Min veninde glemmer aftalerne

Kære Renée.
Jeg skriver til dig, fordi der er noget, der irriterer mig voldsomt! Det drejer sig om en veninde, som jeg holder af, det må jeg straks sige - men hvor er hun dog svær at få en fast aftale med. Hvis vi endelig er enige om et mødetidspunkt, så laver hun det om i sidste øjeblik. Nu kunne man tro, det var, fordi hun ikke gad, men det er ikke min fornemmelse. Selv om hun også selv tager initiativ til at mødes, er hun bare så utjekket, og det irriterer mig. Og så lader hun sig let distrahere af andre aftaler, fordi hun ikke vil skuffe nogen. Senest i dag, derfor dette brev! Vi havde en klar aftale om, at vi skulle mødes på en café lørdag formiddag og sms'e og blive enige om det præcise tidspunkt, når vi vågnede. Ikke et ord fra hende. Jeg sms'ede og ikke et ord til svar. Hmm, tænkte jeg, hvilken interessant forklaring får jeg nu? Som regel siger hun: "Jeg har ikke fået din besked ..." Klokken 12 fik jeg en mail om, at hendes mobil var løbet tør for strøm, og hun havde mistet opladeren! Jeg har jo forsøgt at tale med hende om det, men så siger hun, at jeg overdriver, at det kun er sket ganske få gange, at hun har ændret en aftale, og at man ikke behøver at være så nøjeregnende. Jeg er selvfølgelig begyndt at tage vores aftaler med et gran salt. Hvordan kommer jeg bedst i dialog med hende om det, hvis jeg skal blive ved med at se hende?
Kærlig hilsen
Den tvivlrådige

Kære tvivlrådige.
Jeg synes i grunden, du selv har fundet en rigtig god måde at tackle det følelsesmæssigt for dig selv på - nemlig ved at du ikke regner alt for meget med jeres aftaler, men har med i baghovedet, at det godt kunne ske, at det ikke blev til noget. Det viser, at du har lært af de erfaringer, du har gjort dig, og at hun ikke altid er til at regne med, sådan fuldstændig. Og det er da i min bog "klog kone", der gør den slags. Irriterende er det selvfølgelig, at det er sådan ... især hvis du selv er én, der altid holder aftaler til punkt og prikke. De andre, altså dem, der ikke gør eller ikke kan, de findes altså også, og dem må vi holde af, trods alt. Dog synes jeg ikke, det gør noget, hvis man gør opmærksom på, hvordan man føler det er at blive "brændt af" ... at det er sårende, for det er det jo for pokker. Jeg synes selvfølgelig, du skal sige det ligeud til hende. Samtidig må du også være realistisk og vide, at det bare ikke er alle, der kan laves om, og at man godt kan holde uendelig meget af et rodehoved alligevel.
Kærlig hilsen
Renée

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.