Majbritt Maria Nielsen: Du skal leve, ikke overleve

Det føles som en lægtehammer, der lander tungt mellem mine bryster. Igen og igen, til jeg hiver efter vejret. Halvt i søvne rejser jeg mig op i sengen, tager mig til brystet, og svimmelheden skyller ind over mig. Gennem tre måneder har jeg arbejdet og læst sammenlagt 60-70 timer om ugen, og nu kommer regningen. Jeg var i gang med et universitetsstudie og havde to forskellige jobs, da jeg mærkede de første tegn på stress. Dengang færdedes jeg i et professionelt miljø, hvor det på det nærmeste var respekteret og flot, at man havde mavesyre helt oppe i halsen, når man mødte op med sin mappe og købekaffe til dagens første møde. Derfor ændrede jeg ingenting, men blev ved at knokle derudad. Jeg sov mindre og mindre om natten, til gengæld hev jeg ofte efter vejret i løbet af dagen, blev forvirret over opgaver, jeg før havde klaret på autopilot, og kunne ikke samle tankerne og koble af, når jeg endelig havde fri. ”Vi skal jo huske at leve livet”, sagde vi til hinanden, når vi hver især tog på rekreation på en idyllisk kro eller åbnede en flaske rødvin fredag aften klokken 22.30. Problemet var bare, at vi altid havde en indbakke åben på telefonen eller koordinerede næste dags arbejde. Jeg ville gerne være den professionelle powerkvinde, der havde travlt, tjente penge, og som kunne slappe velfortjent af med en dyr flaske eller et kroophold i den sparsomme fritid, jeg dog havde. Midlerne overhalede desværre bare målet. LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: Retten til at sige til og fra (link fjernet) Vi har sammen fremelsket en præstations- og arbejdskultur, hvori det at gøre sit bedste er blevet til en anstrengelse, der efterlader nogle af os som mentale robotter eller sociale krøblinge. At gøre sit bedste er altså ikke at arbejde, præstere eller optimere sig selv og diverse arbejdsprocesser til det punkt, at dét, der skulle være livet, ligger sønderrevet tilbage på bunden af et dyrt glas rødvin, når arbejdsdagen endelig er slut. Der er ikke meget økonomi i at arbejde og præstere sig til høj løn og anseelse og derefter omsætte det hele til dyr rødvin og nødvendige afbræk fra det præstationsræs, der skaber behovet for dyr rødvin og kroophold. Det er en ond cirkel at ende i, og jeg tror, der er en del af os, der balancerer på kanten af glasset, cirklen eller evnen til at bevare en indre ro i den kultur, vi har skabt ved hjælp af hinanden.