
Liv
Foto: Heidi Maxmilling
Længe havde det naget mig, at en bestemt veninde aldrig lod høre fra sig, når der skete noget dejligt i hendes liv. Vi har kendt hinanden længe, delt tusindvis af timer med gråd og grin, men på det sidste var kontakten fra hendes side sparsom og altid i en negativ anledning.
Hun kontaktede mig efterhånden kun, når hun havde brug for et godt råd, en skulder at græde ud ved eller en lindrende druktur, jeg skulle ledsage hende på. Jeg havde svært ved at regne ud, hvad det var ved vores venskab, der generede mig, lige indtil hun selv sagde det højt: ”Jeg er så ked af, at jeg kun husker dig, når det gør ondt”. Det var ærligt, lige på, og det forløste min irritation til det punkt, at vi kunne rykke os videre og stadig er gode venner. Det var altså ikke hende, jeg slog op med. Hæng på! For en afledt følge af min venindes konstatering var, at jeg kom i tanke om et andet bekendtskab, jeg stort set har lukket mig selv ud af. Simpelthen, fordi jeg blev småulykkelig af at være i hans selskab. Der var ALTID noget i vejen. Nogen, der var dumme eller dybt urimelige over for ham. Generel, altoverskyggende uretfærdighed, hvor man end kiggede hen i hans liv. Vores møder var ikke andet end beretninger om store idioter, traumatiske oplevelser eller situationer, min ven ingen skyld havde i selv. Det var evigt opslidende at være sammen med ham, og til sidst kunne jeg ikke tåle at blive i så dårligt humør. Så jeg trak mig langsomt væk. Jeg havde så dårlig samvittighed over at afslå at mødes, men glædede mig samtidig over ikke at få ødelagt en halv dag med dårlig energi og fravær af interesse for mit liv. Men så slog det mig, at jeg ikke behøvede at skamme mig over at lukke et menneske ud af mit liv, der ikke bragte noget til bordet.Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.