Lisbeth Zornig Andersen: Mit liv har forandret sig markant, efter jeg har mødt Mikael

Som barn var Lisbeth Zornig Andersen aldrig på ferie med sine forældre. Heller aldrig med sin mor og sin stedfar. Aldrig. Måske derfor rammer det hende så ekstra dybt i hjertet den lørdag i juni i år, hvor hun sidder omgivet af familie og venner og lige er blevet gift med sin kæreste igennem knap seks år, journalist og forfatter Mikael Lindblom, at opleve, hvordan flere af hendes børn stiller sig op og holder tale og takker deres mors nye mand for netop at have givet dem erfaring med at rejse og holde ferie.

- Jeg blev så rørt! Jeg har leveret campinghytte-ferie på Møn. I Helsingør. I Ringkøbing. Det var det, JEG kunne finde ud af. Og pludselig oplever de, at vi hopper i bilen og kører til Paris. Det er det, Mikael kan. Han har givet dem oplevelser, simpelthen, og det er han rigtig, rigtig god til.

Lisbeth Zornig Andersen, 45, fortæller, mens vi med hver vores kaffekop i hånden tripper hen over det dugvåde græs i hendes hyggelige frimærkehave bag det to-etagers rækkehus i Rødovre og snor os videre gennem en blå havelåge ud til en stor fælles plæne, hvor vi slår os ned på en bænk midt i det hele. Det er en stille søndag morgen. Og så tidligt på dagen, at det virker, som om alle andre i hele bebyggelsen rundt om os stadig sover. Men man må stå tidligt op, hvis man vil møde Lisbeth Zornig Andersen, for hun er et travlt menneske, selv om hun ikke længere er formand for Børnerådet - hun gik selv af i oktober sidste år efter to år på posten.

Læs også om Anne Fabricius-Bjerre: Sådan mødte jeg Bent - og blev biografdirektør

Mødet med Mikael

Aftalen er, at vi skal tale om sommerliv. Og det vil Lisbeth Zornig Andersen gerne: - For det er dejligt også at få lov til at tale om noget andet end det, man plejer.

De fleste danskere lærte hende at kende i 2010, netop da hun blev formand for Børnerådet, som er et offentligt råd nedsat for at varetage børns og unges tarv og rettigheder. Året efter udsendte hun bogen »Zornig - vrede er mit mellemnavn« om sin egen rystende opvækst i »Underdanmark«, som hun kalder det, i et hjem med misbrug, vold og seksuelle overgreb. Bogen blev en bestseller og er indtil videre solgt i cirka 30.000 eksemplarer. Sidste år kom så tv-dokumentaren »Min barndom i helvede«, hvor Lisbeth Zornig Andersen bl.a. konfronterer sin mor med de svigt og overgreb, der skete i barndommen, og at moderen vendte det blinde øje til.

Men kan man - selv om man har rejst sig nok så eksemplarisk og rollemodelagtigt fra en barsk barndom og er blevet voksen, mor til fem velfungerende børn i alderen 24 til 11, er uddannet cand.polit., indehaver af eget konsulentfirma, Huset Zornig, ret nygift og ret lykkelig - læne sig tilbage i liggestolen og nyde sit privilegerede liv uden at være bange for at blive ramt bagfra af skæbnens sære lune, nemesis?

Lisbeth Zornig Andersen: - Nej, det kan man netop ikke. JEG kan i hvert fald ikke. Hun afbryder sig selv og fortsætter: - Eller rettere: Jeg KUNNE ikke! For noget har ændret sig. Og Lisbeth Zornig Andersen siger det ligeud: - Mit liv har forandret sig markant, efter at jeg har mødt Mikael!

- Før jeg mødte ham, kendte jeg stort set ingen restauranter i København. Jeg rejste stort set ikke uden for landets grænser. Og så arbejdede jeg. Men så møder jeg altså Mikael, som er den diametrale modsætning af mig på mange måder, udefra set i hvert fald.

- Det er selvfølgelig ikke bare mine børn, han giver oplevelser. Det giver han også mig. Han har lært mig at rejse. Han har lært mig at spise al mulig dejlig mad, som jeg aldrig har smagt før. Han har lært mig at nyde livet, simpelthen. I den tid vi har kendt hinanden, har jeg ligefrem oplevet, at jeg kan være doven. Jeg har prøvet bare at sidde og glo ud i luften og lade tiden gå. Jeg har også sagt til ham, at han har gjort mig doven, og at det bekymrer mig!

To bøger på vej

Doven kommer Lisbeth Zornig Andersen dog næppe til denne sommer. Hun skriver på hele to bøger, som hun skal have gjort færdig hen over sommeren. Det samme gælder for hendes mand. Den ene af bøgene skriver de i fællesskab, en skønlitterær spændingsroman, der delvist er bygget op omkring Lisbeths eget liv og med udgangspunkt i den virkelige hændelse, at den ene af hendes brødre, René, døde som 39-årig; formentlig var det selvmord, eller var det?

- Vi gik i gang med bogen, fordi mange mennesker har givet udtryk for, at de gerne ville vide mere om mig som voksen. Min første bog handler om mit liv, indtil jeg er cirka 18 år. Men hvordan er det så at være voksen og mig, spørger folk. Det synes jeg har været vanskeligt at svare på. Og jeg kan ikke bare lave en bog til, hvor jeg fortsætter, hvor jeg slap i den første. Min første bog er ekstremt ærlig. Det har været hele dogmet. At jeg ikke måtte pynte på noget. Jeg ville have alt med, også det, som ikke nødvendigvis sætter mig i et gunstigt lys. Fordi jeg synes, det er vigtigt, at andre mennesker, som har haft en opvækst ligesom min, kan genkende også de usympatiske sider af Lisbeth Zornig Andersen.

- Men jeg kan ikke skrive en bog om mit voksenliv på samme måde. Jeg ville komme til at udstille mine børn og mine eksmænd alt for meget alene ved at udstille mine særheder, som de har måttet leve med. Derfor var det næstbedste at skrive en roman, hvor trækkene er der, og hvor særhederne er der, men hvor man ikke lige kan pege ud, hvem der er hvem.

Mens Lisbeths mand også skriver på en af Gyldendals ledelses-kanon-bøger, arbejder Lisbeth selv videre på en bog om moderen i den såkaldte »Brønderslev-sag«, Tina Jensen, som hun har fulgt igennem halvandet år

Missionen med bogen er, siger Lisbeth Zornig Andersen: - At vise, at vi bliver nødt til også at favne forældrene i de udsatte familier, hvis vi skal have rigtigt fat i børnene og sørge for, at de ikke viderefører den negative sociale arv. I år er sommerferien lagt an på, at hun og han for en gangs skyld skal have tre uger alene sammen.

Louise Mieritz: Min mand accepterer alle mine neuroser

Vigtigt at blive gift

- Jeg har ved gud også smækket mange døre i og er bare gået fra en situation i stedet for at blive og forsøge at løse den. Mikael siger også, at han lever med frygten for, at jeg en eller anden dag bare er væk. Og jeg kæmper rigtig hårdt for at turde sige, at nej, sådan går det ikke.

- Derfor har det også betydet SÅ meget for mig, at vi er blevet gift. Der var nogle, der undrede sig over, at vi skulle giftes. For vi skulle jo ikke flytte sammen. Det havde vi aftalt. Mikael har børn, og jeg har børn, og det er vigtigt for os begge, at de får lov at blive boende, hvor de er.

- Men for mig er dét at være blevet gift en mental lænke, jeg hægter på Mikael, for min egen skyld, altså, for at minde mig selv om ikke at stikke af, men at turde blive!

Man kan måske undre sig over, at et menneske som Lisbeth Zornig Andersen, der har formået at bryde ud af det mønster, hun er vokset op i, frivilligt har valgt at vende tilbage og arbejde med nøjagtig de samme problemer. Men når man spørger hvorfor, siger Lisbeth Zornig Andersen:

- Jeg tænker ikke: Hvordan orker jeg? Det optager mig. Det interesserer mig. Jeg kan jo se, at vi ikke er blevet dygtigere som samfund til at tage os af de udsatte børn og deres familier. Anbragte børns risiko for at ende i kriminalitet og ikke få en uddannelse er meget større end andre børns. Det samlede antal anbragte børn har været næsten konstant i 30 år. Vi ved som samfund, at vi har et problem, men vi ved ikke helt, hvad vi stiller op for at løse det.