Mikkel Beha om faderens sygdom: ”Det ligger som en mørk sky henover”

Udefra kan tv-værten og eventyreren Mikkel Behas liv forekomme ret eventyrligt: Rejser over hele verden med skibet Havanna, et spændende job som tv-vært og en sammentømret familie, der blandt andet består af hustruen Marian Midé og børnene Emil, Theis og Alfred.

Men er der slet ingen slagsider eller smerter i Mikkel Behas liv? Jo, siger han i et interview med Psykologi:

– Jo. Det er der. Den største smerte er at skulle sige farvel til sine gamle i familien. Til min mor. Min mormor, min morfar, min moster, som overtog noget af min mors rolle, da hun var væk. Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at min far er syg med en alvorlig diagnose, det er også en smerte. En kæmpe … ikke sorg … jeg er jo ikke i sorg over, at min far er syg, for han er usandsynligt god til at holde sit humør oppe, på trods af at man godt kan se, at livet har en slutning inden for en overskuelig fremtid. Men det ligger som en mørk sky henover … Det kan jeg godt mærke.

I oktober sidste år kom det frem, at Mikkels far, eventyreren Troels Kløvedal, er uhelbredeligt syg og ikke har lang tid tilbage at leve i.

– Jeg glæder mig ikke lige så meget over alle de ting, der går godt, som jeg plejer at gøre. Og det er jeg ellers virkelig god til. At glæde mig. Det er svært at få armene helt op over hovedet, fordi der ligger den dér med, at man skal sige farvel til sin store, stærke far. Som man er vant til er der.

(Artiklen fortsætter under billedgalleriet)

Et venskab på 50 år

Har I et meget tæt forhold, du og din far?

– Hvad er tæt? Det kan godt være, at der indimellem er gået et år, hvor jeg ikke har set ham, fordi han var ude at sejle, men jeg har aldrig oplevet, at vi var fjernt fra hinanden, for når jeg så var med ham ombord igen, var jeg der måske et halvt år, og så har vi kunnet indhente noget af det, vi ikke nåede i hverdagen. Så jo, vi har et meget tæt forhold. Vi har kendt hinanden i 50 år.

– Et 50 år langt venskab og far-søn-forhold har selvfølgelig bølger, og vi er rigtigt tætte lige nu, vi går virkelig og hygger os midt i alt det sørgelige med, at han er så skidesyg. Vi snakker og griner og ordner alt muligt, og vi er også gode til bare at sidde sammen ved hans skrivebord med hver vores en hel dag uden at sige særligt meget.

Han har selv sagt, at han er afklaret og ikke bange for døden?

– Ja, han er meget afklaret. Det kan man jo blive, hvis man har levet det liv, man gerne ville. Han siger: ”Jeg har fået alle de børn, jeg gerne ville have, rejst alle de steder, jeg gerne ville, boet på den bondegård, jeg drømte om at bo på – jeg har nået alt det, jeg gerne ville her i livet. Og hvis man skal miste ti år af sit liv, så er det de ti år, der kommer nu, jeg helst vil miste.” Det har han jo ret i. Hvis ens liv skulle være ti år kortere, end man havde drømt om, så er det de bedste år at tage. Man ville jo fandeme nødig miste de år, hvor man var mellem 30 og 40 eller 40 og 50.

– Det tænker jeg også over indimellem – den dér higen efter gerne at ville blive gammel. Jeg tror, at der er nogen, der får dødsangsten ind alt for tidligt i livet og bruger virkelig mange årtier af deres liv på at finde ud af, hvordan man kan forlænge livet i den sidste ende. I stedet for at nyde livet dér, hvor man er lige nu. For det er sgu sjovere at være 35 end 85. Der er rigtig meget, man ikke kan, når man er 85.

– Min far er fuldstændig frisk i hovedet, så det er ikke, fordi jeg er ved at lægge ham i graven, men man ved bare, at den sygdom ender med, at man dør af den. Statistisk set dør de fleste inden for tre-fem år. Det er en underlig sygdom, som man ved meget lidt om, og den rammer folk på meget forskellige måder. Heldigvis er min far som sagt helt frisk i hovedet, ingen personlighedsforandringer eller noget. Tværtimod siger han, at han sgu nærmest er blevet mere skarp. Som om noget af energien fra kroppen, der ikke rigtigt kan mere, er røget op i hjernen. Han skriver løs på sin 18. bog, så på den måde er han ikke en patient. Jeg har lige fået mail her til morgen om to vinduer, der er blæst ud, og om jeg kan komme og fikse dem. Så han er stadig Troels.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: "Jeg sagde til min kone at, hun skulle finde en ny mand"

Læs hele interviewet med Mikkel Beha i det nye nummer af Psykologi