På (bag)kant med haven

Kender I dét, at sommerplanerne ligesom ryger? Ikke ferieplanerne, selvfølgelig ... Mere planerne om, hvordan man selv, hytten og - ikke mindst - haven skal tage sig ud på de sommerdage, vi jo kan være heldige at få helt op til en tre-fire stykker af på en hel sæson. Så det er jo vigtigt.

Jeg prøver hvert år. At få lidt styr på det. Som i bladene. Bare lige lidt. Og bare lige haven, i det mindste. Så i år begyndte jeg allerede i april med en frisk omgang håndlugning. På forkant-agtigt. Det tog 20 minutter og gjorde ingen som helst forskel, men som min mor siger, så er det bare meget nemmere, hvis man ta'r det i opløbet. Lidt ligesom forventningerne fremover, kan man sige.

Jeg gad ellers godt være hende med den velplantede. Det fører en masse mere med sig, tænker jeg. Og signalerer, at man også dér har et overskud af usædvanlig karakter, har travlt med de rigtige ting og nærmest stresser af med havearbejdet. På Signe Wenneberg-måden, hvor det giver så meget mening at ha' fingrene i jorden, dufte til krydderurterne, se ting spire og sidde dér i sit lille drivhus eller slænge sig i hængekøjen og nippe til den hjemmelavede saft. Og det giver mening. Hvis ikke det var, fordi jeg er bedre med fingrene begravet i sarah bernhardt eller min computer.

Jeg har ikke lært det andet endnu. Kan kun købe krukker og blomster og lige hurtigt placere dem på den tilfældigt lækre måde (hvor det selvfølgelig aldrig er tilfældigt). Har også for flere år siden købt hynder og vattæpper, der står så godt til flere af mine kjoler og i hvert fald til resten af haven, og stedmoderblomster, der aldrig når at få den pose muld under sig, jeg glemmer at købe.

Heldigvis bor jeg et sted med folk, der er langt værre end mig. Og som end ikke overvejer at rette op på haven. Og så er der de andre. Dem i det fede hjemmebyggede hus med den vildeste have, der - selv om den blev fikset på en nat - ligner noget, der har været mindst 30 år om at blomstre op. Dem, der har det i fingrene og i blodet, inviterer til middag i haven, ser godt ud imens - og vinder havepræmien hvert eneste år. Jeg er aldrig rigtig gået efter den havepræmie, men det er nu alligevel sjovere at vinde end at være med, forestiller jeg mig.

Og jeg har altså været bedre. På overfladen, i hvert fald, var jeg en slags havepige, der inviterede gæster hjem til krukkeudstilling (den store af slagsen!), et beskedent blomsterbed eller to - og middag i oasen, selvklart. I sommerkjole og med tilfældigt strandhår (på den dér måde, hvor det så absolut ikke er tilfældigt), dansede jeg ud på det nyslåede græs til det hvide, veldækkede bord med glasvaserne med farvede blomster, der lignede noget, jeg havde plukket i haven. Der blev grillet lammeculotter, lavet lækre salater og - selvfølgelig (som prikken over i'et) - marengslagkagen (med bær, der ligner dem fra hindbærbusken, der aldrig blev plantet). Den siger alt, sådan en størrelse. Og selvfølgelig var jeg da typen, der lige havde tid til at smække dén kage sammen, når nu haven næsten lignede den illusion, jeg selv havde tegnet. Mens leende børn løb livsglade rundt. Og lykkelige venner kindkyssede og sniksnakkede og baaaare skulle sætte sig ned, nyde den nyklippede hæk og et glas inden maden og den efterfølgende Weber-jam, hvor vi sang trestemmigt og drak den gode rødvin med lykke og sandhedsserum i. Og længe inden vi sagde sætningen: "Jamen, hvad har vi dog gjort for at ..." osv., som man ellers havde lovet sig selv aldrig at sige. Mens jeg løb slalom med marengs mellem blomsterkrukker. Og aldrig nåede at tale med mine gæster!

Det var dengang. Mine venner ved efterhånden godt, at der ikke længere venter hverken blomsterhav, marengs, jord under neglene eller culotte-overskud, når de besøger mig. Men de kommer alligevel. Med en flaske under armen og lysten til at se mig, et par snart halvvisne blomster i frostsprækkede krukker og de afskallede havemøbler (på den dér tilfældige måde, hvor det desværre er tilfældigt). Og havepræmien vinder jeg alligevel aldrig. Men jeg vinder tiden til godt selskab i lidt for højt græs, plettede havehynder og ukrudt, der åbenbart aldrig forgår.