Min bankrådgiver gav mig en kassekredit på 15.000 kroner - for en sikkerheds skyld. Så blev det mere og mere grelt

Ida Rud er skribent og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er blevet gældfri!

Det er en sandhed med modifikationer. Jeg har SU-gæld, som jeg stille og roligt afdrager hver måned. Men jeg har haft dyrt forbrugslån.

Af den slags med høje renter, som ses ned på af mange. Ja, jeg har endda taget kvik- og sms-lån fra tid til anden, fordi jeg har været desperat.

Da jeg flyttede hjemmefra, var jeg naiv i forhold til penge.

Selv om mine forældre var gået personlig konkurs, og jeg havde oplevet, hvordan det er, når fogeden kommer og tager møblerne, og barndomshjemmet ryger på tvangsauktion, så havde jeg en grundlæggende tro på, at det hele nok skulle gå økonomisk.

Jeg tog til møde med min nye bankrådgiver, og da han sagde, at jeg skulle have mig en kassekredit på 15.000 kroner, bare for en sikkerheds skyld, så tænkte jeg, at han rådgav mig i min bedste interesse.

Af samme årsag fik han mig overtalt til alverdens dyre forsikringer via et selskab, som banken samarbejdede med, for jeg troede jo, han havde mine interesser for øjne.

Jeg havde ikke forestillet mig, at han udelukkende handlede i bankens interesse.

Dette på mange måder uskyldige første møde blev gradvist mere og mere grelt.

Den forbaskede kassekredit var dyr i drift, for pengene var fristende at nuppe lidt af, når der var fredagsbar og dyre studiebøger, og der var dyre renter hver måned.

Der gik ikke lang tid, før kassekreditten var maxet ud, og jeg hver måned kun fik betalt renter og stod i en dyr status quo.

Jeg flyttede hjemmefra for at studere, men af alverdens grunde stoppede jeg på studiet.

Jeg arbejdede 30 timer som pædagogmedhjælper i en vuggestue, men havde det elendigt og følte mig retningsløs i forhold til fremtiden.

Så jeg prioriterede at tage et lån, der skulle dække et ophold på en højskole. (Som så gik konkurs, da jeg havde været der seks uger!)

Med mellemrum var der mange penge, jeg følte mig nødsaget til at skaffe – til en ny cykel, når den gamle blev stjålet, til tandlæge og andre uforudsete udgifter – og jeg havde aldrig nok til at spare op.

Det er ikke engang fordi, jeg har levet eller boet over evne.

Så mødte jeg min ekskæreste. Jeg var atter studerende på SU, og han var 15 år ældre i stor lejlighed.

På et tidspunkt skulle hans dejlige dreng have nyt soveværelse, og jeg endte med at sige ja til, at lånet i IKEA kunne stå i mit navn.

Jeg var forelsket og tillidsfuld. Det lån har jeg så hængt på – indtil nu. Det lån voksede nemlig vanvittigt, dog blandt andet fordi klatlånene blev samlet under én fane.

Min eks arbejdede ikke så meget, men drak derimod hver dag – og hver dag havde jeg ondt i maven over, hvordan vi fik råd til mad.

Det var faktisk mig, der fandt på en ‘smart’ fidus med at bruge IKEA-kortet på at købe ting, som vi så returnerede og fik kontanter. Jeg var desperat.

I år er det 10 år siden, jeg forlod ham. Lånet var svimlende 140.000 kroner. I mange år havde jeg nærmest kun råd til at betale renter og gebyr.

Det er ret nemt at ende med stor gæld, og jeg kan godt forstå, hvorfor det skete for mig. Og jeg har stor forståelse for andre, der oplever det samme – eller langt værre – end mig.

Jeg ville virkelig ønske, at vi i skolen fik langt bedre rådgivning og undervisning i økonomi og udgifter, for jeg var slet ikke klædt på til det, da jeg stod med det selv. Det tror jeg desværre gælder for mange.

Det har bogstavelig talt været dyre lærepenge. Men jeg er stolt af mig selv. Jeg er endelig gældfri, og navnlig fordi, pengene i høj grad var knyttet til det sorteste kapitel i mit liv, er det så skønt, at det endelig er helt slut.