Nu kan en blodprøve afsløre brystkræft
Foto: All Over
Alle kvinder mellem 50 og 69 år tilbydes mammografiscreeninger. Det er bare ikke helt godt nok. Ikke alene fanger mammografien fanger kun syv ud af ti kræfttilfælde, men resultaterne af undersøgelsen giver også ofte anledning til yderligere undersøgelser og en masse bekymringer.
Det er også et faktum, at halvdelen af alle tilfælde af brystkræft faktisk rammer yngre kvinder, der altså ikke får tilbudt screeningen.
Men i fremtiden vil tallene måske se lidt lysere ud. En pressemeddelelse fra Syddansk Universitet - SDU - fortæller om nyheden: Blodprøven, der gør det muligt at stille diagnosen langt tidligere og også at bestemme kvindens risiko for at udvikle brystkræft senere i livet.
Blodprøven afslører sygdom
Det er forskere på SDU og Odense Universitetshospital, der har fundet frem til den sammensætning af stoffer i blodet, der altså gør det muligt at afsløre sygdom eller risiko og på den måde opdage sygdommen i tide med chance for at redde flere kvinder fra at dø af sygdommen.
Blodprøven skal ikke erstatte mammografiscreeningerne, men blot supplere for at kunne vise, hvilke kvinder der er i høj risiko for at have brystkræft, lyder det fra ph.d.-studerende og koordinator på projektet, Annette Kodahl.
Molekyler og brystkræft
Forskerne bag projektet har opdaget, at en speciel sammensætning af ni molekyler i blodet adskiller kvinder med brystkræft fra raske kvinder, og ud fra disse er det altså muligt at udregne risikoen for den enkelte kvinde. Og når blodprøven for alvor implementeres i praksis, vil det også være muligt at lave færre undersøgelser af de kvinder, der har lav risiko for brystkræft - og flere af dem, der er i høj-risikogruppen.
Mens vi venter på godkendelse …
Forskerteamet har søgt om patent på formlen bag blodprøven og håber, at et nyt stort forskningsprojekt med 300 patienter på Mammograficentret på Odense Universitetshospital vil medvirke til, at blodprøven godkendes og bliver taget i brug i løbet af et par år.