Mød månedens kunstner: Anitta Jonas
foto: Privat
Månedens kunstner, Anitta Jonas:
Jeg hedder Anitta Jonas og er lidenskabelig kunstmaler på "deltid", da jeg har fuldtidsarbejde ved siden af.
Jeg ELSKER at male, det giver mig energi, glæde og ro når jeg giver mig hen og forsvinder ind i min helt egen verden og glemmer tid og sted.
Jeg maler abstrakt og figurativt og I kan se mine malerier på min hjemmeside http://aj-kunst.dk/ og på http://www.facebook.com/AjKunst?ref=hl.
Min maleproces:
Anitta Jonas, Månedens
kunstner på Oestrogen.dk
i maj 2013
Jeg vælger de farver jeg har lyst til at have med i maleriet og går i gang, og i løbet af processen skabes udtrykket nærmest af sig selv.
Ved det abstrakte maler jeg med store armbevægelser, masser af maling og de farver der lige falder mig ind, hvorimod jeg, når jeg maler figurativt, er meget stille og maler koncentreret og langsomt. Jeg skifter meget mellem disse to stilarter, da det er rart at kunne fordybe mig og sidde dybt koncentreret med et figurativt billede - som godt kan starte som noget abstrakt - efter at have svunget penslerne til høj musik i et - meget gerne - stort abstrakt maleri. Det gør mig godt og jeg føler at jeg er totalt i balance, mærker pulsen slå og glæden strømme igennem mig.
Mere om mig:
Jeg har tegnet en del, da jeg var yngre, men det er maleriet der har stjålet min hjerte og jeg går op i det med liv og sjæl. Både min morfar og min farfars bror og min far malede, og jeg har flere gange taget tilløb, men det er først for to-tre år siden jeg rigtigt begyndte at interessere mig for at male; først tøvende men efter at have tilegnet mig viden på forskellige kurser og på nettet, blev jeg rigtigt grebet af det og nu bruger jeg stort set alle mine ledige stunder på det og jeg har aldrig været så lykkelig før.
Hvor henter jeg inspiration?
Jeg bliver inspireret af mange ting, former, lys, figurer, mennesker og stemninger. Jeg maler mest abstrakt men også figurativt og maleprocessen er helt forskellig for mig. Jeg laver meget sjældent skitser, men har billedet inde i hovedet.
Udstillinger i 2013:
Løbende udstilling: Hillerød Alkoholbehandling, Torvet 7, 3400 Hillerød
April - Juni: Tandlægeklinikken Helleruphus, Strandvejen 102E, 2900 Hellerup.
Juni-August: Fællesudstilling på Comwell i Middelfart, Karensmindevej 3, 5500 Middelfart
Tema: Den danske sommer
August-September: Vilvorde Kursuscenter, Vilvordevej 70, 2920 Charlottenlund
September-Oktober: Hillerød Fysioterapi, Milnersvej 39, 3400 Hillerød
November: Birkerød Hovedbibliotek, Stationsvej 38, 3460 Birkerød
Er DU næste måneds kunstner?
Er du selv en kunstner på vej, så er det måske dig, der kan blive næste måneds kunstner hér på oestrogen.dk.
Send os nogle ord om dig selv og dine kunstværker, samt er par eksempler på disse ved at klikke her.
Så hører du fra os snarest muligt!