https://imgix.femina.dk/media/3fd707b69d1b455086387cddfd35f6f6.jpg
Selvudvikling

Må jeg spise riskiks?

17. juli 2009
af Lone Severinsen
Foto: Colourbox
Jeg spiser ca. 5-7 riskiks om dagen. Er det for mange?

Jeg er i gang med at tabe mig og vil vide, om det er i orden, at jeg spiser riskiks. Jeg bruger dem som mellemmåltid. Jeg spiser ca. 5-7 riskiks om dagen. Er det for mange? Mit vægttab er gået i stå.
Maja


Min helt klare holdning er, at der er ikke noget mad, du ikke må spise - der er bare noget, du ikke skal have for meget af og heller ikke for tit.
Riskiks er, hvad jeg kalder for mad uden mening - dvs. kalorier, som hverken gør godt eller dårligt for dig. Altså mad, som ingen værdi har for din krop, og som hverken indeholder kostfibre eller vitaminer af betydning. De indeholder egentlig heller ikke noget dårligt. Det er derfor, jeg kalder det mad uden mening.
Jeg tror ikke specifikt, det er dine riskiks, som er skyld i, at du ikke taber dig mere. Samlet set må det være, fordi du får lige så mange kalorier ind, som du forbrænder, dit vægttab er gået i stå.
Du skriver ikke noget om, hvad du ellers spiser - men måske giver dine riskiks dig ikke den fornødne mæthed, hvilket betyder, at du spiser for meget til dine hovedmåltider? I så fald kan du måske indirekte godt give dine riskiks skylden for det manglende vægttab.
Når du ønsker at tabe dig, er det vigtigt at spise måltider, der hjælper dig. Altså måltider, som indeholder fedtfattige fødevarer med højt fiber- og proteinindhold, så du bliver mæt. Derfor vil du være langt bedre hjulpet med mellemmåltider bestående af f.eks. fiberrigt knækbrød og mager ost eller magert kødpålæg, grøntsager samt evt. lidt frugt til den søde tand.
Lone

https://imgix.femina.dk/legacy/media/29d3bac450c741718047070c9d3ecdbd.jpg



Spørg om kost
Lone Severinsen er diætist og ekspert på sundhedscoach.femina.dk. Har du et spørgsmål til Lone, kan du skrive til hende på lones@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs også