Milde spejl på væggen der

Jeg er 35. Det betyder, at jeg er sådan cirka ældgammel. Jeg er for gammel til at være helt så naiv, som jeg var engang, for gammel til at tro på alt, hvad jeg hører, og for gammel til at lægge alle mine vaner om. Jeg er SÅ uendelig gammel, at min søn på fire år spørger mig, hvordan det var at gå på arbejde, dengang dinosaurerne levede, for dét må jeg da bestemt kunne huske! Men jeg er også for gammel til at ville være ung. Heldigvis.

Så når snakken falder på botox, det store mummy-tug (en komplet kropsløftning fra knæene og op), ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Jo, jeg bruger rynkecreme, selvbruner, plukker mine øjenbryn og gør, hvad jeg ellers kan finde på for at se nogenlunde ordentlig ud. Min forfængelighed forsvandt stort set sammen med tiden til at nære den, da jeg først blev mor til ét barn, der ikke sover (bemærk nutid ...), og senere til et til, der heller ikke dyrker den disciplin. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hente de ekstra timer i døgnet til at dyrke mig selv så meget, at jeg kan se ud, som jeg vil.

Så indimellem finder jeg mig selv stående på tærsklen til en mild depression foran spejlet. Her hiver jeg mig i det fordømte fedt, der tilsyneladende ikke vil forsvinde (af sig selv) og overvejer, hvilke løsninger kirurgien ville kunne tilbyde mig. Men det bliver ved overvejelserne. Mit nye mantra er nemlig at stå ved. Jeg ønsker at være en af den slags kvinder, der står ved sit liv. Både det allerede levede, og det der kommer. Jeg er så uendelig træt af den konstante jagt på det rette udseende. Jeg bliver træt i masken, når jeg klikker ind på Facebook og ser smukke kvinder suge kinderne ind, mens de forførende kigger på mig og allermest ønsker sig, at jeg ikke undres over, at billedet er taget til deres 45-års fødselsdag og ikke deres 30-års. Jeg bliver træt af, at vi kvinder synes, vi skal ose af en ganske bestemt slags seksualitet hele vores liv. At vi ikke må være forførende på en anden måde end den måde, kvinder på 23 med rette kan være det på.

Og ja, jeg synes, det er vores eget ansvar. Ikke hverken mændenes, pornoens eller (hvem kan vi ellers give skylden ...?) magasinernes. Vi har selv ansvaret. Vi er voksne, gamle, unge, sprøde, slaskede og præcis sådan, som vi selv har rygrad og gen-masse til at være. Alt er ikke vores egen skyld, men seksualiseringen af kvindekroppen til en ungpigekrop er vores eget ansvar. I hvert fald hvis vi hopper med på den vogn.

Læs nu ikke dette og tænk, at jeg sidder her og spinder undskyldninger for ikke at gå på slankekur. Det er ikke det, det handler om. Nej, jeg savner accepten af, at det levede liv koster, at jeansene ikke i alle livets faser behøver at være samme størrelse. Jeg savner, at vi ser på hinanden med milde øjne, og at de samme milde øjne kan møde os, når vi ser i spejlet. Den evige kritik af, hvordan man ser ud, er simpelthen noget af det mest usexede, jeg kan komme i tanke om. Ja, jeg er gammel. Ja, jeg har strækmærker, og min mave er løsere, end den var engang. Min røv hænger, og jeg har lagt an til en bekymringsrynke. Men det får mig ikke til at ønske, at jeg lignede en 20-årig. Nej tak. Jeg vil helst ligne mig selv, og ja, det er mit eget ansvar, når jeg bliver bange for at gøre netop det.

Tine Bendixen: Fisken på disken

Lonnie Kjer: Kvinder er halvdelen af verden