https://imgix.femina.dk/media/03308d73d03c4958b2b49fff4d7496b9.jpg
Selvudvikling

Lev af din hobby

25. februar 2009
af Lene Spanggaard
Foto: Line Thit Klein
12 gode råd til, hvordan du kommer igang

Bruger du gladelig en stor del af din fritid på at lave tasker, øreringe, malerier eller keramikkrus? Er alle dine veninder, kolleger og familien vilde med dine ting? Har tanken somme tider strejfet dig - gad vide, om det her mon kunne blive til mere end bare en hobby? Inden du siger farvel til det faste job og pensionsindbetalingen så læs her 12 gode råd til, hvordan du kommer i gang med at leve af dine kreative evner.

- 12 gode råd -

1. Har du varen?
Inden du sætter alt på ét bræt, så prøv at få foden inden for hos udvalgte butikker, gallerier og kunsthåndværksmarkeder, og se hvordan salget går.

2. Og mærk så godt efter!
Du skal ville det! Og du skal turde det! Det kan til tider være både ensomt og hårdt at være selvstændig.

3. Baglandet skal være i orden
Snak dine planer grundigt igennem med familien, før du tager springet. Særligt i begyndelsen skal du regne med at arbejde ekstra hårdt, og indtjeningen kan være svingende.

4. Professionel rådgivning er vigtig
Kontakt dit lokale erhvervsråd så tidligt som muligt i forløbet. Her kan du få den første rådgivning, sparring og hjælp til at lave en forretningsplan.

5. Få forretningsplanen på plads
En stram forretningsplan hjælper dig med at få struktur på din forretningsidé og er ikke mindst et vigtigt værktøj, når du skal tale med din bank. Kan bl.a. downloades på www.startvaekst.dk

6. Lad jungletrommerne lyde
Du skal hurtigst muligt ud og gøre opmærksom på dig selv og dine varer. De første kunder kommer sjældent af sig selv.

7. Lær at sælge
For mange er det vældig grænseoverskridende at skulle sælge sine egne produkter. Tag på et salgskursus, og husk - det er ikke din sjæl du sælger!

8. En god hjemmeside er et must
Prioritér at få lavet en professionel hjemmeside. En gennemarbejdet hjemmeside signalerer seriøsitet og kvalitet og er et vigtigt salgsvindue.

9. Brug dit netværk
Dit netværk er ofte altafgørende for at komme i gang. Lad tidligere kolleger og samarbejdspartnere vide, at du er på banen!

10. Skab nye netværk
Som nyudsprungen iværksætter er det guld værd at mingle med ligesindede. Findes der ikke allerede et netværk for (kvindelige) iværksættere i din region, så kunne et godt sted at starte være Morgendagens Heltinder som har lokalgrupper og -arrangementer i det meste af landet.

11. Gør det, du er bedst til…
…og betal dig fra resten. Overlad for eksempel regnskabet til en revisor. På den måde undgår du at gå sur i papirarbejde og har mest mulig energi til selve det kreative arbejde.

12. Du kan sikre dig
Som selvstændig kan du være medlem af en A-kasse, så du er sikret dagpenge, hvis det ikke går. Og bliver du syg, kan du få sygedagpenge fra kommunen efter de første to ugers sygdom, lige som du er berettiget til barselsdagpenge.

Kilder: Væksthus Hovedstadsregionen samt Charlotte Farup Ohrt, Lone Hagedorn og Malene Allpass

Læs mere om iværksættere her

Find inspiration og hjælp til en hobby på shop.dk

Læs også