https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/oktober/jette-prim.jpg
Selvudvikling

Mød månedens kunstner: Jette Liebst

4. oktober 2013
af Malene Fich Weisher
foto: Privat
Farver er ikke bare lige meget. Farver gør noget ved os, mener denne måneds kunstner, Jette Liebst, der netop lader de kraftige farver spille en stor rolle i sine smukke, følelsesladede malerier ... Se med her!

Af månedens kunstner på Oestrogen.dk, Jette Liebst:

Det er bevist, at farver påvirker det menneskelige sind. Det er bevist, at det betyder noget hvad vi kigger på og bliver påvirket af synsmæssigt i vores hverdag.
Nogle farver gør os glade, nogle giver os ro, nogle kan måske provokere os.

Farver gør noget for os.

Farver er ikke bare lige meget.

Mine billeder er mest malet i ret klare farver. De har et udtryk, som man kan forholde sig til. Mine malerier er opstået udfra inspiration og malet spontant. Hovedparten af mine malerier er således kommet til verden i en stemning af nærvær og 100 % tilstedeværelse. Nogle er vokset ud af følelser af ro, andre er kommet ud af følelser som vrede. De fleste er blevet undfanget og skabt intuitivt

Nogle har rumsteret inden i mig gennem lang tid, nogle gange flere måneder, andre er kommet som en raket og var bare lige pludselig på lærredet.

Mange af dem er UDTRYK, andre er INDTRYK

Som noget nyt er jeg begyndt at male lyd. Det er billeder, jeg maler, når min kæreste sidder og spiller på sin guitar, og skaber dermed en stemning, som jeg elsker at male i. Musikbillederne er hidtil blevet til mens vi sad på 1. salen i vores hus i skumringstiden. Når solnedgangens lys forsvandt og det langsomt blev mørkere og mørkere udenfor.

Jeg bruger også andre materialer end farver og pensel. Første gang jeg havde bestemt mig for at lave hul i et lærred, følte jeg mig som en forbryder. Det kan man da ikke, tænkte jeg. Men at lave hul i et lærred, sy det sammen igen med lædersnøre og bruge det som udtryk synes jeg er vildt spændende. Jeg syr også hønsenet på nogle gange, og fjer og perler sniger sig også ind på lærrederne. Og det sjove er, at jeg aldrig ved hvad det ender med.

Hvorfor er jeg kunstner, hvordan startede det?
Hm ja, det startede med at jeg havde et ønske om at kunne male "noget der lignede noget". At kunne kopiere, male naturalistisk og realistisk. Jeg tog nogle kurser på aftenskole. Jeg købte bogen "At tegne er at se". Den lærte mig at SE anderledes.

Efterfølgende ændrede det hele sig. En krise gav mig store armbevægelser. Dem brugte jeg til at male store flader, med acrylmaling og grydesvamp. Store buer, store sving og masser af farver. Der startede den intuitive malerilinie. Og nu vil jeg også gerne lege og lade fantasien få frit løb. Så det at male for mig, er også et spørgsmål om at tillade forandring.

Hvorfor arbejder jeg med kunst?
At åbne for inspirationen og kreativiteten er guld værd. Det er en guddommelig følelse at fordybe sig og hengive sig, ligefrem overgive sig til maleprocessen.
Jeg er blevet afhængig.
Afhængig af den verden jeg kommer ind i når jeg maler. Når jeg i hverdagen går rundt og lader det næste maleri modnes indeni mig. Når jeg så midt i maleriet "vågner" og tager 2 skridt tilbage og ser hvad der er på lærredet, bliver jeg ofte meget overrasket. "Hvor kommer det fra?" tænker jeg, og undres over at det er indeni mig. Og alligevel.....det er det måske ikke helt...måske kommer det et andet sted fra?

Hvad er min største oplevelse med kunsten?
Helt klart, HENGIVELSEN. Og fordybelsen. At være i den indre verden, som så lige pludselig bliver synlig.
Og så bliver jeg så taknemmelig, når andre kan mærke mine billeder, og kommenterer hvad de ser i dem.

Hvad er den største udfordring i mit arbejde med kunsten?
Min hjerne er helt klart min største udfordring.
Når jeg slipper tankeprocessen kommer flowet.
Når jeg begynder at tænke at jeg skal male noget bestemt, eller om "nogen nu kan lide det", kan jeg mærke mine egne begrænsninger. Så at finde, eller at tage, roen kan nogle gange give udfordringer i hverdagen.

Til sidst ... Udviklingen.
En ting jeg også synes er spændende er udviklingen. Jo mere jeg tør og gør, jo mere inspiration og ideer får jeg.
Så jeg kan kun anbefale alle der har lyst, til at overgive sig til legen, til fantasien, til kreativiteten og til det umiddelbare.

Har du lyst til at høre mere om mine fremgangsmåder og tanker, eller se nogle flere af mine billeder, er du velkommen til at kontakte mig på mail (jetteli@sol.dk) eller telefon (40754452).Jeg bor på Røsnæs vest for Kalundborg, og du er også velkommen til at komme forbi min stue.

Læs også