https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/oktober/lisbyprim.jpg
Selvudvikling

Mette Lisby: Slut fred med din alder!

7. oktober 2013
af Lonnie Kjer
Foto: PR
Alder er jo bare et tal. Eller hva'? Bag minusserne på en falmet dåbsattest står i hvert fald også flere selvlysende plusser, hvis du ellers spørger Dk’s sjove, show-aktuelle kvinde. Friheden til at være sig selv, f.eks.

Hun er en af den slags kvinder, der vader ind i dig med - om ikke - træsko, så en feminin støvlet eller to på. Imødekommende, ukrukket, en af veninderne-agtig. Sådan en, man godt gider hænge ud med. Det kan man bare ikke, med mindre man bevæger sig mod Islands Brygge og Mettes øvelokale, hvor de sidste deltaljer til showet 'Fuck, jeg er i 40'erne' bliver pudset af. Så det gør vi så. I en baggård i et hjørne af København.

Meget mere Mette Lisby

  • Mette Lisby er født d.5.april 1968
  • Hun var en af de få kvinder, der var med, da standup'en tog fart i starten af halvfemserne
  • Hun har været tv-vært på bl.a. Ugen Der Gak og FC Lisby
  • Hun har spillet hovedrollen i Juliane og Klinkevalsen
  • Hun har også udgivet bogen 'Det er ikke fordi jeg er umulig - jeg er bare overtræt' 2007
  • Sammen med Jesper Bæhrenz har hun firmaet VIVE Productions
  • Firmaet udvikler tv-koncepter og brætspil og skriver manuskripter til tv og film
  • Parret bor i Los Angeles

Ung med de unge … og dog.
Hun ligner en, der er helt klar. Kl. ét sekund over aftalt mødetid og 'tilfældigt lækker' på den dér måde, nogen bare kan være - og bære - det.
Hun har selvfølgelig også rutinen og - måske - selvtilliden i orden. Nå ja, og alderen. For fuck, hun er nemlig blevet fyrre. For fem år siden, faktisk, hvis vi skal være helt ærlige. Ikke at man kan se det.
"Det var nu ikke fordi, jeg ikke ville stå ved min alder, men chokket skulle åbenbart bare lige lægge sig," siger Mette Lisby til Oestrogen.dk

"Jeg har masser af både unge venner og ældre venner, men på en eller anden måde smider Jesper og jeg altid hinanden i den unge gruppe. Altså, dem der måske er først i trediverne. Det er jo løgn," griner komikeren, der stadigvæk ser, undskyld mit franske, pissegodt ud!

Fasttømret makkerskab
Jesper er gemalen. Med efternavnet Bæhrenz, en stemme vi husker fra radioen og et fjæs, vi genkender fra tv og bladene. Han er medforfatter på fruens show, lige som de to i det hele taget er viklet godt og grundigt ind i hinanden på alle måder, har man indtryk af. Som makkerpar i langt mere end bare kærestemæssig forstand. Her, eller i hjemmet i LA, hvor de skriver manuskripter eller udvikler tv-koncepter. Når altså de ikke lige befinder sig på Bryggen, hvor Mette snakker løs, mens Jesper for en stund har fået tjansen som opvartende kaffetjener i deres fælles projekt.

"En god arbejdsfordeling … ha ha … men han er altså med hele vejen rundt og er fuldstændig uvurderlig," fortæller den sjove dame, der - næsten - er klar til at invitere os alle sammen indenfor til showet.

F#ck, der er premiere om lidt!
Men også kun næsten. Stolene i lokalet nedenunder er tomme nu, men i går dukkede et udvalgt testpublikum op for at tjekke materialet, pointerne og tempoet i showet. For fra på torsdag er det alvor. På den sjove måde, altså.
Når premieren på 'Fuck, jeg er i 40'erne' bliver for en hel del flere end de par håndfulde gæster, der fik oplevelsen i aftes. Og når showet efterfølgende dukker op i en by nær dig, og Lisby disker op med lårklaskende, medsøsterlige krammere til alt det, vi godt ved, når vi er i 40'erne. At bryster, der ikke hænger, når de er 35 år, er falske, f.eks. At dét, at mænd skulle være vilde med kvinder over 40 er noget, Ekstra Bladet har opfundet. Og meget mere.

40'erne ... og friheden
Men det er ikke et 'hjææælp, jeg er i 40érne', vi skal lægge ører til. Mere et skuldertrækkende 'hey, dét er jeg faktisk'. Og hvad så?
"Slut fred med det! Nyd den dybde, man får og den viden og erfaring, man har hentet på vejen," minder hun os - og sig selv - om, her op til premieren.
"Det er fedt at ha' friheden til at sige, hvad man mener, mene hvad man siger - og lave, hvad man vil. Men derfor er det sgu alligevel chokerende, som tiden går, og der sker bare et eller andet med én, når det tal dukker op."

Komikeren med noget på hjerte
Man husker, f.eks.! Ting, man ikke altid lige forstår, man er gammel nok til overhovedet at huske.
"Ja ja, det er da muligt, at alder bare er et tal, men når man uden videre lige husker 25 år tilbage og ikke engang var et barn, da tingene skete, så er tiden jo altså gået." Og det gør egentlig ikke noget. Men det giver stof. Både til eftertanke og til showet.

"Jeg har noget på hjerte med det her show. Det gav lidt sig selv, at det tog form og skulle blive til noget, og man løber forhåbentlig heller ikke længere rundt med et 'ka' I li' mig nu'-skilt om halsen. Jeg er meget mere sikker på mig selv. Jeg stoler på mig selv, og samtidig med, at det giver mig en frihed ift., hvad jeg vil tale om, tvinger det mig også til at være meget mere personlig."

Facebook og overdommerne
Dét bliver hun i showet, lover hun. Og de dagsaktuelle begivenheder i andedammen må hun af gode grunde høste på nettet og blandt vennerne på Facebook. Hvad rører sig, og hvad snakker folk om lige nu.

"Men på Facebook er det lidt som om, at alting har lige meget værdi …'Jeg har lige fået et barn … 'jeg har lige stegt frikadeller.' Thumbs up til det hele. Verden er så fuld af info, og i farten kommer hurtigt til at sammenligne hinanden på Facebook og er blevet lynhurtige til at dømme og sige vores mening til hele verden. Dek kan man da godt blive lidt deprimeret over af og til."

"Perfekt er uspændende"
Det perfekte billede, vi kan servere i cyberspace, er ikke nemlig så interessant. Hverken dér eller i den virkelige verden. Lige så uinteressant som skønhed. Ifølge Lisby.For "Skønhed forgår, det gør dumhed ikke …"

"Perfekt er uspændende. Det er bare ikke interessant. Jeg oplevede det også, da jeg lavede et tv-program, hvor deltagerne skulle kommentere og huske klip fra 'Ugen, der gak.' Samtlige kvinder var forberedte til fingerspidserne og ville så gerne vise det. Men man får bare ikke point for dén slags. Af en eller anden grund føler kvinder tit, at vi skal arbejde langt hårdere for tingene. Det er en pigeting, og man bliver altså lidt træt af det," fortæller kvinden, der selv kender til at være 'den dygtige pige', at være super velforberedt og ha' styr på tingene.

Mette … med alvor
Og så er hun i øvrigt - og selvfølgelig - meget andet end den sjove pige.
"Jeg har altid været ret alvorlig. Jeg har let til grin, men tager det meste alvorligt og tager ansvar for tingene."
Også for sin alder.

"Det begynder jo så småt at gå op for en, at man ikke har al tid i hele verden længere. Jesper og jeg kan sagtens flytte - en gang til - men vi kan ikke blive ved med at ta' de helt store ryk og tro på, at man at man kan gøre det samme igen om nogle år … og igen nogle år efter. Man kan jo ikke blive ved."

Work smarter!
Men man kan rykke fra land NU. Og dét gør hun med sit show. Og føler sig også nærmest forpligtet til det. Som dén kvindelige komiker, der taler til og om et voksent publikum.
"Det handler jo også om, hvad man vil bruge sine kræfter på. Jeg sparer nogle omveje ved at proppe lidt struktur ned over mit arbejde. Work harter, not smarter. Det er jo fedt at ha' en masse projekter og idéer om ting, man har vildt meget lyst til at lave, men det er for ærgerligt, hvis de bare lander i skuffen. "

Mens vi venter på de voksne …
Der skulle 'Fuck, jeg er i 40'erne' ikke ligge. Og med alderen er selvsikkerheden fulgt med tempoet. Ikke fordi, hun ikke er spændt på publikums dom over showet eller er helt færdig med premierenerver. Hun er meget spændt. Og nerverne er der stadigvæk …

"Men når jeg står på scenen, er det så fedt! Jeg har også lært, at hvis jeg selv synes, noget er hamrende sjovt, er der nok også andre, der vil synes om det. Og jeg behøver ikke løbe rundt og sammenligne mig selv i alle mulige umulige konkurrencer med andre. Jeg har ro nok på og nok på hjerte til at bevare roen i det," fortæller Lisby, der måske nok ifølge dåbsattesten er blevet en slags rigtig voksen. Hvad det så end er.

"Ja, hvad er dét? Man tror jo, der kommer et tidspunkt, hvor man forstår sig på realkreditlån og pension, hvor mødet i banken bliver den naturligste ting i verden, og hvor man får Georg Jensen-stel til 12. Det gør der så åbenbart ikke for mig."

Læs også