Nicoline blev gift med kokain-pusheren Jim: Jeg var gravid i syvende måned, da to politimænd pludselig kom og lagde os i håndjern

Dette interview kunne godt være begyndt med historien om Jim Latrache-Qvortrup. Det ville være oplagt, når man som ham har en livshistorie, der er en Hollywood-film værdig.

For Jim, der både er ordblind og har adhd i stærk grad, har været meget igennem, siden han som 12-årig kom på kostskole for adfærdsvanskelige børn.

Han har bl.a. været faldskærmssoldat i den franske militærenhed Fremmedlegionen, solgt stoffer til en eksklusiv elite i det københavnske natteliv og afsonet to hårde fængselsdomme for bl.a. salg af 1,6 kilo kokain.

Han blev offentligt kendt som falsk oliemilliardær, da han var med til at afsløre illegal våbenhandel i verdens mest lukkede land i Mads Brüggers dokumentar "Muldvarpen".

Og så har han lige udgivet bogen "Jim – Fra cokepusher til undercover i Nordkorea", der i sagens natur handler om hans egen utrolige historie. Den skal vi også høre.

Når vi alligevel starter et andet sted, er det, fordi Jim Latrache ikke var blevet den, han er i dag, hvis det ikke var for en helt særlig kvinde.

Han har tidligere fortalt, hvordan mødet med Nicoline Latrache-Qvortrup fik ham ud af kriminalitet og fik ham til at ændre sin tankegang radikalt.

Så lad os starte med hende. For hvem er Nicoline, som udgør halvdelen af en kærlighedshistorie af de helt store?

Den kulminerede tidligere på måneden, den første lørdag i november, hvor Jim og Nicoline fejrede deres kobberbryllup. Kobberbryllup?

Er det ikke sådan noget med æresport og granguirlander og gæster, der vækker brudeparret klokken 7 om morgenen med grydelågsrabalder, hvorefter der er åbent hus med et gavebord bestående af Kay Bojesen-aber og årgangsvine?

Ikke for Jim og Nicoline.

Her blev kobberbryllupsfesten fejret på natklubben ZOO i indre København under temaet "Over the top + solbriller".

Jim var i tætsiddende, stribet vest med dobbeltradede guldknapper og matchende bukser, uden skjorte eller jakke over de tatoverede overarme og naturligvis med solbriller.

Nicoline var iklædt stram, rød latexkjole, rød fjerboa og lange, røde kunstige øjenvipper.

– Jeg har altid været lidt extra i mit udtryk og nok også altid følt mig lidt som en drag, siger Nicoline, inden hun forklarer, hvordan det hænger sammen med, at hun nok aldrig kunne finde på at flytte tilbage til provinsen, og hvordan hun af den grund senere møder Jim.

Fra misplaced til model

Nicoline Latrache-Qvortrup er født på Amager i 1985, men er vokset op først i Glostrup og siden i Jyderup, hvor hun gik i folkeskole.

Ud over hendes forældre, som begge var lærere, var en stor del af hendes øvrige familie professorer, og hun beskriver sit hjem som akademisk med masser af bogreoler, diskussioner om politik og de nyeste forfattere og selvfølgelig et klaver.

Men i Jyderup var der flere "lastbilchauffører og håndværkere" end der var universitetsprofessorer.

– Jeg havde tidligt en følelse af at være misplaced. Jeg blev ikke mobbet som sådan, men de andre syntes, jeg var en sær snegl. Jeg var dygtig i skolen, men der var ikke rigtig nogen prestige i at være akademisk der, hvor vi boede. Så blev man kaldt en stræber, siger Nicoline, som desuden hellere ville gå til drama i sin fritid end at se Beverly Hills 90210.

Men det var ikke kun, fordi hun gik mere op i at læse lektier end sine klassekammerater og interesserede sig for kultur, at hun følte sig anderledes.

– Da jeg blev teenager, blev jeg pludselig 180 centimeter høj, som jeg er i dag, og jeg var tynd som et siv, så jeg blev kaldt stankelben. Når jeg spillede håndbold, sagde folk altid, at det lignede, jeg ville knække, siger hun.

Efter folkeskolen flyttede familien til Vojens, hvor Nicoline gik i gymnasiet. Der var fagligheden mere værdsat, men hun følte sig stadig ikke helt som de andre.

Hun gik gerne i skole med røde læber, høje hæle og korte mavebluser, hvilket der blev set skævt til.

Det var først, da hun begyndte at studere på universitet i Aarhus, hvor hun tog sin bachelor i udviklingsstudier, og særligt, da hun flyttede til København for at tage sin kandidat, at hun fandt et miljø, hun passede ind i.

– Der fandt jeg mit crowd. I København kunne jeg både dyrke det akademiske og teoretiske på universitetet sammen med andre, der synes, det var fedt, og jeg kunne gå ned ad strøget i en latexjakke, hvis jeg havde lyst, uden at nogen kiggede mærkeligt på mig. Der var det okay at være lidt extra.

Men allerede inden hun flyttede til København, var hun begyndt at arbejde som model ved siden af sit studie i Aarhus.

– Jeg var ikke en særlig god model, men det var gode penge, og det gav mig et selvtillidsboost. Det havde altid været et problem for mig at være høj og meget tynd, og nu blev det til en fordel.

Nicoline opdagede, at man pludselig kunne komme ind på luksuriøse natklubber gratis ved at være 180 cm høj og sige, man var model.

En oktoberaften i 2007 var hun i København sammen med nogle modelveninder, som hun havde mødt på et job i Monaco.

De fire veninder havde fået mulighed for at komme på den dengang hotteste natklub NASA, den med hvide vægge, hvide borde og spejle overalt, som i sin tid lå i Boltens Gård i Gothersgade.

– Vi dullede os op med høje hæle og masser af makeup og stavrede alle fire ned ad gaden to meter høje alle sammen. Jeg kan huske, at jeg virkelig nød det. I dag ville jeg synes, NASA var røvnederen, fordi alle bare stod ved deres borde og så smarte ud, og pigernes hæle var så høje, at de slet ikke kunne danse. Men dengang syntes jeg, det var megafedt.

En af gæsterne den aften var Jim Latrache, som dengang var the go-to guy, hvis man ville have kvalitetsstoffer i det københavnske natteliv.

Jim har talent – for narkohandel

Men inden vi når til mødet mellem de to, skal vi tale om Jim Latrache-Qvortrup.

Eller hvis ret skal være ret, så har han allerede talt 45 minutter om sig selv, inden vi når til Nicoline, hvilket han blankt erkender er hans svaghed – eller styrke, om man vil.

Han har intet imod at være midtpunkt, men sådan har han ikke altid været.

Mødte man Jim som barn, ville man nok heller ikke tro, at han i dag ville bestille sine favoritter på stribe fra menukortet på Hotel Nimbs Brasserie, hvor han færdes hjemmevant og er på fornavn med hotellets underdirektør, som også er inviteret til deres kobberbryllup.

– Jeg spiser virkelig meget. Men jeg kan godt snakke imens. Det er et af de eneste områder, hvor jeg kan multitaske, siger Jim, inden han kaster sig over først en omelet, så en avocadomad med pocheret æg og siden mindst to-tre skåle med yoghurt og bær og et par kopper latte på havremælk.

Og det vel at mærke efter han har fået laks til morgenmad klokken 4, som er det tidspunkt, han sædvanligvis står op.

Så træner han, arbejder og tager en powernap midt på dagen.

Helt så struktureret et liv har han ikke ligefrem altid levet. Jim er opvokset i Holbæk i et socialt boligbyggeri.

Han var ikke god i skolen. Hverken fagligt eller i skolegården, hvor han hverken kunne ramme bolden i fodbold eller brillere i nogen som helst andre klassiske ”drengeting”, som han siger.

Han tilbragte langt de fleste timer i specialklasse, og først langt senere fandt han ud af, at han var både ordblind og har adhd.

Forældrene blev skilt, da han var syv år, hvorefter han kun så sin marokkanske far hver anden weekend.

Hele barndommen følte han sig off, omend i en helt anden forstand end Nicoline gjorde i Jyderup.

Det hjalp ikke meget, at han kom på kostskole for børn med adfærdsproblemer som 12-årig, samtidig med at han mistede sin morfar, som han var tæt på, og moren kort forinden havde fået en ny mand, som Jim ikke svingede ret godt med.

– Han var ikke særlig pædagogisk anlagt, og så var han racist, hvilket ikke passede særlig godt med, at jeg er halvt marokkaner. Jeg var sikkert også lidt af en mundfuld, men han var bare ikke særlig rummelig, siger Jim Latrache.

Stofferne kom først ind i hans liv langt senere. Først tilbragte han nogle år i den franske specialenhed Fremmedlegionen, hvor han var faldskærmssoldat.

Da han kom hjem, følte han sig ikke i stand til at passe hverken et 8-16-job eller begynde på et studie.

På et tidspunkt, da han var i starten af 20’erne, prøvede han første gang amfetamin med nogle venner. Han opdagede, at stoffer havde en særlig effekt på ham.

– Kokain og amfetamin får mig til at slappe af. Fordi jeg har adhd, er det lidt som speed plus speed gør mig afslappet. Minus og minus giver plus, siger han og tilføjer, at Ritalin, som gives til personer med adhd, er en videreudvikling af stoffet amfetamin.

Jim fandt ud af, at han kunne tjene lidt penge på at købe større mængder med rabat og sælge videre til sine venner. Han opdagede noget, han længe havde savnet: Følelsen af at have talent.

– Det, at jeg solgte stoffer, handlede aldrig om, at jeg skulle have råd til mit eget forbrug. Jeg har aldrig haft et misbrug, og jeg har aldrig dulmet mine sorger med rusmidler. Det handlede mere om, at jeg fandt noget, jeg var god til.

Derefter tog det ene det andet, og efterhånden gik Jim fra ikke bare at være god til at sælge stoffer, men til at være en af de bedste.

Og markedet blev sidenhen det eksklusive miljø i det københavnske natteliv.

Her vidste alle, der ville have noget ”cola”, hvem Jim var, og derfor kunne han sidde i T-shirt og jeans på NASA den oktoberaften i 2007, hvor han mødte Nicoline, selvom det var et brud på dresscoden.

"Nå hende? Det er Tigerdyret"

Jim var på det tidspunkt på udgang fra fængslet i en dom på fem et halvt år for salg af 1,6 kilo kokain.

Når han havde orlov, som det hedder, prioriterede han altid sin søn, Oscar, som han havde fra et tidligere ægteskab, i dagtimerne.

Han havde i sine storhedsdage som cokepusher boet i en 160 m2 stor penthouselejlighed i Store Kongensgade, men den havde han været tvunget til at opgive, da han kom i fængsel, så han lejede i stedet en hotelsuite, når han havde orlov, så sønnen ville synes, det var mere hjemligt.

Aftenerne brugte han i byen, bl.a. på NASA. Han husker, at Nicoline havde en rød kjole på og var meget smuk, men derudover er det hende, der husker mest, selvom hun selv var temmelig beruset den aften.

– Jim havde spurgt en fælles bekendt, om han ikke kendte nogle søde piger, og han kommer over til mig og sagde, at der var én, jeg skulle møde. Da jeg møder Jim, når jeg kun at sige: “Hej, jeg hedder Nicoline”, inden han tager mig i armen, ikke hårdt, men fast, og trækker mig med gennem natklubben og over til elevatoren.

– Jeg spørger, hvor vi skal hen, og han siger: “Vi skal da hjem til mig.” Jeg spørger, om vi ikke lige skal lære hinanden at kende først, og han svarer: “Jo, hvis det virker for dig.”

Nicoline husker, at hun var forundret, men samtidig syntes, det var ret sjovt.

– Jim har en måde at sige ting på, hvor det er svært at blive fornærmet. Jeg syntes, det var forfriskende, at han var så direkte, fordi det stod i modsætning til de mange mænd, der bare siger alt det, man gerne vil høre, når de prøver at score en, siger hun.

De endte med at drikke noget mere champagne efter Nicolines opfordring.

– Der var noget bad boy over ham, og jeg syntes, han var vildt charmerende. Han var ret ærlig om, at han sad i fængsel, men jeg synes nok bare, det var lidt spændende, fordi jeg aldrig havde mødt nogen, der sad i fængsel.

– Jeg kan ikke huske, at jeg på nogen måde blev frastødt, for han var jo sød og rar. Men jeg undrede mig lidt over, hvordan han kunne sidde på sådan en dyr natklub, mens han var i fængsel.

Da de begge er godt tipsy af champagne, ender de hjemme i hans hotellejlighed.

– Vi havde sex på gulvet i stuen i suiten, hvor vi faldt i søvn sammen. Jim hentede dog en dyne. Det næste jeg husker, er, at jeg vågner ved, at døren til soveværelset åbner, og der kommer sådan en lille tyk dreng i underbukser ud af soveværelset og peger på mig og siger: ”Hvem er det?” Jeg anede ikke, at han var der.

Jim havde ikke fortalt, at hans søn lå og sov i værelset ved siden af. Og hvad Nicoline husker som endnu værre, så var hans babysitter en pige på hendes egen alder, som hun dengang ikke vidste var Jims lillesøster.

– Jeg ligger nøgen på gulvet med tømmermænd og makeup i hele hovedet og er lige blevet onduleret, og jeg kan se, at hun bare tænker what a ho …”

Jim husker også episoden temmelig klart.

– Min søn spurgte: ”Hvem er det?”, og jeg kunne jo ærlig talt ikke huske, hvad hun hed, så jeg siger bare: ”Nå hende? Det er Tigerdyret.” Så det kaldte han hende i to år derefter.

Da Nicoline kom til sig selv igen, tænkte hun, at det var en virkelig dårlig idé at involvere sig med Jim.

– Der var så mange faktorer, der talte imod. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne komme hjem til mine forældre med en mand, der sad i fængsel, og som oven i købet var 13 år ældre end mig. Samtidig havde vi bare en helt vildt stærk connection.

Den sidste del var Jim enig i, og han gav ikke op så let. Et par måneder efter deres første møde, insisterede han på at mødes med hende i Aarhus. Han bad hende pakke en taske og stille sig ved vejen.

Derfra kørte de til et hotel, hvor han havde lejet den største suite på Royal Hotel.

– Jim var rigtig god til at gøre kur til mig, og vi lærte efterhånden hinanden at kende, og jeg synes, han var helt vildt sød, fortæller Nicoline.

Derfra gik det relativt stærkt. De blev gift i Goa, 11 måneder efter de blev kærester, og få måneder efter fandt Nicoline ud af, at hun var gravid.

Ingen røde lamper

De havde leget med tanken om at få et barn, og Nicoline var stoppet med at tage p-piller, men det kom alligevel bag på hende, at det gik så hurtigt.

– Jeg følte mig ret ung, men Jim synes, det var en fantastisk idé, at vi skulle have et barn, siger Nicoline.

På det tidspunkt troede Nicoline, at Jim var ude af kriminalitet og arbejdede som key account manager. Men det var en proformastilling, for hans forretning kørte videre for fuld styrke.

– Når jeg ser tilbage, kan jeg jo godt se, at det ikke hang sammen, at han altid havde ekstremt meget tid og ekstremt mange kontanter, siger hun.

Men bortset fra det, var der ikke nogen røde lamper, der blinkede.

– Det var aldrig sådan, at jeg fandt stakkevis af kontanter i vores lejlighed eller nogen former for stoffer. Aldrig. Og der kom ikke suspekte mennesker på besøg. Vi havde i virkeligheden et ret stille og roligt familieliv, og han gik meget op i at være en god far til sin søn, når han havde ham.

Jim selv havde ikke så mange skrupler ved at sætte et barn i verden trods det liv, han levede. Han mente for det første, at han havde lært af de fejl, han begik, da han første gang kom i fængsel, men også, at hans livsstil på nogle områder gjorde ham til en bedre far.

– Jeg synes på mange måder, at jeg var en bedre far end mange af dem, der gik på arbejde otte timer hver dag og aldrig var sammen med deres børn. Jeg havde meget tid, og jeg havde altid råd til at tage ham med i Tivoli. Jeg gav mit barn noget, som jeg ellers ikke ville kunne tilbyde, siger Jim.

Som kriminel kalkulerer man ganske enkelt ikke med fængsel som en risiko, fortæller han, men mere som noget, der kan ske eller ikke ske, og det er ikke en katastrofe, hvis det sker.

– Normale mennesker ville jo sige: “Hvordan kan du stifte familie, når der er den her risiko?” Men sådan tænker du ikke som kriminel. Jeg så det som et job på linje med så mange andre jobs.

Da Nicoline var gravid i syvende måned, var det sommer, og der var jazzfestival i København. Nicoline var klædt i guldkjole og guldsandaler og glædede sig på det tidspunkt bare til at stifte familie med Jim.

– Pludselig kommer to store mænd op bag ved ham, hvor jeg lige når at tænke, at det er to af hans venner, der vil forskrække ham. Men så smider de ham ind over bordet og lægger ham i håndjern, og det næste jeg oplever er, at jeg også bliver lagt i håndjern, siger Nicoline.

Derefter blev de kørt til Vestre Fængsel til hver deres celle.

– Jim plejede at være min klippe, der altid forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå, men han havde et blik, da han blev anholdt, hvor jeg kunne se, at han overhovedet ikke havde styr på noget, og det her ikke var noget, han bare lige kunne fikse.

Jim sad i fængsel i 18 måneder, og det stod hurtigt klart, at han stod til at skulle mange år i fængsel. Men Nicoline elskede Jim, så hun stillede ham et ultimatum.

– Jeg sagde, at jeg gerne ville vente på ham, men at han skulle love, at han aldrig ville komme i fængsel igen, og at skulle tage en uddannelse.

Heldigvis for Jim havde Nicoline ikke tænkt sig, at han skulle klare det hele alene. Under varetægtsfængslingen skrev de håndskrevne breve til hinanden hver dag, og når Nicoline sendte sine breve til Jim, sendte hun hans egne med retur med rettelser.

Derefter lærte hun ham at læse bøger. Først Narnia og Bjarne Reuter og senere historiske bøger om Napoleon og Alexander den Store og om Indiens historie, som er Nicolines store passion.

Jim endte med at tage en HF i fængslet med et gennemsnit på 11,7. Da han kom ud af fængslet, søgte han ind på psykologi på kvote 1 op blev optaget.

Loven er ikke sandheden

Deres fælles søn, Neo, var fem år, da Jim blev løsladt. Alligevel var overgangen til et næsten almindeligt familieliv, uden kriminalitet og med en far, der havde været fraværende de første år af Neos liv, relativt smertefri.

– Nicoline er et ret dramatisk menneske, så hun var meget bekymret for, hvordan vi nu skulle få en hverdag til at fungere, når jeg kom ud, og at jeg aldrig ville få et rigtigt forhold til vores søn, men jeg sagde: ”Rolig nu.” Og det gik jo godt, siger Jim.

Psykologistudiet viste sig ikke at være det helt rigtige for Jim, som droppede ud efter et par år.

I stedet startede han Kaatsu Massage og Fysioterapi ApS – en kæde af massage- og fysioterapeutklinikker, hvor Nicoline også arbejder i dag og bl.a. står for kommunikation.

At det lige blev massage handlede ganske enkelt om, at Jim var træt af at få massage i så svingende kvalitet, at han besluttede sig for at starte sit eget.

Og han havde tidligere, omend i en kriminel version, bevist, at han var god til at være selvstændig og iværksætter.

I 2015 mødte han Mads Brügger til en medieevent, hvor de to faldt i snak, og hvor Jim endte med at få en hovedrolle i dokumentaren "Muldvarpen" om illegal våbenhandel i Nordkorea, hvor han spillede en falsk, skandinavisk oliemilliardær.

Og med den film fik han den anerkendelse, han aldrig havde haft.

Men selvom det kan lyde som en succeshistorie og et eksempel på, at det kan lade sig gøre at komme ud af kriminalitet, har Jim et vigtigt budskab med sin bog.

– Selvom jeg har taget afstand til det kriminelle miljø, så har jeg stadig en stor forståelse for årsagerne til, at folk er, som de er i mit gamle miljø. Jeg prøver slet ikke at retfærdiggøre det, for jeg kan jo godt se, at kriminalitet er et problem i et samfund, men jeg tror ikke på, at nogen ønsker at være onde.

– Jeg har mødt folk, der har gjort voldsomme ting, men hvis man forsøger at forstå deres verden, virker det mindre voldsomt og mere rationelt. Det handler ofte om, hvad udgangspunktet er. Og sjovt nok er det også folk fra underverdenen, der har heppet mest på mig i min vej ud af kriminalitet, siger han.

Det var ikke, fordi han ikke vidste dengang, at det han gjorde, var ulovligt. Men allerede dengang så han nøgternt på det og begyndte at undersøge, hvor slemt det var at handle med stoffer.

Han fandt f.eks. ud af, at det, der slår flest mennesker ihjel, er cigaretter og alkohol, hvor personer der dør efter at have indtaget stoffer, udgør en brøkdel i sammenligning.

– Ejerne af de danske tobaksfabrikker bliver jo inviteret til middage hos dronningen, og i 80’erne og 90’erne var der jo ingen, der så skævt til, at vi alle sammen tog til Tyskland og købte toldfri cigaretter, selvom det er ulovligt.

Ifølge Jim Latrache-Qvortrup, er der mange, der gradbøjer loven, og det forstår han godt, selvom han har forladt kriminalitet.

– Jeg synes ikke, at loven er sandheden. Efter jeg er kommet på den rigtige side af den, har jeg erkendt, at vi er nødt til at overholde loven, for ellers får vi anarki, og hvis vi ønsker at ændre loven, skal vi stemme noget andet, men sådan tænkte jeg ikke dengang.

Det handlede også om følelsen, han har haft, siden han var barn.

– Når du hele dit liv har haft en følelse af, at du ikke er en del af et fællesskab, og fællesskabet ikke har vist interesse i, at du skulle være en del af det, jamen hvorfor skulle du så følge de regler, der var der?

Vi har for længst spist op og tømt adskillige kopper kaffe, da vi siger farvel. Jim og Nicoline har taget sig god tid, selvom de burde have travlt med at få styr på de sidste detaljer inden kobberbrylluppet, som ligger oven i både deres søns fødselsdag og Bogforum, hvor Jim skal præsentere sin bog, som udkommer den weekend.

Og det bliver sammen med Nicoline, fordi hun er en del af historien.

– Folk tror altid, at Nicoline er sådan et filter, der får mig til at se bedre ud. Men måske er sandheden, at vi ligner hinanden meget mere, end folk tror. Ellers havde vi nok ikke holdt sammen i 14 år.