Selvudvikling
6. maj 2025

Nyt studie: De her tre ting har afgørende betydning for din lykke efter en skilsmisse

Hvordan kommer man bedst muligt videre fra et brud eller en skilsmisse midt i livet? Nyt studie kommer med et bud.
Af: Julie Voldby Bruun
Livstilfredshed efter skilsmisse

Foto: Unsplash

Tiden læger alle sår. Sådan lyder det velmenende ordsprog til personer i sorg. Sådan en person kunne eksempelvis være en nyligt fraskilt kvinde i slutningen af 40’erne.

Men nu har et nyt australsk studie fundet frem til tre andre faktorer, der har afgørende betydning for fraskilte kvinders livstilfredshed og lykkefølelse på den anden side af et stort brud eller en skilsmisse, som både kan være mentalt og økonomisk drænende.

Støtte i form af et stærkt socialt netværk, følelsen af at være i kontrol over sit eget liv og ikke mindst økonomisk stabilitet viste sig at være afgørende faktorer for kvinderne i studiet.

- Adgang til rådgivning, økonomisk vejledning og sociale støttenetværk kan hjælpe kvinder med at håndtere de følelsesmæssige og økonomiske udfordringer ved en separation mere effektivt, hvilket kan have stor betydning for deres langsigtede trivsel, fortæller Olivia Arcangeli, der er en af forfatterne bag studiet, til Womens Agenda.

Undersøgelsens resultater er baseret på data indsamlet fra 1400 nyligt fraskilte kvinder mellem 45 og 50 år. Desuden tyder undersøgelsens resultater på, at kvindernes overordnede livsglæde var tilbage på samme niveau som før skilsmissen i løbet af tre til fire år.

Studiet viser også, at de fraskilte kvinders livstilfredshed først når samme niveau som kontrolgruppens, bestående af gifte kvinder, efter 13,5 år. Til gengæld stiger livstilfredsheden hurtigere og hurtigere med årene, og i nogle tilfælde ender niveauet over kontrolgruppens.

Det skyldes blandt andet, at der med store kriser ikke kun kommer dårligdomme - men faktisk også en øget indsigt og taknemmelighed.

Det gør sig især gældende hos de kvinder, der oplevede et markant fald i deres trivsel som følge af et brud med en mangeårig partner i midten af livet. Det skyldes blandt andet en lettelse over at have forladt en stressende og konfliktfyldt situation.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.