Selvudvikling

Min datter køber sin veninde

af Renée Toft Simonsen 26. april 2010
Modelfoto: Colourbox
Veninden svigter ved enten ikke at have tid til at være sammen med min datter eller rent ud sagt ”ikke gide hende”

Kære Renée.Jeg er lidt bekymret for min datter på 15. Jeg fornemmer, at hun "køber" sig til venskab med en pige i hendes klasse. Selv om hun siger, de er tætte veninder, synes jeg ofte, veninden svigter ved enten ikke at have tid til at være sammen med min datter eller rent ud sagt "ikke gide hende". Denne pige er sådan en slags leder i gruppen, og jeg synes, min datter ydmyger sig ved at indynde sig hos hende. Låner hende penge, som den anden er længe om at betale tilbage, låner hende sine yndlingsting som iPod og makeuppung. Min datter plager veninden om samvær, og når veninden er afvisende, prøver hun at lokke med, "at jeg vil godt betale", hvis de f.eks. skal i biffen. Der er mange eksempler på den slags. Du kender sikkert mekanismen fra dine egne børn, der også er i den alder. Jeg har prøvet at tale med min datter om det og om at have lidt værdighed og om at vende sig mod nogle andre piger i gruppen ... kort sagt foreslået hende, at hun skulle trække sig lidt fra den veninde, som jeg ikke mener gør hende noget som helst godt. Min datter er, ligesom mange teenagere, meget moody, så det er ofte svært for mig at trænge ind til hendes sprøde jeg. Kan du give mig, og sikkert mange andre teenagemødre, som læser FEMINA, nogle gode råd? Tak for dine altid knaldgode svar. Kærlig hilsenEn mor

Kære mor.Jeg er lige ved at sige, at det kan jeg faktisk ikke, for vælge vores børns venner, det kan vi simpelt hen ikke. Det vil de ikke finde sig i, og hvem kan vel fortænke dem i det? Men der er alligevel noget, jeg får lyst til at sige, og det handler om at turde, at holde ud ... om, at vi voksne ikke kan beskytte vores børn fuldstændig mod skuffelser eller nederlag. For det kan vi ikke, og i grunden synes jeg heller ikke, vi skal. De skal jo have noget modgang og modstand at udvikle sig op ad, for hvordan skal de ellers blive gode, velreflekterende og kloge voksne? Men som du skriver, er jeg selv mor, og jeg kender dine følelser ud og ind ... jeg genkender endda selve det dilemma, du befinder dig i, for jeg har været der selv og véd, at følelsen af at have lyst til at gøre noget, den er der bare, og den kan vi nok ikke få til at gå væk. Men det, vi kan gøre, er, hvad du allerede gør. Vi kan gøre dem opmærksomme på det, vi observerer, selv om vi skal være meget forsigtige med, hvordan vi formulerer os, så vi ikke støder dem fra os. Og vi kan arbejde med os selv i forhold til at give slip og have tillid til vores børn. I det her tilfælde bør du have tillid til, at din datter er så dygtig og klog, at hun en dag selv vil opdage, hvorvidt den pågældende er en god veninde eller ej, og at hun den dag det sker, vil gøre det, hun må gøre - nemlig sige farvel til hende, hvis det viser sig, hun ikke behandler hende ordentligt. Hvis det altså er tilfældet, for det er jo også sådan, at en relation kan se mærkelig ud udefra, mens der, når man ser tingene indefra eller fra en helt tredje vinkel, måske er to, der profiterer af, at tingene hænger sammen, som de gør. Samtidig kan du støtte din datter, give hende noget ballast og hjælpe hende med at erhverve det selvværd, der skal til for at gøre hende i stand til at tage ordentligt vare på sig selv, når du engang ikke er der hele tiden til at passe på hende. Så medmindre du ser en graverende mistrivsel hos din datter, og det kalder på øjeblikkelig handling, synes jeg ikke, du kan gøre så meget konkret lige nu.Kærlig hilsenRenée

Spørg RenéeRenée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på [email protected], så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.