majbritt maria nielsen
Selvudvikling

Majbritt Maria Nielsen: Du skal leve, ikke overleve

17. oktober 2018
af Majbritt Maria Nielsen
Vi har sammen fremelsket en præstations- og arbejdskultur, hvori det at gøre sit bedste er blevet til en anstrengelse, der efterlader nogle af os som mentale robotter eller sociale krøblinge.
Det føles som en lægtehammer, der lander tungt mellem mine bryster. Igen og igen, til jeg hiver efter vejret. Halvt i søvne rejser jeg mig op i sengen, tager mig til brystet, og svimmelheden skyller ind over mig. Gennem tre måneder har jeg arbejdet og læst sammenlagt 60-70 timer om ugen, og nu kommer regningen.  
  Jeg var i gang med et universitetsstudie og havde to forskellige jobs, da jeg mærkede de første tegn på stress. Dengang færdedes jeg i et professionelt miljø, hvor det på det nærmeste var respekteret og flot, at man havde mavesyre helt oppe i halsen, når man mødte op med sin mappe og købekaffe til dagens første møde. Derfor ændrede jeg ingenting, men blev ved at knokle derudad. Jeg sov mindre og mindre om natten, til gengæld hev jeg ofte efter vejret i løbet af dagen, blev forvirret over opgaver, jeg før havde klaret på autopilot, og kunne ikke samle tankerne og koble af, når jeg endelig havde fri.   ”Vi skal jo huske at leve livet”, sagde vi til hinanden, når vi hver især tog på rekreation på en idyllisk kro eller åbnede en flaske rødvin fredag aften klokken 22.30. Problemet var bare, at vi altid havde en indbakke åben på telefonen eller koordinerede næste dags arbejde. Jeg ville gerne være den professionelle powerkvinde, der havde travlt, tjente penge, og som kunne slappe velfortjent af med en dyr flaske eller et kroophold i den sparsomme fritid, jeg dog havde. Midlerne overhalede desværre bare målet.   LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: Retten til at sige til og fra   Vi har sammen fremelsket en præstations- og arbejdskultur, hvori det at gøre sit bedste er blevet til en anstrengelse, der efterlader nogle af os som mentale robotter eller sociale krøblinge. At gøre sit bedste er altså ikke at arbejde, præstere eller optimere sig selv og diverse arbejdsprocesser til det punkt, at dét, der skulle være livet, ligger sønderrevet tilbage på bunden af et dyrt glas rødvin, når arbejdsdagen endelig er slut. Der er ikke meget økonomi i at arbejde og præstere sig til høj løn og anseelse og derefter omsætte det hele til dyr rødvin og nødvendige afbræk fra det præstationsræs, der skaber behovet for dyr rødvin og kroophold. Det er en ond cirkel at ende i, og jeg tror, der er en del af os, der balancerer på kanten af glasset, cirklen eller evnen til at bevare en indre ro i den kultur, vi har skabt ved hjælp af hinanden.  

 

Livet skal som sagt leves, ikke overleves. Livet er ikke kun at kaste sig ind i regionaltoget med bankende hjerte og svedige håndflader og flygte ud af byen fredag eftermiddag, fordi der skal leves noget kvalitetsliv, før cirklen starter igen mandag morgen. Vi er nødt til at forstå, at tilværelsen er en størrelse, man skal kunne være i hele tiden uden at hive efter vejret. Livet er ikke arbejdslivet. Livet er ikke en arbejdsdag, der skal leanes, optimeres og maksimeres ved enhver lejlighed, og det ved vores krop og sind godt. Desværre ved nogle af vores hjerner det ikke, derfor abonnerer flere og flere på den slags (arbejds)liv, der skaber behovet for den totale nedlukning. Vi må holde øje med os selv, før behovet for nedlukning vokser sig så stort under vores fælles opfattelse af, hvad der er ”vores bedste”, at det ikke kun er gjort med rødvin eller weekendture.

 

I dag bekender jeg mig til planlagt stilhed og til at være hudløst ærlig over for mig selv og andre, når det kommer til at påtage mig arbejdsopgaver og økonomisere med min tid. Stressudløst angst og depression fungerer desværre sådan, at har man først været rigtig syg, er man efterfølgende yderligere disponeret for at blive syg igen. Og dét er værd at forhindre.

 

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

 

Læs andres indlæg og få mere info her