Selvudvikling

Medfølelse heler

af Renée Toft Simonsen 4. august 2010
Det gik op for mig lige der, og på en meget kontant måde, at det, vi mennesker har allermest brug for, når der sker noget ”grimt” i vores liv, noget, der er svært, noget uventet, noget følelsesmæssigt tungt, det er helt enkelt et vidne

Mandag morgen, hvor jeg altid løber med min søster (uendelig hyggeligt med en løbepartner, vi snakker samtlige 10 kilometer). Nå, men denne mandag skulle jeg så lige aflevere bilen til mekaniker først. Så jeg løber en ny rute, og det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg falder, så lang jeg er, og hvor er det dog længe siden, jeg er faldet, og hold da op, hvor jeg slog mig, og hvor gjorde det ondt. En ondskabsfuld træstub stak op af mudderet, samme farve som mudderet, hvor led kan man være. Jeg nåede ikke engang at værge for mig, før mit hoved styrtede til jorden, og mit kindben ramte en stor sten. Jeg havde bare lyst til at sætte mig ned og vræle lige på stedet. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme hurtigt hen til vores mødested, for jeg måtte bare have en at dele oplevelsen med.Det første jeg gjorde, da min søster dukkede op, var at stikke mit hoved tæt op til hendes, pege på min skamferede kind og sige "se", og det gjorde hun heldigvis, og rigtig dejligt var det, at hun samtidig lod sin finger løbe forsigtigt hen over begge mine kinder for at mærke forskellen på dem og derefter konstatere, at den forslåede kind selvfølgelig var enorm.Det mærkelige ved det hele og grunden til, at jeg skriver om det, var, at det var først, da hun havde set mig, jeg ligesom faldt ned igen og følte, at jeg måske godt kunne løbe den tur alligevel. Og det var der faktisk noget fint i, men også noget meget sårbart. For det gik op for mig lige der, og på en meget kontant måde, at det, vi mennesker har allermest brug for, når der sker noget "grimt" i vores liv, noget, der er svært, noget uventet, noget følelsesmæssigt tungt, det er helt enkelt et vidne. Øjne, der ser. Et menneske, der deler det, som er sket med os ved at se på os og bekræfte det skete gennem sin deltagelse, måske verbalt, måske bare som fysisk trøst ved at stryge der, hvor noget gjorde ondt. Heldigvis snakkede min søster både om hjernerystelse, og at det måske var bedre, vi spadserede hele vejen, og det var jo også ret dejligt at mærke både bekymring og omsorg. Havde hun nu f.eks. sagt sådan noget, som man indimellem hører voksne sige til børn, som: Skidt da pyt med det, det går hurtigt over, op på hesten, eller hvad det nu er af tåbeligheder, man kan komme til at fyre af, ja så tror jeg faktisk ikke, jeg var blevet i stand til at løbe den tur færdig.Med andre ord var det at have et vidne, et empatisk og anerkendende vidne til min ulykke, ikke kun vigtigt for, at jeg følte mig set, det var faktisk næsten også helende i sig selv. Jeg gennemførte de 10 kilometer uden problemer.Kærlig hilsenRenéeLÆS OGSÅ: