https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/august/naserprim.jpg
Selvudvikling

Naser Khader til folket: Råb op!

23. august 2013
af Lonnie Kjer
Foto: All Over
Giftgasser, kemiske våben, vanvid og døde børn. Billeder, der er svære at rumme. Men det bliver vi nødt til, siger Khader. Vi har nemlig pligt til at hjælpe. Og til at råbe op. Politikerne, dig, mig. Os alle sammen, siger han.

Der er sandheder, man næsten ikke magter at forholde sig til og billeder, man aldrig kan glemme. En del af dem går verden rundt lige nu, efter krigen i Syrien har fået et endnu grimmere ansigt; døde børn på rad og række. Angiveligt efter anvendelse af kemiske våben i voldsomme kampe mellem oprørere og Assads hær.

"Det er ikke så vigtigt, hvem der har gjort hvad. Det vigtigste er, at det vil ske igen, så vi har bare at reagere. Det værste svar er tavshed," siger Naser Khader til Oestrogen.dk og forsøger at råbe både politikerne og den almindelige dansker op.

Frihed, frihed …
For tallene taler for sig selv. 100.000 døde syrere. 9000 af dem er børn. Og en halv million sårede og op mod 7 millioner flygtninge, siden det arabiske forår begyndte. Med en tunesisk frugthandler, der satte ild til sig selv. I afmagt over arbejdsløshed og mangel på håb for fremtiden. Og gjorde tanke til handling for syriske skolebørn, der havde set nyheder om væltede diktatorer, krævede 'frihed, frihed, frihed' og igangsatte det syriske oprør.

"Syrien er det værste sted i verden at være barn," siger Khader, der selv råber op dagligt i samtlige aviser og på Facebook, hvor skræmmende billeder og helt klare opdateringer slår hans holdning fast: Vi gør for lidt!

Dårlige undskyldninger
Og Naser Khader er langt fra tilfreds med sine kolleger i Folketinget.
"Vi bliver da nødt til at ha' en mening om et folkemord, der foregår tre en halv time i et fly væk fra os. Bortset fra Søren Pind og Lene Espersen tier samtlige politikere, mens Frankrigs udenrigsminister melder ud, at et angreb som dét forleden vil blive besvaret med magt," fortæller Khader.

"Det kan ikke passe, at vi skal høre den ene undskyldning efter den anden og bare se til, mens civilbefolkningen i Syrien rammes. Syrerne kan ikke klare det selv," fastslår han.

Ha' en holdning!
Men vi kan gøre noget. Også som almindelig dansker.
"Spørg det parti, du stemmer på. Spørg efter en holdning, tag fat i nødhjælpsorganisationerne og spørg i det mindste, hvad du kan gøre," opfordrer Khader, der også savner danske kendisser i medierne med en holdning til omverdenen.

"Hvorfor mener vores skuespillere f.eks. ikke noget om krigen i Syrien, når de alle sammen har en mening om Putins homo-lov. Det har jeg også selv, men jeg savner en holdning til omverdenen fra danskerne, der rækker ud over dét at udskifte sit Facebook-billede med et billede af Putin."

Skråt op med sikkerhedsråd!
For Syrien bløder. En tredjedel af landets indbyggere har forladt deres hjem. Millioner er flygtet ud af landet. Civilbefolkningen har ingen steder at gå hen, børnene kommer ikke i skole, og det er godt det samme, for der er ingen lærer til at undervise dem. De tør ikke.
"Der er en hel generation af analfabeter på vej, hvis ikke vi gør noget, og vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe. Også til at hjælpe de mennesker, hvor de er og ikke vente med at gøre det," opfordrer han politikerne, der ikke vil handle uden om FN's Sikkerhedsråd.

"Skråt op med Sikkerhedsråd, helt ærligt … vi må og skal hjælpe og ikke kun, når der er store tv-shows, der gør os opmærksomme på et problem" mener Naser Khader.

Følg Naser Khader på Facebook!

Læs også