Min mand har været utro

Kære Renée.
Jeg er i den ulykkelige situation, at min mand har været mig utro. Han er frygtelig ked af det og ulykkelig - siger, han elsker mig, men havde brug for at blive bekræftet, efter at vi havde været igennem et opslidende forløb med kunstig befrugtning. Selv om affæren, han havde, var kort og foregik for to år siden, har jeg først fundet ud af det nu.
I dag har vi fået ønskebarnet, og når jeg ser tilbage på tiden dengang, kan jeg på mange måder godt forstå ham. Sex var blevet skemalagt og usexet, og han skulle bare levere klatten (i bogstaveligste forstand), da alt jo drejede sig om, at jeg skulle blive gravid. Alligevel føler jeg mig så forrådt - for godt nok følte han sig krænket på sin mandighed (det var ham, der havde dårlig sædkvalitet), men det var søreme heller ikke sjovt for mig! Mit spørgsmål lyder nu: Hvordan kan vi komme videre oven på dette svigt? Med min forstand kan jeg godt tilgive, men hvordan får jeg mit hjerte til at følge trop - uden at jalousien fremover skal styre vores parforhold?
Karen

Kære Karen.
Det spørgsmål, du stiller, er ét, jeg har fået før, og som beskriver et problem, rigtig mange kender til - utroskab. Jeg ved ikke, om man kan gradbøje ordet, men jeg gør det nu alligevel, og synes i grunden, det er o.k. F.eks. synes jeg, gentagen utroskab er værre end en enkelt episode - en affære er noget helt andet end en hurtig smutter hen over kopimaskinen til julefrokosten. Ikke fordi jeg har meget at have denne sondring i, og uanset hvad så gør al utroskab ondt på den anden part i den faste relation.
Du har fundet ud af, at der skete noget for to år siden for din mand. Desværre, var jeg lige ved at sige, for nu har I det godt, og I har endda været så heldige, at I har fået et ønskebarn sammen. Havde du ikke fundet ud af utroskaben, var livet jo bare gået sin gang. Dit brev forstår jeg sådan, at alt er godt mellem jer nu, og at det eneste, der nager, er denne her to år gamle episode. Derfor er det tydeligt for mig, at det er tilgivelsen, du skal arbejde hen imod. Og hvordan tilgiver man sådan et svigt - jeg tror, man gør det og kan det, hvis man virkelig vil det. Du har alt at vinde ved at gøre forsøget, så måske var hjælp udefra en idé - evt. en parterapeut, så I begge kunne deltage og få bearbejdet det forløb, der bl.a. var medvirkende til, at svigtet skete. Hvis du synes, det er for voldsomt at søge hjælp til dit problem, er det selvfølgelig muligt, at du arbejder med det selv, enten ved at forsøge at rumme det hændte og holde ud, at det skete, eller sammen med din kæreste. Du har jo nok brug for en del forsikringer fra ham om, at det ikke vil ske igen, og den del er der nok kun samtale og så endnu mere samtale, der kan gøre godt for. Men Karen, ærlig talt: Det er den slags, der sker her i livet ... Alle kan begå fejl, og jeres situation var noget helt unikt på gerningstidspunktet, eftersom I var nødt til at lægge sex på skema, fordi I ønskede jer en baby ... Så hvorfor ikke tilgive noget, der i dag garanteret er fuldstændig ligegyldigt? I hvert fald er tilgivelse nødvendigt, hvis I skal komme videre sammen. Kærlig hilsen
Renée

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.