kommunikationen mellem ham og mig er ikkeeksisterende. Deres parforhold slutter, og vi tager kontakten op igen. Vi har stadig følelser for hinanden, men der dukker hele tiden nye ting op, jeg skal forholde mig til i forhold til hans eks, og som bliver holdt skjult for at skåne mig. Jeg føler mig så svigtet. Føler ikke, han har fortjent, at jeg bare stadig er her. Jeg er så såret og så forbandet jaloux. Jeg ville virkelig ønske, at jeg bare kunne være ligeglad. At jeg kunne elske ham ubetinget eller skubbe ham ad h...... til og komme videre med mit liv. Nu har jeg jongleret rundt i en elastik i mere end et år. For fanden, Renée ... hvorfor kan jeg ikke give slip på den mand?

De bedste hilsener fra
Mig

Læs også: Opskriften på et varigt parforhold

Kære du.

Dit brev var meget langt, så jeg har været nødt til at forkorte det meget. Men essensen, som jeg forstår det, er, at du har haft et liv med mange prøvelser. Samtidig har du haft en mand ved din side, som du elsker højt, men som på en måde ikke har formået at give dig den støtte, du har haft brug for gennem årene, bl.a. en ro og stabilitet i huset. Det har gjort, at du flere gange har været ved at gå ned med flaget. Men hver gang har du faktisk formået at hive dig selv op igen og komme videre ... dét synes jeg er et stort potentiale og en helt fantastisk energi at have. Lige nu har du det faktisk godt med at bo for dig selv og dele dine børn med din mand. Du og din mand er begyndt at ses igen, og det er ikke problemløst, og nu spørger du, hvorfor du dog ikke bare kan give slip på ham? Jamen det tror jeg ikke du kan, fordi du elsker ham. Og egentlig kom jeg til at tænke på, om du overhovedet bør give slip på ham? Der er ting, han ikke kan, såsom at skabe ro og orden, og ved du hvad - så er den løsning, I har lige nu, måske en rigtig god løsning: I bor simpelt hen hver for sig! Han har sagt, at det er dig, han elsker, og den "anden" er ude af billedet, så hvorfor ikke vælge at tro på det og så tage alt det gode, du elsker ved ham, og lade resten ligge? Du behøver jo ikke at flytte sammen med ham igen, bare fordi I er i et parforhold.

Måske kan du slet ikke forestille dig at leve på den måde. Men du skrev, at jeres mellemste datter syntes, det var rigtig rart, at I ikke boede sammen længere, for hos far er der sjovt, og hos dig er der hyggeligt, og hos hver især er der ikke så mange problemer. Det kunne da være en god grund til at overveje det?

Så hvis du gerne vil have et parforhold med ham, så vær det uden at slå dig selv oven i hovedet for det, og når alle hans ombygninger og rod bliver for meget, så pakker du din taske og siger: "Vi ses i næste uge, når jeg lige har fået ro på igen ..." På den måde tager du dig selv og dine egne behov alvorligt og får taget vare på dig selv, men beholder samtidig du en mand i dit liv, som du elsker?

Kærlig hilsen
Renée