Line Kirsten om lillesøsters død: "Hvorfor skal jeg sige farvel til hende?"

- Hej Laura. Hvor har du bare mange fine ting! Jeg er i gang med at lave en podcast om dig – men det ved du jo godt, siger Line Kirsten Nikolajsen til sin lillesøster med præcis den mængde kærlighed og ansvar, som kun en storesøster kan.

Line Kirsten snøfter, og i mellemtiden er der sneget sig en sorg ind i stemmen.

- Det er endt med at være meget sværere, end jeg troede det ville være. Jeg er helt vildt forvirret. Over hvad den her sorg betyder, og hvad den må betyde… Og så kan jeg bare mærke, at jeg savner dig.

Hun trækker trækker vejret dybt ned i maven.

Sådan starter et af afsnittene i 28-årige Line Kirstens nye podcast ”I min lomme ligger en sten”.

”I min lomme ligger en sten”

Line Kirsten Nikolajsen mistede sin lillesøster, da hun var seks år. I podcasten forsøger radioværten at blive klogere på, hvordan hun bearbejder sorgen over søsterens død som voksen.

I podcasten snakker hun med sin familie om, hvordan de oplevede det, da søsteren efter flere måneders kamp døde af en tumor i hjernen i 1998. Fra Line Kirstens egne tanker til forældrenes håndtering af den ubeskrivelige sorg. Hun snakker også med sin lillebror Magnus, der kom til verden 1,5 år efter Lauras død.

- Det var så grænseoverskridende at optage mig selv på kirkegården, så jeg tog meget tilløb. For mig er det et af de mest private rum.

- Jo ældre jeg bliver, jo færre gange taler jeg med hende, og så er det mere oppe i hovedet. I virkeligheden er det måske de løse tanker eller billeder, som folk, der ikke har mistet, ville drøfte med sig selv, forklarer Line Kirsten.

For det er noget, hun gør. Snakker til sin lillesøster Laura.

- For mig er Laura aldersløs. Når jeg tænker på hende, er hun 3 år gammel, spinkel og har lyst pagehår, men jeg taler også til hende som en jævnaldrende, for det ville hun jo være i dag. På den måde er hun vokset med mig.

- Det er meget det, podcasten handler om: at finde plads til hende i en voksen krop. At finde plads til sorgen i min egen voksne krop, men også at placere Laura i det, selvom hun for det meste, når jeg tænker på hende, er et treårigt barn.

For som Line Kirsten fortæller, så er hun fuldt bevidst om, at Laura er død.

-En kyniker ville nok kalde det for en sutteklud – at man ikke kan finde ud af at sige farvel. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skal det? Hvis jeg kan have hende med på den her måde, og det gør livet og tabet lettere at have med, hvorfor må Laura så ikke leve videre i en abstrakt form i mine tanker?

I øjenhøjde med mor og far

Familien har aldrig lagt skjul på sorgen, og de har altid talt om sorgen og Laura frem for at tie det ihjel. I podcasten fortæller Line Kirstens mor, Susanne, at hun låste sig inde på badeværelset og skreg i et håndklæde.

Hendes far, Ole, fortæller, at han græd i det skjulte, når han kørte hjem fra hospitalet med Line Kirsten om aftenen.

Særligt farens oplevelser har hun fået en større forståelse for, mens hun har optaget podcasten.

- Vi har snakket om det mange gange, men alligevel er det anderledes at sidde og tale med dem om det nu, fordi jeg nærmer mig den alder, de havde, da de mistede Laura.

- Det, at min far sad i kælderen og cyklede sin sorg væk, eller cyklede i afmagt, ser jeg på en helt anden måde. Det er, som om at jeg dem i øjenhøjde, nu hvor jeg selv er voksen, fortæller Line Kirsten.

Hun beskriver sin far som ”en mand af få ord”. Men de få ord som Ole Nikolajsen siger, udvælger han med omhu.

- Det var bare Laura og mig den dag, og vi skulle hygge os. På et tidspunkt, mens vi læser historie, får jeg sagt til hende ”jeg elsker dig Laura”, og så kigger hun på mig og siger på en meget sjov måde ”jeg elsker dig også, far”. Der fik jeg en klump i halsen. Jeg tror måske, det var første gang, jeg hørte, hun sagde det, fortæller han i podcasten.

Når han hører en sang i radioen, eller der sker noget, der minder han om hende, bliver han rørt, forklarer Line Kirsten.

1,5 år efter Lauras død bliver Magnus født. Selvom han aldrig nåede at møde Laura, ved han alt om hende.

- Magnus blev et lys i et ret tungt mørke, men han var aldrig en erstatning. Sorgen er der jo stadig, selvom Magnus kom til. Men han er en reminder om, at der findes liv på den anden side af sorgen.

- Han er en naturlig del af søskendeflokken, der nok var kommet alligevel, så havde vi været tre. Da vi var små og kørte på ferie, kunne vi godt forestille os nogle gange, at Laura sad mellem os på bagsædet.

Line Kirsten beskriver sin lillebror som en naturlig humørspreder, lidt af en iværksætter og musikalsk anlagt.

- Vi har aldrig gået rundt og omtalt ham som et stort lys i vores liv og gudskelov for det, for han har rigeligt selvtillid i forvejen, siger Line Kirsten og griner.

- Han har bare være et helt almindeligt barn. Fordi jeg er hans søster, synes jeg selvfølgelig, at han er det bedste i hele verden, så på den måde er han ikke helt almindelig for mig. Men han er aldrig blevet talt op som værende en form for frelsende Messias.

Den frygtede 3 års-alder

22 år er gået, og Line Kirsten har selv nået en alder, hvor hende og kæresten gerne vil have børn. Søsterens død afskrækker hende på ingen måde fra selv at blive mor en dag.

- Jeg kan godt mærke, at når mine venners børn når 3-års alderen, er der noget i mig, der gibber. Ikke at jeg er overtroisk, men jeg gad godt, at de bare kunne skippe den alder, som om det ikke kan ske, hvis bare de er blevet fire – hvilket jo er totalt åndssvagt.

Selvom Line Kirsten og familien altid har talt åbent om deres sorg, så har der været en del overvejelser, om de skulle dele deres historie med hele Danmark. Men når det kom til stykket, så var de alligevel bragende enige.

- Vi skal turde tage de svære samtaler, siger hun.

LÆS OGSÅ: Tine og Marie er uhelbredeligt syge: "Vi tackler døden med både bobler og buketter"

- Jeg har først og fremmest lavet den her podcast for andre. Min største frygt var, at folk troede, det var et medlidenhedsprojekt, for det her handler slet ikke om mig.

- Både mine forældre og jeg har den holdning, at hvis vi gennem det her kan hjælpe andre med deres sorg, så skal vi gøre det. Den respons vi har fået, både mine forældre og jeg, har været så surrealistisk og overvældende.