https://imgix.femina.dk/media/214c0db721854981a19098037919e7e2.jpg
Selvudvikling

Lige groft nok

10. august 2009
af Lone Severinsen
Foto: Colourbox
Udnytter jeg overhovedet fedt og næringsstoffer fra kernerne, eller passerer de blot ufordøjede gennem systemet?

Jeg en kvinde, der elsker groft brød med masser af kerner, især solsikke, hørfrø, græskar og sesamfrø. Jeg har tilfældigvis observeret, at de kommer hele ud i toilettet igen dagen efter. Jeg spekulerer derfor på, om jeg overhovedet udnytter fedt og næringsstoffer fra kernerne, eller om de blot passerer ufordøjede gennem systemet?
Karin

Du har helt ret i dine observationer, Karin. Fedt og andre næringsstoffer i de olieholdige kerner bliver for størstedelens vedkommende ikke optaget af tarmen, eftersom de ikke er tilgængelige, medmindre frøet bliver knust, når man skærer eller tygger brødet. Med andre ord kommer mange af kernerne simpelt hen "hele ud i den anden ende". Det er derfor en god idé at tygge maden grundigt, selv om det nok ikke helt kan undgås, at nogle af kernerne vil passere ufordøjede gennem systemet. For bare få år siden var vi fagfolk meget opmærksomme på ikke at anbefale rugbrød med for mange fedtholdige kerner, netop af frygt for, at forbrugerne fik for meget fedt. Det er dog stadig vigtigt, at der ikke tilsættes meget fedt/olie under selve bagningen. Tidligere lød anbefalingerne på maks. 5 gram fedt pr. 100 gram rugbrød, hvorimod anbefalingerne nu er øget til maks. 8 gram fedt pr. 100 gram. Kernerne hører i øvrigt også med til det sunde vegetabilske fedt, som kroppen har brug for lidt af hver dag, samtidig med at kernerne indeholder andre sunde stoffer, som er gunstige i forhold til vores helbred.
Rugbrød er en af de mest fiberrige madvarer i den danske kost, og anbefalingerne for rugbrød lyder på minimum 8 gram kostfibre pr. 100 gram.
Kostfibre er yderst vigtige for mavetarmfunktionen, kalorieindtaget og ikke mindst i forhold til forebyggelsen af bl.a. hjerte-kar-sygdomme og visse typer kræft.
Der er derfor mange gode grunde til, at rugbrød - med eller uden de fedtholdige frø - fortsat bør være en vigtig hjørnesten i danskernes kostvaner. Så nyd det grove rugbrød, og tyg det godt.
Lone

https://imgix.femina.dk/legacy/media/29d3bac450c741718047070c9d3ecdbd.jpg

Spørg om kost
Lone Severinsen er diætist og ekspert på sundhedscoach.femina.dk. Har du et spørgsmål til Lone, kan du skrive til hende på lones@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs også