Lotte_Garbers
Interview

Lotte Garbers ville skrive om "de kloge mennesker, der ved alting": "De er ligeså fucked, som alle os andre"

30. november 2022
Af Tine Bendixen
Foto: Mew
Også forfatter Lotte Garbers. Hendes seneste roman handler om familiehemmeligheder og konsekvenserne af dem. Lotte er dybt optaget af menneskelige relationer. På det private plan kender hun også selv til familiefacader og fortielser.

Hemmeligheder.

Alle familier har dem i en eller anden grad, siger Lotte Garbers.

Det kan være bittesmå ting, som vi har forsømt at få løst.

Lidt større sten i skoen, som vi for nemheds skyld har vænnet os til at leve med.

Og kæmpestore fritsvævende elefanter, som vi bekvemt lukker øjnene for, selv om det er vildt ubekvemt at manøvrere rundt i.

Lotte leger med hemmelighedskræmmeri, løgne og konsekvenser i sin nye roman “Medgift”, hvor Lisa er parterapeut med egen blomstrende klinik og styr på tilværelsen. Men da hendes forfattermand pludseligt dør, nægter familiehemmelighederne at blive pænt i skabene.

Og ligefremme Lotte har på forhånd sagt, at hun godt gider tale om hemmeligheder, for hun har selvfølgelig også sine.

– Jeg må jo smage min egen medicin!

Hun er i Danmark for en kort bemærkning, har ikke boet her i mange år, fordi hendes mands arbejde har ført dem til Frankrig, Saudi-Arabien og Algeriet.

Nu flytter de til Schweiz. Hun har skrevet hele vejen, romaner og noveller, i skiftende omgivelser og kulturer.

Lotte elsker sit liv. Så meget, at hun har svært ved tanken om en dag at skulle slippe det.

Lottes hovedperson Lisa elsker også sit liv så meget, at hun ikke vil slippe det. Hun tror, hun kan kontrollere sig til et godt liv med gode relationer og er meget længe om at erkende, at en stor del af det har været baseret på løgn.

– Jeg ville skrive om en parterapeut, for de er måske er de sande, kloge mennesker, der ved alting, ikke? Det er så også løgn, ha ha.

– Jeg har interviewet en masse af dem til research og lad mig sige det sådan: De er lige så fucked som alle os andre.

– Lisa arver en løgn fra sin far og mor. Hun skal bringe den videre. Hun ser fordelen i det, klart. Men hun lærer også hjemmefra, at det er i orden – går den så går den. Det er ren sådan, “man må godt snyde i skat hvis det ikke bliver opdaget”.

– Det er den tankegang, som er vældig umoralsk. Lisas historie er selvfølgelig lidt larger than life, der sker nogle lidt mere dramatiske ting, fordi det er en fiktiv historie, men … vi har alle sammen de fortielser.

Lotte_Garbers

Gift i 34 år

Lottes veninde har lige læst “Medgift” og grinende sagt, at hun altid skriver om det samme: relationer mellem mennesker. Så vi graver lidt i Lottes fortid og relationer og havner først i kærlighedslivet.

– Jeg har været sammen med min mand i WHAT … 34 år. Jeg kyssede ham i 1988.

Gået lidt på klingen var det faktisk omvendt: Han kyssede hende først.

– I lyset af, hvordan det er gået siden, er det meget godt, at han havde overhånden dér. For jeg … kommer let til at bestemme ting i vores parforhold. Helt overraskende, ha ha! Men … i starten … jeg var 21 og forelsket, men tror, jeg havde en lidt skrammet kærlighedsforståelse med mig. Tænker jeg sådan helt terapeutisk. At jeg har skullet gøre mig elsket i stedet for at være elsket.

Det er noget i barndommen, medgiver hun, ikke noget traumatisk, men:

– Bare efterkrigstidsforældre der ikke havde et sprog for følelser og ikke spurgte: “Hvordan har du det egentlig?”

– Jeg er vokset op i en almindelig kernefamilie med mor, far to større søskende i Nivå nord for København. De flyttede ud ad byen og fik et klyngehus, det var meget 1960er lækkert dengang. Køer på marken og fuldstændig harmoni.

– Min mor brød ud af forestillingen. Hun var kontordame og blev mønsterbryder. Da jeg blev student, blev hun kandidat fra universitetet, da hun døde, var hun ved at blive professor i retorik. Hun gjorde lynkarriere.

– Men jeg havde også nogle forældre, som jeg vil vove at påstå, var lidt følelsesmæssigt utilgængelige. Et dårligt ægteskab tror jeg egentlig.

– Hun ville alt muligt, og han ville helst have, at hun bare var derhjemme, men han kunne ikke sige nej. Altså uafklarede ting. Mine to søskende er en del ældre end mig, så jeg var funktionelt enebarn. Dygtig i skolen. En lille dygtig gymnast. Jeg fik masser af ros og har fået mit kærlighedsfix på den måde. SÅDAN mødte jeg min mand, tror jeg.

Kort om Lotte Garbers

Lotte Garbers, 55 år og forfatter.

Gift med Carsten Foghsgaard, der arbejder i Novo Nordisk.

Er lige flyttet til Schweiz. Sammen har de to sønner på 29 og 25 år.

Lotte debuterede med “For egen vinding” i 1999. Skriver med egne ord “relationsromaner”.

Hendes seneste roman “Medgift” handler om hemmeligheder og løgne.

Vi har alle noget med?

– Ja. Jeg tror meget på, at der sker noget i vores barndom, som sporer os hårdt ind på nogle meget smalle stier. Hvis min mor og far kunne høre, hvad jeg lige har sagt, ville de sige: “Jamen du kunne da bare have tegnet og hoppet i hulahopring – vi havde elsket dig alligevel.”

– Og det, tror jeg faktisk, men de kom jo med deres kultur: hvis man er dygtig i skolen og klarer sig godt, går samfundet ens vej. Så normativt kom de bare til at skubbe til mig, så jeg lærte, at jeg skulle være dygtig i skolen for at … undgå at få negativ opmærksomhed.

– Sådan tror jeg, det var. Man skulle bare glide med, ikke skabe problemer.

Løgnen i min fars familie

Det er vel i virkeligheden indlysende: at de normative strukturer i et større samfundsperspektiv skaber grobund for fortielser i de mindre familie- og parforholdsstrukturer.

Lotte tror, der er hemmeligheder i alle relationer i alle liv. Hun voksede selv op med en i familien.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Der var den løgn i min fars familie, at hans lillebror faktisk var homoseksuel, men han boede sammen med en kvinde, de havde ingen børn.

– Jeg fornemmede “noget” som barn, men havde intet sprog for det. Jeg ved ikke, hvor længe mine forældre havde vidst det, det var simpelthen ikke noget, vi snakkede om. Igen – vi er styret af det normative.

– Jeg fik det endeligt at vide, da jeg var over 18 år, men kun fordi jeg overhørte en samtale mellem nogle ældre fætre. Det var i 1980'erne, og på det tidspunkt havde jeg fået helt styr på tingene, så homoseksualitet var ikke spor mærkeligt for mig, men der faldt alligevel alle mulige familieting på plads.

– Homoseksualiteten talte vi stadig ikke om derhjemme. Jeg ved ikke, om man kan kalde det løgn, men i hvert fald en eller anden form for carte blanche til at holde sin fede kæft. Dét tror jeg også, jeg har lært i min opvækst.

Er der nogen hemmeligheder i dit liv nu?

– Hm …

Så kan du lige få dem ud her?

– Ja, jeg tænker, det er et godt sted at sige det til journalister, hvis jeg har hemmeligheder, ha ha. Men selvfølgelig er der det.

– Jeg tænkte på forhånd, at du ville spørge mig, hvorfor jeg har skrevet en bog om en parterapeut, og så ville jeg sige: Det er fordi, jeg har gået i parterapi. Ikke med min mand, men med et familiemedlem.

– Jeg tror, at alle i familien ved det, men der er ikke en eneste, der har spurgt ind til det. Men min mands og min familie er meget stor, der er en masse fætre, kusiner, niecer og nevøer, som elsker hinanden på kryds og tværs, og når der er store arrangementer, ses vi alle sammen, ellers bliver det for skørt.

– Vi LADER som ingenting, det vil jeg kalde en slags hemmelighed. Altså der er noget, vi ikke snakker åbent om, og det er hele den der relationelle problematik.

Som er supervigtig?

– Ja. Du sidder jo også og leder efter noget hos mig, ellers bliver det her et boginterview, og det gider du jo ikke, det skal have noget kant. Så jeg snakkede lidt med min mand om det her til morgen: Skal jeg tale om det med, at jeg har prøvet parterapi?

– Nej sagde han. Du puster til konflikten, som måske, måske ikke længere er der. Men jeg kan mærke, hvor meget det betyder, at vi ikke kan finde ud af det med dem, der findes i vores liv på godt og ondt. 

Problemet er, siger Lotte, at vi samfundsnormativt kollektivt nærmest insisterer på at en familie skal se ud på en bestemt måde.

– Der står i “normlovgivningen”, at en familie partout er en god ting. Det har vi aftalt i samfundet. Når den så ikke er det, er den meget svær at placere ind i samfundet. Så jeg har bare holdt min kæft med det. Og så er der selvfølgelig nogle veninder og min mand, som jeg har hældt galde ud over.

Lotte_Garbers
Det ser spacet ud, men det er såmænd bare Lotte Garbers i en løbedragt, som kvinder løber i i Saudi Arabien, hvor hun har boet med sin familie.

Men:

– Vi har i familien en masse voksne børn, som elsker hinanden, og det er jeg bare lykkelig for. Det kører, næste generation har styr på det, så fuck vores generations relationer. Det mener jeg virkelig.

– Jeg har så mange andre relationer, der ligger udenfor familien. Jeg har ikke længere brug for den på samme måde som før.

– Det ærgerlige er så, at en fortielse ét sted skaber fortielser andre steder. Der en masse samtaler, jeg slet ikke kan have i familierummet, og jeg er faktisk sådan en man taler med, når livet driller. Men i de sammenhænge er der bare sådan en stor sort klump, og vi kan ikke engang sige, AT der er et problem, vi kan simpelthen bare ikke tale om det.

– Det … går lige i maven. Man får nærmest bumser og bylder af det, det gør man jo, det gemmer sig et sted i kroppen, det bliver bare siddende. Så jeg tror, vi skal holde op med IKKE at tale om det. For det er okay, at relationer ikke er gode og dybe, det er helt okay, det kan vi godt håndtere, og vi skal kunne sige det til hinanden.

– Jeg var så engang i parterapi med et familiemedlem, det skulle parterapeuten også lige tygge på først. Men parterapeuten kunne heller ikke finde ud af det. For jeg var ikke ærlig.

– Jeg var ligesom klichéen om en mand, der tager med i parterapi, fordi “konen så gerne vil”.

– Jeg tænkte, at hvis jeg nu sad musestille, mens en professionel hørte på alle problemerne, der er ved at være i en relation med mig, så kunne vi få renset ud og komme videre. Sådan kom det sjovt nok ikke til at gå …

Så erkendelsen er:

– Det skal vi da snakke om, det er ikke så farligt! Vores konflikt er ikke noget specielt, tror jeg. Vi har haft forskellige forventninger til hinanden – igen noget om, hvordan Den Rigtige Familie ser ud også i den helt store familie.

– Det er noget, jeg generelt kæmper med, fordi jeg ikke bor i Danmark. Jeg kommer nok til at skuffe mine mennesker, fordi jeg ikke er fysisk så meget til rådighed, som jeg var for 10 år siden.

– Så denne her konflikt har jeg lært noget af, men jeg kan ikke få lov til at reparere videre på det, fordi vi har gemt det væk. Jeg tror, der er noget man ikke kan tale om i alle familier. Hvad er det for noget? UD med det.

Jeg har gået i parterapi. Ikke med min mand, men med et familiemedlem.

Svesken på disken

Det er svesken på disken med Lotte. Når man spørger til hendes eget parforholds største belastning, siger hun direkte:

– Det er faktisk et problem, vi ikke har løst. Vi flyttede til Paris i 2012, men kom hjem igen, da vores yngste søn skulle starte i 1. g. Frankrig havde været rædselsfuld for ham, man kan ikke putte danske børn ind i et fransk skolesystem, de går simpelthen i stykker.

– Han var lykkelig, men jeg fik hurtigt følelsen, at ALT var sket i vores liv, vi var bare blevet de mest sofistikerede franske typer i verden, og ingenting havde forandret sig i Danmark, det var forfærdeligt.

– Min mands nye job i Danmark var i starten ikke lige så spændende som det franske, det døjede han med. Børnene var lidt ligeglade med os, de var på vej væk. Og der stod jeg bare og kunne ikke finde ud af at skrive den bog, jeg var i gang med.

– Vi var eddermame ikke søde ved hinanden i den periode, og det var helt klassisk den andens skyld … Det har vi så løst ved at rejse ud igen, men dét er jo ikke en løsning.

Nissen flytter med, siger de kloge. “Vi er jo heller ikke kommet hjem endnu” siger Lotte.

De er egentlig ret forskellige, siger Lotte, men glæden ved at indtage det fremmede har de til fælles.

– Vi vil gerne ud i udlandet sammen, besejre noget, vi ikke kender, og vi står sammen i tykt og tyndt. Hvor skal vi bo, købe ind, tage på weekend. Kan vi stole på de mennesker?

–Alene det at være i et fremmed land og ikke have nogen venner. Alt det der. Så står vi lidt på samme side og kigger ud på verden, og så er vi verdens bedste partnere.

Det er ham, der tjener pengene?

– Det er det jo. Jeg kunne godt tænke mig at sige, at jeg tjener sygt mange penge på at være forfatter i Danmark, men det er jo løgn, ha ha. Og det gør ikke noget, for det har aldrig betydet noget.

– Nogle kvinder har det svært med at bruge mandens penge. Men … da han fik sit første job, fik vi fælles økonomi. Vi har haft fælles konto siden.

Og nej – den har ikke været spækket hele vejen.

– Vi havde det også økonomisk rigtig svært, da vi kom hjem fra Frankrig, og min mand gik meget ned i løn.

– Det har aldrig været synd for os, men vores levestand blev en anden, vi havde sgu ingen penge. Men så gik jeg bare “på flisen”, som jeg siger. Jeg blev konsulent på Gyldendal, lavede nogle ting, tjente nogle penge igen, så vi havde styr på det.

Nogle kvinder har det svært med at bruge mandens penge. Men … da han fik sit første job, fik vi fælles økonomi. Vi har haft fælles konto siden.

Interessant nok har de – uanset om der har været meget eller meget lidt på kontoen – aldrig nogensinde diskuteret penge på “Har du nu købt nye sko igen???”-måden:

– Aldrig. Det findes simpelthen ikke, den samtale har vi aldrig, og det er jeg taknemmelig for, fordi han tjener meget mere end mig.

– Jeg er virkelig blevet spurgt om det mange gange: “Hvordan kan du bare leve af din mands penge?”. Men så har jeg bare gjort en masse andre ting, så det går lige op. Men jeg har i min research fundet ud af, at pengene er et kæmpe problem i mange parforhold.

– Jeg kender så mange kvinder, der har en lille hemmelig konto til støvler. Kvinderne skjuler det. Det er sådan en underlig tanke. Hvem er det, du snyder?

– Hvis jeg siger til min mand: “Det er simpelthen så vigtigt for mig at købe et par støvler til 3.000 kr. Det er langt ude dyrt, men de kan give mig mere end 20 ansigtsløftninger, som koster en del mere, jeg kan bare conquer the world i de her støvler, jeg ved det er kortvarigt, men det virker”.

– Jeg kan slet ikke håndtere, hvis man ikke kan sige det til sin mand. Hvis man ikke kan formidle den sårbarhed, der ligger i det helt ekstravagant urimelige i at bruge 3.000 kr. af madbudgettet på et par sorte støvler, som man nok allerede har liggende næsten magen til i skabet. Så synes jeg, det stikker meget dybere.

– Og hvad gør du så, når han kommer og siger: “Jeg kunne enormt godt tænke mig at tage på spaophold med Jesper den her weekend, det koster 3.000 kr.” Skal du så sige “det har vi ikke råd til” – når du selv har den hemmelige sideøkonomi? Man putter jo gift ind i relationen.

Så kunne man indvende, at hvis man havde hver sin konto, behøvede man ikke holde noget forbrug hemmeligt for hinanden. Lotte skærer igennem:

– Man lærer lynhurtigt, at man bliver rigere af at dele.

Lotte_Garbers

Bange for at komme hjem

Tre til fem år. Så længe regner Lotte med, at de stadig skal bo i udlandet. Og ja – hun er bange for at komme hjem.

– Jeg vil blive lykkeligere af at være tættere på mine drenge og alt det åbenlyse – at have mit københavnerliv. Men så mister jeg et eventyr.

– Jeg er bange for det i vores relation, Carstens og min. Om vi kan etablere et andet eventyr. For jeg tror, det er der, vores styrke er.

– Vi besluttede sidste jul, at vi skulle ud af Algeriet i år og videre til et andet arabisk land. Men for et halvt år siden hørte vi om mulige jobs i Schweiz. Bom. Nu bor vi i Schweiz. Så vi lægger ikke planer, vi tager beslutninger på uoplyst grundlag.

Hun griner, og jeg siger, at det ellers ikke lige er det, vi lærer er det smarteste, vel? Men Lotte siger:

– Jeg kan kun anbefale det. Jeg tror, min største kompetence er, at jeg kan finde ud af at beslutte: Nu gør vi det!

– Der er altid en risiko for, at det er noget lort, men så blev det også noget i vores liv. Og det er helt sikkert, at hvis man aldrig tager nogle beslutninger, sker der ingenting.

– Vi beslutter hurtigt, det er sådan, der sker noget i livet, og jeg elsker, at vi rykker. Der skal være et eventyr.

Den nye lejlighed i Zürich har hun kun set billeder af, da vi taler sammen, den er lejet ubeset. Hendes barndomsveninde i Schweiz har fundet den på nettet. Den er ret tom. Et sted på Middelhavet sejler et containerskib med en container med Lottes og Carstens habengut med destination Zürich. Det er nu ikke fordi, der er særlig meget i den.

– Men vi har ikke ret mange møbler, det har man ikke, når man flytter meget, så har man kunst og bøger. Det er på det niveau. Vi er flyttet så mange gange de sidste ti år, at der simpelthen hele tiden ryger ting ud.

Der er én ting, der aldrig ryger ud.

– Min mors fad. Det er et virkelig grimt og kedeligt ildfast fad, men det var det, hun brugte, når hun lavede mad i ovnen, hvilket var lidt særligt, for hun var ellers sådan en hakkebøfdame.

– Det fad skal jeg bare have med mig. Jeg glæder mig altid over at bruge det og tænke på min mor.

Lotte_Garbers
Lotte Garbers er født og opvokset i Nivå. Hendes første roman "For egen vinding” udkom i 1999 på Gyldendal. Hun har skrevet ni bøger, en del af dem er blevet til uden for landets grænser.
Lotte_Garbers
Som formand for dansk forfatterforening fra 2009-2012.
Lotte_Garbers
”Løbeklubben i Saudi” fra 2020 giver et helt anderledes billede af Saudi-Arabien, end man forestiller sig landet i Danmark.