Selvudvikling

Når man trækker kvindekortet...

af Lonnie Kjer 23. august 2012
Mellem dankort, klippekort, togkort og Magasin-kort trak jeg det måske vigtigste af alle: kvindekortet. Og den søde politimand sagde: ”Der fik du lige snakket dig fra 1.200 kr.”

Det er altså bare verdens dårligste dag, det her," nærmest hikstede jeg, da betjenten stoppede mig på min cykeltur på vej hjem fra byen. På fortovet, uden lys på cyklen, men med mobiltelefon-snakken godt i gang. Og uden headset, selvfølgelig. Og alt for gammel til at smålyve og diske op med historier, der ikke holder mere vand end de få, feminine tårer, jeg lige fik tryllet frem … hurtigere, end han ku' nå at sige "and the oscar goes to hende dér".Han var ubehageligt og overraskende interesseret i at høre om dagens udfordringer i detaljer. Fra lygterne, der var forsvundet eller måske stjålet, ungerne, der var alene hjemme og endda lidt syge, og min stedsans eller mangel på samme, der gjorde, at jeg var faret vild og derfor død og kritte måtte ringe efter hjælp. Og ja da, selvfølgelig vidste jeg, at det er ulovligt at cykle og snakke i telefon og mangle lygter på samme tid, og derfor kunne jeg også på det bestemteste garantere, at det ikke var sket før og i hvert fald aldrig ville gentage sig."Der fik du lige snakket dig fra 1.200 kr.," sagde den søde politimand, og jeg priste mig lykkelig over, at det ikke også var ham, der stoppede mig, sidste gang jeg lavede samme stunt. Eller forrige gang. Hvor jeg mellem dankort, klippekort, togkort og Magasin-kort trak det måske vigtigste af alle: kvindekortet. Det gav mere mening, at det fungerede, da jeg som 20-årig sammen med fire blonde, feriefriske veninder ræsede i bil mod ensretningen i en lille spansk landsby, hvis beværtninger vi lige havde besøgt. Også lidt mere end loven vist tillader, når nu den lejede bil faktisk skulle køre hjem. Og uden dét kort, der tillader, at jeg overhovedet kører den bil, så dét også blev et problem og en streg i den regning, jeg fortjente. Jeg så ingen anden udvej end at trække det eneste kort, jeg altid har på mig."Vink, piger - og smil, for satan!", råbte jeg, da vi urimeligt nok fik lov at fortsætte turen.Måske har du selv trukket det en enkelt gang også? En rundspørge hos veninderne afslørede i hvert fald samme misbrug af kvindekortet, som jeg selv har benyttet. Flere havde sikret sig institutionspladser til ungerne på den konto. En enkelt af dem var lykkedes med at få et tog til at stoppe ved en station, det ingenlunde skulle stoppe ved. Fordi hun, naturligvis, brød sammen, da den barske sandhed gik op for hende. En anden veninde nægtede først nogensinde at være sunket så dybt, indtil hun erkendte, at hun, efter at ha' modtaget parkeringsbøde nummer tre på en måned, digtede en frygtelig nat på sygehuset som undskyldning for at slippe uden om én mere. Helt urimeligt. Men nødvendigt, jo. Sådan da.For bare man dog havde lært at bruge det mere "rigtigt" og i hvert fald langt oftere. Så havde man måske gjort alting lidt nemmere for sig selv. Og kæresten. For måske synes mændene også, det er helt rart, når vi smider den feminine førertrøje og bliver små og svage og gerne vil hjælpes. I stedet for at tro, at vi skal kunne ordne alting selv, være hundrede procent uafhængige og ikke behøver en hånd til noget som helst. De ville måske virkelig ku' li' det, hvis vi bare af og til udskiftede verdensmands-tendenserne med blide, feminine "hjælp mig lige lidt, skat"-blikke.Gør I det allerede derude, mens vi andre halter håbløst efter, må I altså gerne dele lidt ud! Jeg havde i hvert fald gerne luret eventuelle muligheder i korttricket for længe siden. Så havde det måske været lidt yndigere at følges ad i medgang og modgang, og sølvbrylluppet havde ligget på lur derude i fremtiden. Dét vil jeg tygge på i mit næste liv. Eller allerede nu. Når man står der med hæksaksen, boremaskinen, et oliefilter, der skal skiftes, og et skatteregnskab, der lige skal fikses. Eller bare når man godt kunne tænke sig at være en anelse mere overskudsagtig og smide stress-frakken et øjeblik. Cykel-snakke uden lys gør jeg selvfølgelig aldrig igen. Mest fordi det er dumt. Og så lovede jeg jo også betjenten det.

Skribent og sanger Lonnie Kjer, 39 årDårligste vane: Aldrig at sige nej. Heller ikke til Gallup.Største fejltagelse: At runde en hjemmeafblegning af med en frisk firserpermanent. Det skal man ikke.Bedste beslutning: At få børn! (... og at tillade mig selv at kræve lidt mere af det hele).Motto: Det bestemmer man da selv ( og: "Alt godt kommer til den, der handler").

Renées klumme: Husker du Bendtners underbukser?Julia Lahme: Heltinder vi kan tro påDorthe Kandi: For kvindelig til at blive taget seriøst