Selvudvikling
11. juli 2011

Lær at lytte til dig selv

Jobbet, familien, veninderne. Det hele går godt, så hvad er problemet? Hvorfor føler du, der er noget, som ikke er helt rigtigt? Få her en guide til at mærke, hvad der er vigtigt i dit liv
Af: af Helle Thilo
https://imgix.femina.dk/media/0223877bd302471a9ea5bd9997a726e3.jpg

Foto: All Over Press

Når dagene bare kører i en jævn strøm, er det svært at mærke, hvad der egentlig er
Godt og dårligt i éns liv. Man er ikke opmærksom på, hvad kroppen sender af
signaler.
- Træk vejret dybt ned i maven indimellem, og lær at være opmærksom på, om
der er nogle tidspunkter eller situationer, hvor du føler dig utilpas. Måske er du i virkeligheden
ked af det, og så er det vigtigt at finde ud af, hvorfor du er ked af det, og få gjort noget ved det, siger Line Münster-Swendsen, organisk psykoterapeut med privat praksis i København.

Læs også Få styr på dine følelser

Pas på negative tankemønstre
Mange af os går ubevidst rundt og accepterer nogle ting, som vi dybest set ikke synes er i orden. Og så kommer vi let til at opbygge nogle negative tankemønstre.
- Hvis du eksempelvis er irriteret over, at det altid er dig, der ordner vasketøjet, så tag ansvaret på dig og fortæl familien - i en god tone - at det er vigtigt for dig, at de også tager del i de huslige pligter. Så vil de helt sikkert tage dig alvorligt, forklarer Line Münster-Swendsen.

Afstem dine forventninger
- Hvis du drømmer om forfremmelse, men er skuffet over, at det ikke sker, så fortæl din chef, at du
har de ambitioner. Og hvis det stadig ikke lykkes, så gør dig klart, om du mangler nogle specifikke
kompetencer, og om du befinder dig på den rigtige arbejdsplads.
- Du er nødt til at tage ansvar for dit eget liv, hvis tingene ikke går, som du ønsker,
siger Line Münster-Swendsen og tilføjer:
Og hvis du er ked af, at din veninde næsten aldrig ringer, så bebrejd hende ikke,
men fortæl, hvad det gør ved dig, i stedet for at gå rundt og være bitter.

Bevidst opmærksom
Line Münster-Swendsen kalder det at blive mere "bevidst opmærksom" på sig selv.
- Vi mennesker er indrettet sådan, at vi helst ikke laver om på noget, medmindre
vi er presset til det. Men hvorfor vente, til en større krise dukker op? Mange har så travlt med
alt muligt, der dræner dem for energi, at de aldrig får tænkt over, hvad der er med til at give dem energi.

Line Münster-Swendsen erkender, at det letteste er at acceptere tingene, som de
er.
- Selvfølgelig kræver det noget at begynde at mærke sig selv noget mere.
Men det er en nødvendig proces i din udvikling, hvis du vil holde dig vågen i dit indre liv og undgå, at det hele måske ramler på et senere tidspunkt.

Sådan udlever du dine drømme

Læs også