Nymphomaniac: Skamredet i lyst og rædsel

Der er film, og så er der filmkunst. Nymphomaniac hører til sidste kategori, så meget kan jeg vist sige. Jeg har hverken læst filmkundskab eller fordybet mig minutiøst i Triers filmunivers - faktisk har jeg fravalgt at se flere af instruktørens film, simpelthen fordi hans værker ikke nøjes med at være en 'oplevelse' for mig, men oftest lejrer sig som voldtægt af min underbevidsthed. En anmeldelse er der altså ikke tale om her, men jeg kan skrive, hvad jeg ved, og det er, hvordan filmen virkede - på for mig.

Den seksuelle spænding
Scene 1 slås an med beskeden om, at dette er den (4 timer lange!) forkortede version af filmen - hvorpå det næste, seeren får, er et fuldt minuts grå skærm med regnlyde. Og som om det ikke var en provokation i sig selv, så sætter det hårdslående tyske band Rammstein ellers ind med et drøn af at tungt lydtapet, der går lige biografgulvet og underlivet på undertegnede. Således er jeg allerede fra starten i totalt seksuel suspence, for selv om det, der sker, er at en pæn ældre mand (Stellan Skarsgård) finder en forslået kvinde (Charlotte Gainsbourg) i sin usle baggård, så VED vi jo, det er sexfilmen over dem alle, vi her er involveret i.

De første to timer sidder jeg opmærksomt i sædet, mens der på lærredet udruller sig en frivol og rå fortælling om Joe: En pige, senere ung kvinde, der bruger mænd til at dække sit eget begær, fortalt af den nu voksne forslåede kvinde, mens hun kommer til kræfter hjemme hos sin antikverede redningsmand. Og vi ser masser af sex, masser af kønsdele, Jens Albinus' pik og jeg ved ikke hvad. Biografen EMMER af sex, og måske er det bare mig, men jeg tror ikke, vibrationerne stammer udelukkende fra lærredet. Selvom Joe er en decideret amoralsk i sin mandehugst ind imellem, er det ligesom så BEFRIENDE at se al det begær for fuld udblæsning, uden skrupler og uden kameraer der panorerer væk, når det bliver alvor.

Vi går for lidt i seng med hinanden
Da pausen midt i filmen indtræffer, er det for mit vedkommende ledsaget af grundfølelsen at vi i grunden går for lidt i seng med hinanden, og jeg synes sådan set en stor del af de fremmødte mænd ser rigtig sympatiske ud. Men så skal jeg da lige love for at fornemmelsen får en ny farve i anden akt, hvor Trier traditionen tro for alvor får gang i hele sækkepiben af angst, vold, tab og ubærligheder.

Vi følger, hvordan hovedpersonens sindssyge sex-frenzy ødelægger hendes relationer i en lammende deroute, alt sammen genfortalt i det kummerlige værelse hos den ældre mand. Han lytter opmærksomt og spejler kvindens fortælling med referencer i kunsten og religionen og væver det hele sammen, som var det en stor konspiration. Mens hun bliver mere og mere højt belagt og mere og mere helvedes ensom ødelægges alt omkring hende, og det er så elegant og voldsomt og kynisk fortalt, at man ikke kan andet end at se på det hele. Børn i nød, hardcore vold og Nicolas Bro, der slikker fisse inklusiv, og jeg tror på hvert eneste sekund og mærker ikke - som også før med Trier - hvornår det egentlig er, min grænse for hvad jeg kan holde ud at se på, bliver overskredet.

Alle seksuelle tabuer er i spil
Da de fire timer er ved at være gået er stort set ikke et seksuelt tabu uberørt. Fornemmelsen i min mave er blevet til en spændt kvalme blandet med - stadig - de ekstatiske fornemmelse af at være midt i at opleve noget helt, helt uden for rammerne af traditionelle film. Nymphomaniac er banebrydende i sin direkthed omkring det seksuelle og samtidig er det så urart at være vidne til. Vores eneste trøst er stort set, at den ældre mand - af sine helt egne grunde - bliver ved med at fastholde, at kvinden ikke er den synder, hun selv anser sig som.

Hvordan det ender helt konkret, skal ikke afsløres her. Men lad mig bare sige (og her skal du stoppe med at læse, hvis du ikke vil vide, hvilken type slutning, der er i vente) at der var for mit vedkommende var et veritabelt chok i godteposen, som simpelthen fik mig til at gå ikke bare frustreret, men rasende, ja forulempet ud af biografen, da filmen - ret brat - hørte op.

Lyst, angst og afmagt
Nymphomaniac er meget andet end det feministiske forsvarsskrift og et slag for fri sex, som den måske først kunne give sig ud for, og for mig rejser filmen først og fremmest spørgsmål om ansvar i den menneskelige kontakt.

Filmen er mesterlig, og for mig var den også hård at se på og ikke mindst forvirrende på egen krop at opleve lysten, angsten og afmagten i samme cocktail. Først vel afsted på cyklen efter filmen tænkte jeg, at instruktørens budskab måske nok er et andet, end den ekstremt dystre pointe, som jeg umiddelbart tolkede direkte af afslutningsscenen. Måske bringer Lars von Trier faktisk netop vores seksualitet - den selvsamme, som gør hovedperson afstumpet - frem som den ingrediens, der gør os menneskelige og forbinder os. Den tolkning holder jeg mig til. Om du er af samme opfattelse, må du selv afgøre, hvis du vælger at gennemleve Nymphomanics fire timers skamridning af dine sanser.

Nymphomaniac har premiere den 25. december. Få et lille forskud her:

Nymphomaniac Official Trailer from Zentropa on Vimeo.