Når det kniber med fordømmelsen

Jeg læste et interview med filminstruktøren Lukas Moodysson, hvor han udtalte, at han oplevede det sværere og sværere at fordømme andre. Samtidig sagde han (med glimt i øjet, tror jeg) at det var lidt synd, for det var jo så vældig dejligt, det der med fordømmelse - hele vores måde at indrette samfund på i den vestlige verden bygger jo på en måde på, at vi er glade for at dømme andre.

Jeg tænkte, at det kunne han have lidt ret i. Både i, at vores måde at være i verden på har en indbygget dømmende instans, hvis funktion må være at holde hinanden nede og holde os selv ud, og så også i, at det i grunden kunne føles som lidt ærgerligt, når det pludselig bliver svært at dømme. At det bliver sværere, har jo en del med alder og erfaring at gøre, tror jeg. Pludselig har man været igennem så meget, set lidt af hvert, prøvet det meste et par gange, og så ved man godt, at fejltagelser er en del af livet, og at vi alle begår dem, uden undtagelse. Og hvem er man, der selv har fejlet, der skal kaste den første sten? Man finder ud af, at meget lidt er sort og hvidt - at man næsten skal ud i folkemord og pædofili, før man uden tøven og krystalklart kan fordømme. På sin vis er det en befrielse, på den anden en belastning, ganske ligesom Moodysson forsøger at sige, for når jeg lytter til ungdommen, og det gør jeg en del i disse dage, så er verden godt nok enkel. Brøndby er nogle idioter, bare fordi de er fra Brøndby, og fordi man holder med AGF, så dejlig enkelt kan livet altså godt være ...

Jeg kan indimellem med vemod kigge tilbage på dengang, jeg som ung pige i New York nedgjorde en anden pige over at gå til psykolog, fordi hun var meget frustreret og psykisk ustabil. Min holdning var klart og tydeligt dengang, at det der med at skulle betale for, at nogen gad snakke med én, var totalt taberagtigt, det betød jo, at man ingen ordentlig familie havde, eller at man ikke formåede at skabe ordentlige sociale kontakter. Og det var såmænd nemt for mig at sige, for min situation var jo, at jeg havde en dejlig familie, der gerne stillede op, og samtidig havde jeg endnu ikke oplevet den ked-af-det-hed og frustration, som ondt i livet kan afstedkomme. Den unge pige, jeg var dengang, var så forbandet sikker i sin sag, ikke et sekund tvivlede hun på sig selv eller sine synspunkter, og fordømmelsen hang løst og var med til at sikre hende stabilitet og ikke mindst en selvforståelse af, at hun selv var i den "rigtige" kasse - hvilket var vigtigt og umådelig brugbart for at kunne håndtere de daglige udfordringer, hun skulle igennem.

Men faktisk må jeg erkende, at det der med, at man bliver klogere af erfaring, alligevel også er ganske vidunderligt, også selvom sikkerheden og patentet på sandheden bliver prisen. For verden bliver bare større med årene, og rummeligheden breder sig, og det bliver sværere og sværere at fordømme alle de andre, der ikke er lige nøjagtig magen til én selv, og så bliver der jo faktisk lige så langsomt plads til os alle sammen ...
Kærlig hilsen
Renée