sorgen
Selvudvikling

Man skal aldrig være fanatisk

23. november 2011
af Renée Toft Simonsen
Jeg havde betroet en klog kvinde, at jeg havde røget cigaretter hele sommeren. Sådan i en lidt undskyldende tone. Men hvorfor undskylde sig selv, bare fordi man har røget lidt smøger?

Alle har sandsynligvis prøvet det dér med, at en eller anden siger noget, som virkelig sætter sig fast i éns bevidsthed. Det skete for nylig for mig: "Man skal aldrig være fanatisk" var ordene, der satte sig fast. De blev sagt med et smukt smil af en klog kvinde, jeg kender. Jeg havde lige betroet hende, at jeg havde røget cigaretter hele sommeren. Sådan i en lidt undskyldende tone, som om det var hash, vi snakkede om. Og sådan havde jeg det måske også lidt, da jeg sagde det, dog uden at jeg var bevidst om det. Hvilket jo er irriterende, for hvorfor undskylde sig selv, bare fordi man har røget lidt smøger?

Jeg hørte mig selv stå og sige noget med, at det jo var ferie, og at jeg ikke havde røget siden min sidste ferie, og det skulle selvfølgelig fejres - med en smøg! (Hvordan ellers?). Og så var det, hun sagde de dér fem kloge ord, der stadig hænger ved. Faktisk så meget, at jeg nu bruger dem, som om de var mine egne, ja, som om det næsten var mig, der havde fundet på dem.

Som for eksempel her for lidt siden, da jeg fandt ud af, at jeg ikke havde taget på i hele min ferie. Uhm, man skal aldrig være fanatisk, uhm, det skal fejres, uhm, med cola og chokolade. Og så gentog jeg ellers de fem ord efter hvert lille nip af den lækreste hindbærchokolade, hvorefter jeg skyllede den himmelske mundfuld ned med min yndlingsdrik over alle: Coca-Cola. Chokolade, cola og så de fem ord, chokolade, cola og så de fem ord, chokolade, cola og så de fem ord. Nu er dåsen tom, pladen er forsvundet, og jeg har det faktisk rigtig fint. Måske er de lidt magiske, de ord?

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d07a1f4330a644e6b6af9b782410e35d.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs også