https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/1050-aeldes-med-ynde/2010-50-aeldes-med-yndeprim.jpg
Selvudvikling

Lad os ældes med ynde - ikke med plastik

18. december 2010
af Charlotte Heje Haase, forfatter, sociolog og redaktør på Oestrogen.dk
Foto: Colourbox
Lad os ikke ty til så meget plastikkirurgi, at vi ligner 25-årige hele livet, siger Charlotte Haase

"Så forlangte Ridge skilsmisse, og jeg er ulykkelig." Ordene er tv-stjernen Brooke Logans i "Glamour". Hun taler højt til ære for kameraet. For mange ansigtsløftninger har gjort hendes ansigt udtryksløst, så beskrivelsen af hendes følelsesmæssige tilstand hjælper på forståelsen.

Hollywood er kommet til Danmark
Nu er Hollywoods skønhedsidealer kommet til Danmark, og jeg er bange. Brystforstørrende operationer boomer ikke kun blandt "Paradise Hotel"-segmentet, hvor unge piger også får formindsket deres kønslæber.

Vil ikke være 25 hele livet
Udglattende botox- og restylanebehandlinger er blevet normalen hos kvinder i 30'erne, og læger henviser gerne til specialister, der kan fjerne åreknuder eller rette øjenlåg. Det er alle tiders, hvis indgrebene højner folks lykkefølelse, og jeg skal ikke dømme, men hvad hvis standarden bliver, at vi skal ligne 25-årige - hele livet?

Min smukke gamle mormor
Min mormor blev kun smukkere med årene, og tanken om, at hun skulle være undergået kniven, gør fysisk ondt på mig. Hun elskede latter og frisk luft og ældedes med ynde. Hele livet brugte hun bare den fede Nivea-creme til ansigtet og kroppen. Ikke så meget pjat der, og skøn så hun ud med sine friske øjne, charmerende smilerynker og det lange bølgende hår opsat i en knold.

Heller rynket end udtryksløs
Når det er sagt, så er jeg ikke blind for plastikkirurgiens fordele. Jeg har selv fået rettet et fem centimeter langt ar i panden, der var helet katastrofalt, og da jeg fik fjernet en knude i mit bryst i 20'erne, besluttede jeg, at hvis jeg mistede et bryst, så ville jeg få rekonstrueret det.

Personligt vil jeg dog hellere ligne en bassethund med årene end at lade en kirurg løfte mine øjenlåg, og det samme gælder ansigtsløft af frygt for tidens tand.

Lad rynkerne overleve
Jeg håber, at vi i fremtiden fortsat kan hilse rynker og tyngekraften på egen krop velkomne, så vi ikke forvandles til skulpturer, der er tvunget til at lave Brookefinten, fordi vores mimik er forsvundet med de mange indsprøjtninger.

Desuden skulle botox gøre folk aggressive, hvilket egentlig er en lidt skræmmende tanke, hvis folk frarøvet advarende rynker i panden pludselig eksploderer i vrede uden varsel.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d24d7f1ee4bd40fd80d824e27ad5e01b.jpg

Camillas hjørne:
Lav aldrig sjov
med minimanden

https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs også