Selvudvikling
4. november 2013

Månedens kunstner: Stella Elkjær

Denne måneds kunstner på Oestrogen er Stella Elkjær. Hun har været bosat i Kina, og har taget både farver og teknikker med hjem og ind i sine smukke, vilde og fantasifulde billeder, som nærmest trækker én ind i maleriet.
Af: Malene Fich Weischer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/november/stella-prim.jpg

foto: Privat

Månedens kunstner Stella Elkjær:

Mit navn er Stella Elkjær, og jeg er født i 1975.

Jeg er Teknisk designer, enlig mor til en søn på 10 år og bosat i Høng på Vestsjælland. Jeg er autodidakt kunstner med trang til at udtrykke mig abstrakt i farver og små lette strøg. Jeg samler inspiration i hverdagen omkring mig, i naturens lys og farver, samt musikken og min fantasi.

Jeg har altid været kreativ, men tog for alvor fat på farverne og lærredet under min barsel i 2003, og har lige siden været inde i en rivende udvikling. Specielt de to år fra 2006-08 hvor jeg boede i Kina, gav inspiration til det jeg laver nu. Særligt blev jeg påvirket af det væld af farver kineserne omgiver sig med i deres hverdag, og penslen blev skiftet ud med spartlen, og nye teknikker og farver kom på paletten. Hvor jeg før havde været en anelse forsigtig og afdæmpet i mit farvevalg og sammensætning, kastede jeg mig nu ud i varme og klare farver. Gennem farverne og nuancerne i forholdet mellem lys og skygge, forsøger jeg at formidle små diffuse indtryk og stemninger, hvor også beskuerens egen fantasi får plads til at spille med.

Min billedkunst er i konstant udvikling, og ved siden af mit arbejde og hverdagen som udearbejdende enlig Mor, forsøger jeg at også at få tid til at studere såvel gamle som nye kunstnere og deres teknikker og kunst. Kurser og udstillinger skal der selvsagt også være tid til, samt samvær med medlemmerne i den lokale kunstforening, hvor jeg løbende har mulighed for at sparre med andre kunstnere.

Er du interesseret i at se mine værker er du velkommen på: www.stella-elkjaer.dk (link fjernet) eller www.MyArtSpace.dk/stellaelkjaer (link fjernet), www.kunstsite.dk/kunstner/stellaelkjaer (link fjernet), www.ArtBazar.dk/stellaelkjaer (link fjernet)

Kunstforeninger:
Kalundborgkunstner

Udstillinger 2013:
Glarmester Andersen, Holbæk ( Fast udstilling )
Kulturhuset Hvidbæk ( Ubby )
Pinseudstilling i Nyvangskirken ( Kalundborg )
Tuse Cafeteria ( Holbæk )
Bispegårdens Restaurante ( Kalundborg )
Nyvangskirken ( Kalundborg )
Galleri ArtDanmark ( Hillerød )
Torven i HøngCenteret ( Høng )

Læs også