Selvudvikling

Midtvejskrisen fik Nanna til at ændre sit liv: Jeg har lært, at det er hårdt arbejde at blive sig selv

af Susanne Cordes 5. februar 2021
Foto: Camilla Stephan
Hvorfor oplever så mange kvinder en trang til at skifte livsbane midt i livet? Og hvad sker der, når de gør det? Nanna Lunds skilsmisse blev starten på et liv med mere ærlighed og frihed,

Nanna Lund levede et helt almindeligt liv. Faktisk levede hun det liv, der er målet for mange: Kernefamilie, godt job, sød mand, de rigtige ferier og hus i forstæderne.

Men hun bar på en længsel efter noget andet, der ikke kunne opfyldes, og en dag måtte hun vinke farvel til det hele og flytte hjemmefra.

Som 47-årig. Sige goddag til et liv med kaos og uforudsigelighed – og ærlighed.

– En dag gik det op for mig, at det var længe siden, at jeg havde været godt og grundigt glad. Det var en rystende tanke.

- Jeg var anspændt og depressiv, men jeg forstod ikke hvorfor. Jeg var gift med en dejlig mand, jeg havde et godt job, vores børn var ved at være store. Vi havde hus, bil, og vi tog på familieferier. Hvorfor havde jeg det ikke godt?

Det var det spørgsmål, Nanna Lund gik og tumlede med for syv år siden, da en fyring kom ind fra højre og rystede fundamentet for hendes liv.

En utilfredshed og en længsel efter noget andet, hun ikke kunne definere, havde ligget og ulmet længe, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre med den.

Kunne hun, der havde alt, virkelig tillade sig at være utilfreds med livet? Og hvordan ville et andet liv overhovedet se ud?

– En gang imellem tænkte jeg, at jeg bare kedede mig, og jeg fejede mine følelser til side, fordi jeg syntes, at det var klynk. Jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad der var galt. Jeg havde heller ikke tid til at sætte fingeren på det.

- Jeg havde travlt på arbejde, og jeg havde travlt derhjemme. Jeg var med årene gået hen og blevet hjemmets administrator, for min mand var meget væk på arbejde, og jeg havde ikke et sekund til at tænke over, om tingene kunne være anderledes.

Job var identitet

Nannas arbejde var på det tidspunkt ikke et hvilket som helst job.

Hun var skønlitterær redaktør på forlaget Gyldendal. Det var ikke kun et krævende job, som hun aldrig havde fri fra, det var også en identitetsskabende faktor i hendes liv.

At være redaktør på Gyldendal gav prestige i de kredse, Nanna bevægede sig i. Men forlagsbranchen var inde i en langstrakt nedgangstid, og hun mistede drømmejobbet i en længe ventet nedskæringsrunde.

Fyringen var umiddelbart et chok, men den skulle vise sig at blive et wake up-call på flere planer, for den startede en proces, hvor Nanna skulle definere sig selv ud fra nye parametre.

– Det var ikke bare det, at jeg mistede mit arbejde. Det var det, at jeg mistede det job. Det satte en masse tanker i gang om, hvad det job havde betydet for min identitet, min selvfølelse og min plads i verden.

Og det satte så gang i nogle andre overvejelser, om jeg var det sted, hvor jeg skulle være i mit liv på andre områder også.

Nanna beskriver det som, at hun havde bygget to stilladser op omkring sig selv. Det ene var det professionelle stillads. Det bestod af hendes job og hendes arbejdsidentitet.

Det andet stillads bestod af alt det, hun havde tømret sammen i sit privatliv – mand, børn, familieliv. Nu var det første styrtet sammen, og det andet stod og vaklede.

Skilsmisse

I stedet for at søge nyt job startede Nanna som selvstændig redaktør og oversætter, en uvis position, der få år før ville have virket utænkelig, men som føltes befriende.

Samtidig pressede andre erkendelser sig på, nu hvor Nanna skulle genopfinde sig selv: Kærligheden i hendes 19 år lange ægteskab havde udviklet sig til venskabelighed, og følelsen af at ville noget andet pressede sig på.

– Da det kom til stykket, var vi enige om skilsmissen, men det var reelt set mig, der gik. Det føltes som at flytte hjemmefra, for jeg havde sat de her identitetsskabende rammer om mit liv, og når man forlader det, er det næsten, som da jeg var ung og flyttede fra mit barndomshjem og skulle stå på egne ben for første gang.

LÆS OGSÅ: Aminata Amanda Corr: "Jeg kan godt lide at blive misforstået"

- Jeg skulle finde ud af, hvem jeg egentlig var – og på det tidspunkt var jeg 47 år. For mange er skilsmissen lig med sorg, med usikkerhed eller med vrede. Især hvis den er kommet uønsket. For Nanna markerede skilsmissen starten på en periode med frihed og eufori.

- Selv forklarer hun det med, at hun var blevet for længe i ægteskabet, hvilket hun påtager sig ansvaret for. Men det er svært at afslutte et familieliv, som ingen andre i familien ønsker ændret. Nu var beslutningen imidlertid truffet, og det føltes, som om verden lå åben forude med et væld af muligheder.

– Jeg surfede på verden. Jeg var i sindssygt godt humør, og det føltes lidt mærkeligt og egoistisk, for samtidig skulle jeg yde omsorg for mine børn, som jo ikke havde bedt om det her.

Kaos, ja tak!

Det var ikke kun euforien, der clashede med Nannas tidligere selvbillede. Ind kom også en periode med et meget aktivt Tinder-liv. Et liv, hun i tilbageblik beskriver som hæmningsløst og glimtvist uansvarligt, men også livgivende, bekræftende og godt gammeldags sjovt.

- Men hvordan passede det ind i billedet af en mor på 47 med to store børn og et ansvarsfuldt arbejdsliv? Måske var det ikke hende selv, der ikke passede til billedet, gik det op for hende. Måske var det billedet, der var forkert.

– Mine veninder mente, at det var naturligt nok, at jeg var på Tinder, for jeg skulle jo finde en ny kæreste, men det var slet ikke det, det handlede om.

Det handlede om mig. Det handlede ikke om, at jeg skulle etablere en ny orden. Det handlede om det modsatte. Det handlede om at vende tilbage til en tilstand af uorden og kaos, som jeg af en eller anden årsag trives utrolig godt i, men som havde været lukket land for mig.

– Vi har på en eller anden måde besluttet, at tryghed og orden er noget positivt. Det er målet med vores liv. Det kan godt være, at du har et kaotisk teenageliv og nogle festlige 20’ere, men så slår du dig til ro, så finder du hjem. Og det er ikke, fordi jeg fortryder, at jeg levede det almindelige kernefamilieliv.

Men jeg lærte i den tid, hvor min tilværelse var fasttømret, at det ikke fungerede for mig. Det kunne jeg af gode grunde ikke vide på forhånd. Men da jeg fik chancen for at kaste mig ud over afgrunden med 120 km/t., så gjorde jeg det uden at se mig tilbage, og det føltes helt rigtigt.

Blev voksen

Efter Nanna flyttede hjemmefra for anden gang i sit liv, er hun med egne ord blevet voksen. Bare ikke på den måde, hun havde forventet. Og faktisk heller ikke på den måde, samfundet forventer.

– At være voksen er at tage ansvar for mig selv og mine følelser. Jeg er holdt op med at bilde mig selv ind, at jeg har styr på det, for jeg har ikke styr på mig selv. Hver eneste dag er en evig forhandling med mig selv om, hvordan jeg skal navigere i verden i dag.

- Jeg kan sagtens forstå den drift mod tryghed, hvor man bare lukker kæften på alle de stemmer, der råber op inde i en selv, men i mit tilfælde førte det til en nedtur at leve på den måde.

– I mit gamle liv var der ikke plads til at fejle. Jeg havde så meget, jeg skulle have styr på. Nu er jeg med vilje fejlbarlig hver dag. Jeg ER fejlbarlig og kaotisk, og det skal ikke gemmes væk, tværtimod. Hvis jeg vil leve ærligt, er jeg nødt til at udsætte mig for det kaos, udsætte mig for livet.

Nanna lægger ikke skjul på, at det er et dagligt hårdt arbejde at vælge friheden og ærligheden til.

– Jeg har lært, at det er hårdt arbejde at blive sig selv. Man skal udfordre alle sine fasttømrede idéer om, hvem man er, og hvordan man har det godt. Man skal være parat til at træffe nogle ret store valg, der kan have konsekvenser for andre mennesker.

Jeg kæmper stadig jævnligt med, at jeg havner i nogle gamle mønstre, der handler om kontrol.

å er det utroligt fristende at vende tilbage til en tilstand, hvor tilværelsen er kontrollerbar og til at håndtere, men hver gang den melder sig, træder jeg tre skridt tilbage og siger, pas på med at gå derhen, for det er ikke godt.

 

Kærlighed uden forventninger

Faktisk fik veninderne i sidste ende ret. Nanna har fået en kæreste igen. Men hun er ikke i gang med at bygge et nyt stillads.

Det er ikke et forhold, der forsøger at leve op til en lang række ydre forventninger. Nannas kæreste er en del yngre end hun selv, deres baggrunde er helt forskellige, og de styrer ikke mod en ny kernefamiliemodel.

Nanna og kæresten er enige om at opbygge et forhold, hvor der skal være plads, og hvor ingen af dem skal sidde med følelsen af at gå på kompromis med sig selv.

– Det er et parforhold, hvor vi undgår købmandskabet: ”Hvis jeg gør sådan for dig, skal du gøre sådan for mig.” Det er kærlighedens død. Så begynder man at redigere sig selv for ikke at udløse den andens straf eller bebrejdelser.

- Det lyder måske hårdt, men der ligger en forventning i rigtig mange forhold om, at man hele tiden skal aflægge regnskab eller gøre sig fortjent til noget.

– Man kan ikke programmere, hvordan ens nære relationer forløber, men man kan være ærlig med sig selv og al sin usikkerhed og al sin tvivl – det føles selvfølgelig farligt og ubehageligt, alt stritter på en, når man står der i sårbarheden, og man har bare lyst til at løbe sin vej. Men det er bedre at være i det farlige hele tiden end ovre i den trygge illusion. Det er mere ærligt at stå i det farlige, og jeg har mig selv med.

LÆS OGSÅ: Anne Mette Kirk: Jeg har været pissefuld. Jeg har været flirtende. Jeg insisterer på, at vi skal leve fuldt ud

51 år og ro i kaos

For Nanna krævede det, at hun rykkede sit liv op med rode, før hun fandt ind til en kerne af livsglæde og ærlighed over for sig selv. At vågne op til en ny dags uforudsigelighed beskriver hun som den største lykke, hvor det for andre ville trigge den største angst. Hun skulle blive 51, før hun fandt ro i sit kaos.

– Vi bebrejder altid mænd, at de får en midlife crisis. Så får de George Michael-skæg, ørering, motorcykel og en yngre model, og så griner vi lidt af dem. Men jeg ser med mildere øjne på dem nu, for jeg forstår dem bedre. De var på gale veje, og så skal der ske noget andet, så de ikke mister sig selv. Så er spørgsmålet, om de finder sig selv på den måde, men i det mindste handler de, siger Nanna.

Og næste plan for en date i hendes nye liv? Bungeejumping med kæresten. Selvfølgelig. Afgrunden lokker.

 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.