Når Nicolas Bro får en rolle, bliver en særlig detalje ofte tilføjet: "Vi er slet ikke så langt på det område"

Et godt råd: Glem din snerpethed derhjemme, hvis du går ind og ser Christian Lollikes debutfilm “Kagefabrikken”, der uden tvivl vil prikke til danskernes fremmedangst og sundhedsfanatisme.

Omdrejningspunktet i filmen er kagefabrikken Borgsø, der er på randen af konkurs. Den ulykkelige ejer, Niels Agger, prøver at begå selvmord, men får efter det mislykkede forsøg en depression.

Først da han forelsker sig i fabrikkens irakiske rengøringsdame, Zeinab, finder han glæden igen.

Nicolas Bro spiller den kriseramte kagefabrikdirektør Niels Agger.

– Filmen er en sjov blanding af depressionskomedie og kærlighedshistorie. “Kagefabrikken” foregår omkring 1990’erne til starten af 00’erne, hvor både den fremmedangst og sundhedsfanatisme, som vi kender i dag, fødtes.

Hvor står du selv i debatten om frygten for andre kulturer?

– Jamen, jeg har ikke nogen fremmedangst, men jeg lever også i mine egne cirkler. Sådan er vi danskere jo: Vi lever meget for os selv, vi er ikke sådan nogle, der går ud på gaden og taler med hinanden, som f.eks. sydeuropæerne gør. Vi ser vores egne mennesker, vi er høflige, men kølige, og sådan er jeg også selv.

– Jeg skal helst være sammen med folk nogle gange, før jeg føler mig tryg. Det er der ikke noget ondt i, det er bare sådan, vi er. Men derfra og til fremmedangst og ligefrem fremmedhad – der kan jeg absolut ikke være med. Derfor har jeg det også rigtigt godt med, at filmen tager fat i de emner.

Forstår du, at nogle mennesker er bange for fremmede kulturer?

– Jeg kan godt acceptere, at folk er bange, for vi ER bange alle sammen – af forskellige årsager. Det er en del af dét at være menneske at være bange og utryg, men jeg kan ikke acceptere årsagen.

– Den dér kollektive frygt for nogle bestemte mennesker har jeg det svært med. At angsten bliver projiceret over på en befolkningsgruppe. Og jeg synes, at det ser ud, som om hardlinerne omkring det har meget lidt kontakt med danskere af anden etnisk herkomst.

– Hvis man ser på, hvor folk i de store byer sætter vores kryds, er vi dem, der har mindst frygt for dem, og vi er altså samtidig dem, der har mest kontakt med dem til daglig. Det er da pudsigt, at dem, der er mest bange, er dem, der har mindst kontakt med dem, pointerer Nicolas Bro.

Altid den tykke

I “Kagefabrikken” optræder Nicolas nøgen flere gange – det gør han ofte i film. Og det har han ikke noget imod.

– Ja, jeg har været meget nøgen på film, for jeg har altid haft det sådan, at det er en del af det at være skuespiller at vise sin krop frem. Der er mange smukke unge skuespillere, der er 20 gange mere hæmmede end mig, og når folk opdager, at jeg ikke har noget problem med det, er der mange, der gerne vil bruge det. Jeg vil tro, at de føler, at man så får hele mennesket.

Handler det meget om din krop, når du får en rolle?

– Nej, det synes jeg ikke. Men det sker med jævne mellemrum, at en rolle bliver skrevet igennem sådan, at jeg spiser forskellige steder i filmen. Hvis ikke folk ser, hvorfor karakteren er tyk, kan man åbenbart ikke kommunikere rollen til publikum.

Bliver du ikke træt af det?

– Nej, jeg er ikke så hidsig omkring det. Sådan har det været lige fra starten: “Nå, nu er det dig, så skriver jeg lige nogle spisescener ind.” Jeg er ikke vred over det, jeg siger det bare. Vi er slet ikke så langt på det område, som vi er på andre.

– Jeg siger ikke, at vi er den eneste gruppe – det er det samme med f.eks. handicappede. Jeg spiller heller ikke så mange kærlighedsroller, det har bare ikke været oplagt. Man skal være en, som folk kan acceptere har et kærlighedsliv, sådan er det.

Jeg ville føle mig diskrimineret ...

– Jeg er blevet tykhudet. Jeg var også tyk, da jeg var barn, og jeg har altid sørget for at være den første til at kalde mig et fedt svin for at komme dem i forkøbet. Så på den måde har man jo elefanthud. Ellers var der nogle andre, der sagde det.

Til dig selv?

– Ja da. Jeg har da stået og givet autografer, og når jeg så har vendt ryggen til, har de råbt “fede svin”. Sådan er det. Og jeg oplever endda meget lidt af det. Men da jeg var yngre, kunne jeg mærke det rigtigt meget.

Bliver du ikke vred?

– Jo, men man bliver også kynisk omkring sig selv. Og det panser bunder i en slags selvhad, det er der ingen tvivl om. Det kan det ikke undgå at være, når man er den første, der kalder sig selv et fedt svin. Man er altid den tykke.

– Heldigvis er vi lidt på vej i en anden retning, vi har jo mange opgør for tiden, og jeg tror, at de yngre i dag er meget bedre til at acceptere, at vi ser forskellige ud.

– Men som tyk mand synes jeg slet ikke, at vi er der endnu, i forhold til f.eks. #MeToo, som jo startede i min branche. Vi er slet ikke kommet til at diskutere den kæmpe ensretning, der er i roller.

– Jo, vi diskuterer etniciteten, men ikke kroppen. Hvis du ser en amerikansk film, ser du stort set aldrig tykke mennesker, og hvis du gør, handler det om det. Tykaktivismen stikker hovedet op, men den er ikke tilnærmelsesvis der, hvor flere af de andre opgør med religion, etnicitet og køn er.

– På de områder har vi allerede accepteret, at det går altså ikke at diskriminere. Jeg kan f.eks. ikke sætte mig i to ud af tre stole, fordi der ikke er nogen stole, der er designet til mig. Det er da ikke i orden, at hele verden er designet til, at nogle mennesker føler sig totalt udenfor.

SoMe, nej tak

“Kagefabrikken” handler også om at skifte spor i sit liv – en tanke, Nicolas Bro selv har leget med flere gange.

For han kan faktisk ikke huske, at han nogensinde selv valgte at blive skuespiller – det gav ligesom bare sig selv i familien Bro/Hertz, hvor alle er skuespillere.

– Den tanke tror jeg aldrig, at jeg slipper. Og jeg ved, at min søster (skuespiller Laura Bro, red.) har det på samme måde.

– Men det er svært at forestille sig at starte helt forfra, når man har været i et fag så længe. Et fag, man er blevet god til og erfaren i. Det tror jeg, at mange kan nikke genkendende til.

– Men jeg har skrevet rigtigt meget – bl.a. en del teaterstykker. Jeg er i det hele taget et skrivende menneske, og det er nok i virkeligheden dér, min største kærlighed ligger. Det er så godt nok 13 år siden, jeg sidst skrev et teaterstykke. Fordi jeg har brugt 13 år på at sidde og skrive på en roman, ha ha!

En roman?

– Ja, jeg har skrevet 300 sider, som jeg stadig arbejder på. Og jeg har kæmpe fornøjelse af det. Så er det mindre vigtigt, om den bliver udgivet.

Må man spørge, hvad den handler om?

– Hmmm … nej. Jeg ved slet ikke, om jeg vil dele den med nogen. Jeg har et par gode venner, der har læst den, og de er glade for den, men jeg har større fornøjelse af at skrive end at blive bedømt. Det var også derfor, jeg holdt op med at skrive teaterstykker – på trods af, at jeg faktisk syntes, at det var gode forestillinger, som også havde glade publikummer – for der var sådan en evig jagt på, om man nu måtte være både skuespiller og dramatiker.

– Jeg har af samme grund ikke læst anmeldelser i 12-13 år. De var så ubehagelige, og mange af dem meget personlige … ligesom personlige breve til mig, som egentlig var meget ukonstruktive. Og da knækkede filmen lidt for mig, må jeg indrømme.

– Jeg har heller aldrig været på sociale medier, det bliver for personligt for mig.

Er du overhovedet ikke på nogen sociale medier?

– Nej. Jeg prøvede Myspace, da det fandtes – det første, der kom, inden Facebook – men jeg havde nogle rigtigt dårlige oplevelser med folk, der mente, at der var et eller andet, jeg skulle gøre, som jeg ikke gjorde. Så jeg lukkede den igen. Og jeg har slet ikke noget behov for at være på et socialt medie, selv om jeg godt kan se, at man går glip af noget.

– Det var værst de første år, fordi man ikke blev inviteret til en skid – alle invitationerne lå jo på Facebook, så man var den sidste til at få noget at vide, ha ha. Jeg bruger heller ikke Messenger, jeg skriver sms’er og mails.

– Det gør jo en til en dinosaur, det kan jeg godt se, men sådan er det. Men jeg sidder mindst lige så meget med min telefon som andre, så på den måde er jeg ikke et hak bedre.

Hvad laver du på den?

– Læser aviser. Jeg har abonnement på Politiken og Berlingske, og jeg pløjer dem igennem! Læser alt! Måske fordi jeg ikke er på Facebook.

Dundrende arbejdsløs

Siden Nicolas Bro fik sit gennembrud som den udviklingshæmmede Otto i tv-serien “Rejseholdet” i 2002, har han stort set ikke været arbejdsløs. Men på grund af de seneste års film- og tv-konflikt er han for første gang nervøs for fremtiden.

– Lige nu er jeg dundrende arbejdsløs og skal højst sandsynligt være det i flere år fremover. Der er kun en lille håndfuld af os, der har noget at lave, for vi lever jo af streaming efterhånden.

– Der bliver kun lavet ganske få danske film om året.

– Jeg plejer aldrig at være bange for fremtiden, men jeg kan godt mærke, at jeg er lidt nervøs nu. Jeg skriver jo også, og jeg har masser af indhold i min hverdag, det er ikke det. Men der kommer ikke til at være noget at lave de næste mange år.

Kan du ikke spille teater så?

– Jo, og det gør jeg også med glæde en gang imellem. Problemet er bare, at jeg selv er søn af to skuespillere og har oplevet, hvor meget de var væk, fordi de spillede teater.

– Så så længe min søn gider at være sammen med mig, er jeg ikke villig til at være på teatret hele tiden. Det vil jeg simpelthen ikke. Det er et valg, jeg har taget for længe siden.

Er du seriøst bange for fremtiden rent økonomisk?

– Ja, ligesom alle andre. Men jeg lever af min opsparing, og det kan jeg fint gøre. Så jeg er ikke rigtigt bange.

– Jeg er meget mere bange for klimaforandringerne, og jeg kan blive helt sindssyg over, at der står så mange partier og påstår, at de har en klimapolitik, og så sker der ingenting.

– Folk skal åbenbart se katastrofen lige ude foran deres egen dør, før der sker noget, og det er bare så synd for vores børn, siger Nicolas Bro, som mener, at den måde, vi taler om klimaforandringerne på, er forkert:

– Man siger til folk, at vores planet har et problem, det har den jo ikke. Det er os, der har et problem.

– Jorden skal nok overleve, dyrelivet skal nok finde sin vej, vi er der bare ikke. Så det er forkert hele tiden at snakke om at redde planeten. Vi skal tale om at redde menneskeheden, for det er sgu os, der går under!

– Jo mere kompleks, den dominerende art på Jorden er, des hurtigere uddør den. Sådan har det altid været i Jordens historie.

– Dinosaurerne var her i 200 millioner år, vi har kun været her i to millioner år, og nu er vi allerede ved at fucke det op. Det er eddermame en dårlig track-record! På trods af alt det, vi kan. Jeg tror, at katastrofen er uundgåelig. Spørgsmålet er bare, om vi overlever den.