Det fĂžles som en lĂŠgtehammer, der lander tungt mellem mine bryster. Igen og igen, til jeg hiver efter vejret. Halvt i sĂžvne rejser jeg mig op i sengen, tager mig til brystet, og svimmelheden skyller ind over mig. Gennem tre mĂ„neder har jeg arbejdet og lĂŠst sammenlagt 60-70 timer om ugen, og nu kommer regningen. Jeg var i gang med et universitetsstudie og havde to forskellige jobs, da jeg mĂŠrkede de fĂžrste tegn pĂ„ stress. Dengang fĂŠrdedes jeg i et professionelt miljĂž, hvor det pĂ„ det nĂŠrmeste var respekteret og flot, at man havde mavesyre helt oppe i halsen, nĂ„r man mĂždte op med sin mappe og kĂžbekaffe til dagens fĂžrste mĂžde. Derfor ĂŠndrede jeg ingenting, men blev ved at knokle derudad. Jeg sov mindre og mindre om natten, til gengĂŠld hev jeg ofte efter vejret i lĂžbet af dagen, blev forvirret over opgaver, jeg fĂžr havde klaret pĂ„ autopilot, og kunne ikke samle tankerne og koble af, nĂ„r jeg endelig havde fri. âVi skal jo huske at leve livetâ, sagde vi til hinanden, nĂ„r vi hver isĂŠr tog pĂ„ rekreation pĂ„ en idyllisk kro eller Ă„bnede en flaske rĂždvin fredag aften klokken 22.30. Problemet var bare, at vi altid havde en indbakke Ă„ben pĂ„ telefonen eller koordinerede nĂŠste dags arbejde. Jeg ville gerne vĂŠre den professionelle powerkvinde, der havde travlt, tjente penge, og som kunne slappe velfortjent af med en dyr flaske eller et kroophold i den sparsomme fritid, jeg dog havde. Midlerne overhalede desvĂŠrre bare mĂ„let. LĂS OGSĂ
: Renée Toft Simonsen: Retten til at sige til og fra (link fjernet) Vi har sammen fremelsket en prÊstations- og arbejdskultur, hvori det at gÞre sit bedste er blevet til en anstrengelse, der efterlader nogle af os som mentale robotter eller sociale krÞblinge. At gÞre sit bedste er altsÄ ikke at arbejde, prÊstere eller optimere sig selv og diverse arbejdsprocesser til det punkt, at dét, der skulle vÊre livet, ligger sÞnderrevet tilbage pÄ bunden af et dyrt glas rÞdvin, nÄr arbejdsdagen endelig er slut. Der er ikke meget Þkonomi i at arbejde og prÊstere sig til hÞj lÞn og anseelse og derefter omsÊtte det hele til dyr rÞdvin og nÞdvendige afbrÊk fra det prÊstationsrÊs, der skaber behovet for dyr rÞdvin og kroophold. Det er en ond cirkel at ende i, og jeg tror, der er en del af os, der balancerer pÄ kanten af glasset, cirklen eller evnen til at bevare en indre ro i den kultur, vi har skabt ved hjÊlp af hinanden.
Livet skal som sagt leves, ikke overleves. Livet er ikke kun at kaste sig ind i regionaltoget med bankende hjerte og svedige hĂ„ndflader og flygte ud af byen fredag eftermiddag, fordi der skal leves noget kvalitetsliv, fĂžr cirklen starter igen mandag morgen. Vi er nĂždt til at forstĂ„, at tilvĂŠrelsen er en stĂžrrelse, man skal kunne vĂŠre i hele tiden uden at hive efter vejret. Livet er ikke arbejdslivet. Livet er ikke en arbejdsdag, der skal leanes, optimeres og maksimeres ved enhver lejlighed, og det ved vores krop og sind godt. DesvĂŠrre ved nogle af vores hjerner det ikke, derfor abonnerer flere og flere pĂ„ den slags (arbejds)liv, der skaber behovet for den totale nedlukning. Vi mĂ„ holde Ăžje med os selv, fĂžr behovet for nedlukning vokser sig sĂ„ stort under vores fĂŠlles opfattelse af, hvad der er âvores bedsteâ, at det ikke kun er gjort med rĂždvin eller weekendture.
I dag bekender jeg mig til planlagt stilhed og til at vÊre hudlÞst Êrlig over for mig selv og andre, nÄr det kommer til at pÄtage mig arbejdsopgaver og Þkonomisere med min tid. StressudlÞst angst og depression fungerer desvÊrre sÄdan, at har man fÞrst vÊret rigtig syg, er man efterfÞlgende yderligere disponeret for at blive syg igen. Og dét er vÊrd at forhindre.
Har du lyst til at skrive et indlÊg om, hvad der optager dig, sÄ send os mellem 300 og 500 ord pÄ redaktionen@femina.dk
LÊs andres indlÊg og fÄ mere info her