Nazisterne dømte Monica til døden
To mænd med revolvere
Da to mænd iført regnfrakker og bløde filthatte stod og pegede på hende med revolvere – da vågnede Monica Wichfeld.
Det var den 13. januar 1944. De to mænd gav hende ordre til at tage varmt tøj på og stod vagt ved døren, mens hun klædte sig på. Fra vinduet kunne hun i det svage daggry se tyske soldater med maskingeværer rettet mod huset stå under de snedækkede træer i haven på Engestofte Gods ved Maribo.
Hun havde ventet dem.
Efter at den danske regering var trådt tilbage et halvt års tid tidligere, var de danske modstandsfolk for alvor blevet jaget vildt. Dødsstraffen var nu indført, og tyskerne henrettede frihedskæmpere, hver gang modstandsbevægelsen udførte sabotageaktioner, men hun havde nægtet at flygte til Sverige, da hun havde muligheden. For hvad nu, hvis tyskerne ville hævne sig på hendes familie, hvis de ikke fik fat i hende?
Nedenunder var betjente fra Gestapo i gang med at gennemgå skuffer og skabe. Den yngste søn Viggo og ægtemanden Jørgen så forvirrede ud, men Monica, der havde klædt sig ulasteligt i spadseredragt, kashmirsweater og blankpudsede golfsko, lod sig ikke mærke med noget. Hun spurgte ironisk, om de fremmede ønskede æblete eller erstatningskaffe til morgenmaden.
En af tyskerne fandt et kort, hvor de byer, de allierede havde indtaget, var markeret med røde cirkler.
»De er åbenbart pro-allieret?«, spurgte han.
»To af mine brødre kæmper i den britiske hær, en tredje blev dræbt i Somme i 1. verdenskrig. Hvad venter De, jeg skal være – pro-tysk?«, lo hun.
Mille Dinesen blev fejldiagnosticeret med sklerose: Derfor skal du tage ansvar for dit eget liv.
Ven med en kommunist
Bange var hun ikke. Sin tro mistede hun på grund af rædslerne under 1. verdenskrig, men hun var overbevist om, at døden var forudbestemt for alle, og hun nærede intet ønske om at blive gammel. Blot tanken om at skulle plejes af andre kunne skræmme hende fra vid og sans. Den dag hun og Jørgen ikke længere kunne danse, så alle andre par trak sig tilbage fra dansegulvene i London, Paris og København for at se på, ville livet ikke være noget værd.
»Jeg er ikke religiøs, men jeg har levet livet i fuldt firspring, og jeg beder til Gud om at lade mig afslutte det i fuld fart«, betroede hun engang en af sine venner.
Monica og hendes familie var vendt hjem til Engestofte i 1941 efter at have boet en årrække i Italien. Selv om hun havde nydt at se den ældste søn, Ivan, igen, havde det været en blandet fornøjelse, for i Danmark virkede folk ligeglade med verden omkring dem. For dog at gøre noget overvejede hun at klippe telefonledningerne over i området, men hun vidste godt, at det ikke ville have nogen betydning.
Der måtte andre midler til, og dem fandt hun, da den kommunistiske forfatter Hilmar Wulff lejede et hus på godsets jorde. Han blev hendes vej ind i den spirende danske modstandsbevægelse.
At hun – som bogstaveligt talt aldrig selv havde kogt et æg i sit liv og lod mange af sine ejendele præge med sit personlige monogram – og forfatteren så vidt forskelligt på politik, ragede hende en fjer. Hun kunne lide ham, deres diskussioner om bøger og kunst – og deres fælles had til tyskerne.
Fra da af begyndte Monica at samle penge ind blandt de venner og bekendte, hun stolede på – først og fremmest til produktion af illegale blade. Hun fungerede som kurér mellem hovedstaden og Lolland. Hun stillede værelser på Engestofte til rådighed for »kunstnere«, der havde brug for at komme en tur på landet, og hun husede jøder på flugt fra det tyske politi. Hun var med til at oprette flugtruter til Sverige, og i foråret 1943 fik hun gennem en af datteren Varinkas venner kontakt til Flemming B. Muus. Han var af briterne blevet kastet ned med faldskærm over Danmark for at samle og organisere modstanden i Danmark og gøre den så effektiv som muligt i kampen mod nazismen.
Våben og sprængstoffer
En aften i forsommeren 1943, da mørket havde lagt sig over Engestofte, listede Monica og Varinka sig udenfor. Med sig havde de to tunge kufferter, som de slæbte gennem haven til bredden af søen. Under et træ lå en gammel, tung jolle, hvori de to kvinder anbragte bagagen, og Monica satte sig til rette, greb årerne og lod lydløst jollen glide gennem vandet.
Uden at familiens øvrige medlemmer anede uråd, var englænderne begyndt at kaste våben og sprængstoffer ned på godsets marker, og sammen med sine kammerater sørgede Monica for at hente forsyningerne og bringe dem over til Wulff i huset et par kilometer borte. Hver gang tænkte hun tilbage på sit barndomshjem, der også lå ned til en sø, og hver gang kunne hun mærke sit hjerte krølle sig sammen, når hun tænkte på sin ældste bror, Jack, der var omkommet i slutningen af 1. verdenskrig.
Det var hårdt at ro så langt, ikke mindst for en kvinde, der ikke kunne udstå motion og friluftsliv, men hvert åretag var en del af kampen mod tyskerne.
Nogle år tidligere havde familien diskuteret meningen med livet, og Monica havde aldrig været i tvivl:
»For mig har livet altid været som en scene. Man ved aldrig, hvornår man bliver fanget i søgelyset. Det va¬rer måske kun et øjeblik, men i det øjeblik er du midtpunkt for opmærk-somheden. Hele dit liv kan have væ¬ret en forberedelse, en prøve på dette ene korte øjeblik i rampelyset. Det kan afsløre komedie eller tragedie, heltemod eller kujoneri, men det er dit øjeblik og ingen andens«.
Pudrede næsen
Gestapo kom imidlertid på sporet af hende, og den 13. maj 1944 blev hun og en del af hendes kammerater stillet for en tysk krigsret. Alle rejste sig, da de tre dommere i sorte SS-uniformer kom ind i lokalet og tog plads ved et bord under et billede af Føreren. En for en blev dommene læst op. De tre første af hendes kammerater fik alle dødsstraf. Dommeren tøvede og så sig om, før han fortsatte.
»Monica Emily Wichfeld – dømt til døden«, sagde han, mens tilhørerne gispede.
Det var den første dødsdom over en kvinde i mere end 100 år, og forude ventede massive protester, både i Danmark og i den udenlandske presse – protester, der udviklede sig til regulære gadekampe, da tyskerne kort efter henrettede medlemmerne af gruppen fra Hvidsten Kro.
Monica fiskede sin emaljerede pudderdåse fra Tiffany & Co. frem og pudrede sin næse.
»Var der andet, mine herrer?«, spurgte hun.
Dommeren gjorde hende opmærksom på, at hun havde ret til at søge om benådning, men da det ikke også gjaldt hendes kammerater, afviste hun forslaget og gjorde i stedet, hvad hun kunne for at støtte dem.
»Alle dem, jeg elsker, er på fri fod, men der er så mange andre, hvis elskede enten er her eller døde eller skal henrettes, og det er dem, jeg må tænke på og prøve at hjælpe… Jeg må, koste, hvad det vil, holde humøret oppe og bevare min humoristiske sans til det sidste«, som hun skrev i et afskedsbrev til en bekendt.
Jul i fængslet
I fængslet lykkedes det dog en veninde at overtale hende til at søge om benådning af hensyn til familien, men i vanlig trods skrev Monica sin ansøgning til tyskerne på et stykke lokumspapir – og dommen blev ændret til livsvarigt tugthus.
I begyndelsen af juni blev hun deporteret til et fængsel i byen Cottbus tæt på grænsen til Polen, hvor hun delte celle med fire danske kvinder.
24. december 1944 kom de fire kvinder tilbage til cellen efter en lang arbejdsdag og fandt cellen pyntet op til jul. Papirservietter fra Røde Kors-pakker var forvandlet til roser, og en grangren, som Monica havde snuppet på en gårdtur og skjult under sin seng, var dekoreret med stjerner af sølvpapir.
De fem danskere tog hinanden i hænderne og gik rundt om juletræet, mens Monica begyndte at synge »Dejlige jul«. Mere end ét vers blev det ikke til, for tårerne begyndte at løbe ned ad de yngre kvinders kinder, og i stedet fandt Monica små julegaver frem. Af majsblade, som de var blevet sat til at flette til måtter, havde hun lavet gaver til de andre – et par tøfler, en kurv, to halskæder. Da lyset blev slukket, kunne de høre fangerne i de andre celler fortsætte salmen på fransk, hollandsk, tysk, russisk og fransk.
I slutningen af januar 1945 blev danskerne overført til et fængsel i Waldheim. Selv om Monica nu var alvorligt syg af lungetuberkulose, var hun stadig ikke bange.
Leve livet fuldt ud
»Jeg har altid gjort, hvad jeg havde lyst til, selv om folk fandt det upassende. De måtte acceptere det og tage mig, som jeg var… som barn drømte jeg om, hvordan jeg en skønne dag ville væk fra den snævre verden, jeg tilhørte, og se andre lande, lære mange forskellige mennesker at kende og leve livet fuldt ud. Og jeg opnåede det«, som hun skrev i sit afskedsbrev.
Aftenen den 27. februar 1945 var stille og frostklar. Monica bad den lokale præst, som hun havde sendt bud efter, hilse børnene, og hun bad ham sige til Jørgen, at hun var ham dybt taknemmelig for hans kærlighed og trofasthed. Så spurgte hun præsten, om han ville åbne vinduet, så hun kunne se månen mellem tremmerne. Hun havde altid haft et særligt forhold til himmellegemet – så meget, at hendes børn drillede hende med, at hun var helt forgabt i den.
Da præsten kom tilbage til lejet, havde en månestråle ramt Monicas ansigt, og modstandskvinden sov ind.
Kilder: Dansk kvindebiografisk leksikon, Gyldendal Den store danske m.fl.