Malene Lei Raben: "Jeg er nok først blevet rigtigt voksen efter min mors død"

Jeg bliver født på Aalborg Sygehus den 10. maj 1969.

Min mor er 29 år gammel, er jurist og arbejder i Stiftsamtet. Min far er også 29 år gammel, og han er gymnasielærer. Jeg er deres andet barn. Jeg har en storesøster, som er seks år ældre end mig. Min far går fra os, da jeg er 11 dage gammel, da er jeg lige kommet hjem fra hospitalet. Mine forældre har efter sigende et dårligt ægteskab, som de har overvejet at opløse, før min mor ventede mig.

I min tidlige barndom er min mor meget stærk,

hun har meget energi, livsappetit, hun er uhøjtidelig, sjov og modig. Hun tager rummet, når hun kommer ind, og det gør hun, lige indtil hun ligger på sit dødsleje. Hun er flipper med træskostøvler, senere bliver hun meget elegant. Smart hår, flotte smykker, grafisk moderne i stilen. Min far er streng, han er sjov, og han bliver hurtigt bragt i affekt af stress. Han lever relativt traditionelt, hans kone arbejder på nedsat tid, og han bruger megen energi uden for hjemmet, er meget politisk bevidst og engageret i ungdomsoprøret. Min far har langt skæg, langt hår, mørke briller, en høj latter og et højt brøl, når han blev vred. Han går i tyndslidte fløjlsbukser og anorak.

Vi bor i et gammelt bondehus syd for Køge.

Min mor arbejder meget, men det gør mig ikke utryg at være meget alene, det er en frihedsfølelse. Jeg er et beskidt barn, fordi jeg ikke rigtig går op i at vaske mig, og det går min mor heller ikke op i at bruge tid på at lære mig. Hun kommer hjem omkring klokken seks hver dag, og jeg tager bussen hjem selv fra børnehaven. En af pædagogerne sætter mig på bussen, og så står jeg selv af i vores lille landsby, og så henter barnepigen mig.

Da jeg er seks år, flytter vi til København.

Her begynder jeg i børnehaveklasse i en kommuneskole med 800 elever. Min søster og jeg er anderledes end de andre Frederiksberg-borgere. Frederiksberg er en konservativ højborg, så vi er klart de mest flippede, og jeg kommer i noget andet tøj end de andre. De andre går i bluser fra Nørgaard paa Strøget. Jeg sparer sammen og køber et par røde fløjlsbukser for mine egne penge. Jeg er relativt stærk, så jeg er heller ikke rigtig bange for de andre, men det er bestemt ikke alle, der kan lide mig.

Jeg er meget dygtig til at læse og regne og rykker en klasse op efter tre måneder.

I begyndelsen bliver jeg mobbet i den nye klasse.

Ad omveje får jeg at vide, at det er, fordi jeg lugter. Det er noget diffust holden-mig-udenfor, og det er meget smertefuldt. Jeg har en periode på et år til halvandet, hvor jeg er meget syg og hjemme alene, fordi jeg ikke har lyst til at gå i skole. Andre gange tager jeg med min mor på arbejde. De år er jeg meget alene. Efter et par år er jeg blevet accepteret og bliver aldrig for alvor drillet igen.

Min søster og jeg tager til Aalborg fra København en gang om måneden.

Mit forhold til min far er meget problematisk. Min mor hader min far, og min far er bestemt heller ikke fan af min mor. Hos min far er det liv, jeg har hos min mor, tabu. Min mor er den, der fylder mest for mig, så det er det samme som at sige, at det, der har værdi for mig, det har ingen værdi hos ham. Jeg føler, at 90 procent af mig selv blev skåret væk af mig på besøg hos min far. Der er mange retningslinjer hos min far, og derfor er det svært at komme derover, fordi det er så anderledes end hos min mor, hvor jeg er vant til at bestemme selv.

LÆS OGSÅ: Katinka Bjerregaard om sin barndom: ”I skoletiden lærer jeg, at der er mange fiaskoer i livet”

Jeg er altid lidt nervøs og bange for, at min far eksploderer og slår.

Han er meget hidsig. Hvis jeg glemmer, at jeg skal være anderledes hos min far, og f.eks. tager et æble, når jeg har lyst, får jeg en skarp irettesættelse, eller hvis jeg tager smør på brødet. Jeg kan huske engang, jeg har skrabet i alle hjørner af en tom margarinebakke, nok til at dække en halv rundtenom rugbrød, hvor han eksploderer fuldstændig over, hvor hensynsløs og egoistisk jeg er.

Uden undtagelse bliver jeg syg, når jeg kommer hjem fra besøg hos min far.

Her samler min mor mig og min søster op. Det er ikke nemt for hende at se os komme så smadrede hjem. Min far gør heller ikke min mors liv nemmere, så han holder vreden i live i hende. Min mor puster til vores problematiske følelser i forhold til vores far, men gør også ofte grin med ham og hans sære idéer. Senere, da jeg er blevet voksen, siger min mor til mig, at hun fortryder, at hun har talt så dårligt om min far.

Mit forhold til min mor skifter, da jeg er 12 år gammel.

Efter min mors sidste mand flytter, får hun det gradvist dårligere. Hendes humør ændrer sig, hun går meget i byen med sine veninder, hun arbejder stadigvæk rigtig meget, hun får Stesolid, og hun bliver decideret uforudsigelig. Hun begynder at forvente høflighed og hjælpsomhed fra mig, og hun har mindre overskud, men jeg har ikke lært at spille efter de regler, og desuden er jeg i præpubertet, så vi har mange konflikter. Hun truer mig med at sende mig over til min far og fortæller mig, at jeg ligner min far, at jeg er asocial og egoistisk og aldrig tænker på andre end mig selv.

En dag siger hun, at børn kan drive deres mødre så langt ud, at mødre godt kunne finde på at slå dem ihjel.

Det er, lige inden jeg skal sove, og jeg er bange for, at hun kan finde på at slå mig ihjel, mens jeg sover. Den nærmeste fortrolige jeg har er min mor, og da hun vender sig imod mig, er jeg meget ensom. Så selv om hun siger det til mig, så kan jeg ikke gå fra hende. Jeg bliver liggende ved siden af hende og ser tv. Jeg sover stadig ofte inde i hendes seng.

Jeg fortæller om denne episode til min lærer,

og der er nogle andre piger, der hører det, og en af dem siger det sin mor, som ringer min mor op og siger, at jeg godt kan bo hos dem i en periode. Det siger min mor nej til og kalder mig derefter ”Hitlerjugend” og ”stikker” i lang tid efter. Det lærer mig to ting: Det ene er, at jeg ikke må sige, hvad der sker derhjemme til andre, da de voksne ingenting gør, og den anden er, at straffen hjemme er så hård, at det er bedre at holde det for sig selv. Det skaber en stor afstand til omverdenen og en ensomhedsfølelse i mig. Jeg begynder at få uvirkelighedsepisoder, hvor virkeligheden synes fremmed, som noget, der foregår på en film.

Derefter begynder jeg at opgive fællesskabet med min familie og søge det hos mine venner.

Vi er mange lidt forslåede skilsmissebørn i min klasse. Jeg bliver modepunker med meget hård makeup, cannabis-blade i ørerne og punk-hår. Som voksen tænker jeg, at vi børn prøvede på at finde ud af, hvordan fanden vi kunne være noget for hinanden, når vi ikke havde vores forældre.

Vi drikker hård spiritus, fra vi er 13 år gamle.

Det er Malibu-rom af et stort tekrus, så kan ingen se, hvad det er, vi drikker, og når vi holder os for næsen, kan vi heller ikke smage det, og så tager vi til fester sammen. Vi turer rundt på gader og stræder på Frederiksberg og går på Montmatre og Daddy’s Dance Hall sammen med de voksne, selv om vi kun er 13-14 år. På det tidspunkt har jeg boet syv forskellige steder.

LÆS OGSÅ: Abdel Aziz Mahmoud om sin barndom: "Jeg skal hele tiden overpræstere"

En lørdag formiddag har vi stjålet noget citronsnaps fra min mor,

og så sidder jeg hjemme hos en veninde og drikker mig så fuld, at jeg kaster op ud over det hele. Min mor kommer og henter mig sammen med en veninde, som er socialpædagog og arbejder med anbragte børn. De griner og synes, at det er sjovt, at jeg har brækket mig. Der er aldrig nogen, der spørger, hvorfor fanden gør du det? Jeg stjæler også i butikker, og min mor finder ud af det, men hun spørger mig ikke hvorfor.

Det er svært at sige, hvornår jeg ikke længere er barn.

Jeg er i stand til at klare mig selv, siden jeg bliver teenager. Da jeg er 16 år, flytter min mor til Norge på grund af et job, og jeg bor alene i lejligheden. Hun kommer hjem efter et år, og så bliver jeg smidt ud. Men på mange måder er det med at blive voksen jo en proces, der varer hele livet. Dét, der er problemet, når man har en dårlig barndom med ubearbejdede traumer, er, at man bliver ved med at være barn i al for lang tid, og man bliver ved med at pleje og nære det sårede barn alt for længe. Jeg er nok først blevet rigtigt voksen efter min mors død, hvor jeg også har kunnet lægge vores forhold frem i min bog. Jeg føler ingen vrede eller sorg længere, fordi jeg har fået lov til at sige tingene højt – jeg skal ikke længere kontrollere det og holde det hemmeligt.