Mødre der har mistet
Redigeret af Sofie Nymand Nielsen, foto: Christina Hauschildt
– Begge vores børn skrev lange afskedsbreve, hvor de blandt andet gav udtryk for, at vi som forældre havde gjort alt, hvad vi kunne for at hjælpe dem i deres sygdomsforløb, og at det ikke var vores eller andres skyld, at de ikke ønskede at leve mere. Min datter skrev også, at hun godt vidste, hvilken sorg hun påførte os. Men at vi måtte love at få det bedste ud af vores liv, selv om hun og hendes bror ikke længere var hos os.
Ellen Bæk, 63, mistede sin søn og sin datter med to års mellemrum. Begge havde de den psykiske sygdom maniodepressiv - også kaldet bipolar lidelse, som er kendetegnet ved, at humøret svinger mellem en manisk og depressiv tilstand. Ellens søn var 18 år, da han fik sygdommen og levede med den i 11 år. Mens hendes datter først blev diagnosticeret bare to år, inden hun døde i en alder af 29.
På trods af det umenneskelige tab er det lykkedes Ellen og hendes mand at komme videre i tilværelsen. Men de har skullet acceptere, at livet ændrede sig, da de mistede deres børn. Sorgen er nu en følgesvend, de skal lære at kende.
– Jeg havde drømt om en dag at sidde i min gyngestol med en masse børnebørn, men det kommer jeg ikke til at opleve. Men vi har et par små drenge og en lille pige, som vi låner indimellem, og vi har heldigvis ikke svært ved at glæde os over andres børn og børnebørn.
Mindet om Monica
Lis Kjeldstrøm kender ligesom Ellen sorgen, der kommer efter at have mistet et barn. Lis’ datter Monica var 45 år, da hun døde af kræft efter et to-måneders sygdomsforløb. Da Lis mistede Monica, mistede hun ikke kun en datter - hun mistede sin bedste ven.
– Jeg har to andre dejlige voksne børn, men mit forhold til Monica var meget specielt. Især efter at hun blev skilt fra sine børns far. Vi talte tit i telefon, rejste sammen og spillede golf og gik i teatret og til forestillinger i Det Kongelige Teater, hvor Monica arbejdede som it-chef. Vi kunne tale om alt og havde det utrolig sjovt med mange grin, når vi var sammen.
Dot Wessman efter datteren ulykke: Alt andet bliver ligegyldigt
Selvom det nu er to år siden datteren sov stille ind på Herlev Hospital med sine nærmeste omkring sig, kan Lis ikke forstå, at Monica ikke er her mere.
– Når jeg går derhjemme, kan jeg nå at tænke, at Monica sikkert ringer i dag. Jeg kan også pludselig begynde at græde i supermarkedet eller i bussen, eller hvis jeg hører noget bestemt musik, der minder mig om Monica.
Muligt at leve videre
Lis begyndte først i en sorggruppe, men hun fandt ud af, at det ikke var noget for hende. Heller ikke det at snakke med en psykolog, føler Lis er nødvendigt.
– Da Monika døde, spurgte lægen mig, om jeg ville tale med en psykolog. Men det sagde jeg nej til. I dag skal folk have psykologhjælp til alting, og jeg synes, at det er for meget. Jeg taler meget om Monica med min anden datter, som også er i dyb sorg over at have mistet sin søster. Derudover har jeg et par gode veninder, som godt kan se på mig, når jeg har det svært og har brug for et kram.
For Ellen Bæk betyder det også meget, at hun har mennesker omkring hende, hvori hun kan finde støtte, når sorgen tager til. Den støtte finder hun bl.a. hos Landsforeningen for efterladte efter selvmord. Kort tid efter Ellens søn døde, valgte hun at engagere sig i foreningen, og hun arbejder i dag som frivillig og næstformand i Landsbestyrelsen. Hun er ikke i tvivl om, at sorgen ville have været større, hvis hun ikke havde kastet sig ud i foreningsarbejdet.
– Det betyder utrolig meget for mig at kunne hjælpe og støtte andre, som er efterladte og pårørende til mennesker, der har taget deres eget liv. Jeg vil også gerne vise, at det er muligt at leve videre og få noget ud af sin tilværelse, selv om der sker noget så forfærdeligt som et selvmord.
I ugens blad kan du læse mere om disse stærke kvinders historier og sorgen ved at miste. Læs også psykologens forklaring på, hvad sorg er for en størrelse – og hvordan man kan lære at leve med den ved sin side.
