Lån lidt penge til fremtiden

Jeg skrev for ikke så længe siden en klumme om voldelige teenagere, og i den skrev jeg også, at det da var yderst mærkeligt, at man lynsnart fandt en masse milliarder til bankerne, fordi de var trængte, mens mantraet er, at der ingen penge er til vores børns skoler, institutioner og fritidsklubber. Det fik jeg en masse respons på, både fra en politiker (de penge, bankerne fik, var jo bare et lån, blev der skrevet). Hhmm, i så fald kunne man efter min mening med fordel liiiige tage og "låne" lidt penge til fremtidens skatteydere.

Nå, men faktisk fik jeg også en del respons fra lærere rundt om i landet, og især var der to dejlige damer, der blev ved med at skrive og fortælle mig om deres hverdag, som var vidunderlig, fordi de elskede ungerne og deres arbejde, men også frustrerende, fordi der var børn, som ikke havde det godt, og der var faktisk ingen hjælp at hente til de børn, der ikke havde det godt og ikke passede ind i skole-maskineriet. Jeg har derfor lyst til at bruge denne klumme på at give ordet til de to damer - og de kommer her:

"Kære Renée. Jeg er lærer, har været det siden 1993, og jeg elsker mit job, elsker børnene, nærværet, at se, når det lykkes, når de har lært det, man havde som mål. Når det magiske rum, der kan eksistere mellem læreren og barnet, og som er grundlag for al læring, opstår. Så er det verdens bedste job. Men hvor har jeg dog mange gange været ked af det, når der har været børn, som jeg ikke kunne hjælpe. Alle de gange, hvor vi lovede et barn, at nu ville det få hjælp, og så skete der ingenting, burde skrives ned. For hver gang har vi efterladt et barn i en endnu værre virkelighed end før, fordi familien nu var blevet gjort opmærksom på, at barnet havde fortalt om problemerne til os, men at "systemet" ikke handlede på det. Tilbage stod et endnu mere svigtet barn, en svigtet familie og nogle frustrerede lærere, som tænkte: "Aldrig mere indberetter vi til kommunen." Så sad vi der igen. Sad med en elev, som var ulykkelig. Ulykkelig, fordi mor derhjemme igen havde sagt, at det hele var hendes skyld. Hvis hun - eleven - aldrig havde sagt noget til os lærere, så ville alting have været så godt. Og nu sad vi der med eleven, som så på os med et anklagende blik og sagde: "I lovede, at jeg ville få hjælp, I sagde, at det var vigtigt, at jeg fortalte, hvordan jeg havde det, I lovede, at når jeg åbnede munden, så ville jeg ikke længere skulle gå alene med det. Men det hele er bare blevet værre." Hvad var det, der skete?

Jo, vi har måttet erfare, at vi to gange inden for ét år har været nødsaget til at indgive en bekymring, den ene på et barn, som lider voldsomt under at leve sammen med sin psykisk syge mor, den andet på et barn, som lider voldsomt og er suicidalt truet af at leve sammen med alkoholiske forældre. Begge gange udfyldte vi helt efter bogen udviklingsplaner, statusark og beskrivelser af barnet og sendte det til kommunen. Vi har været kaldt til møde med sagsbehandlere, psykologer, familierne og andre fagfolk, og vi har hele tiden været opmærksomme på børnene, som netop i en sådan proces, hvor der er fokus på familien, er utrolig sårbare. Og så skete der det, der bare ikke må ske. Bedst som problemerne er ved at afdækkes, og smertepunkterne er ved at nås, ebber kommunens fokus langsomt ud, der går længere og længere tid mellem kontakten og samtalerne mellem familie og sagsbehandler/psykolog. Vi spørger som lærere, hvorfor der ikke sker noget, og svarene er næsten enslydende fra de frustrerede sagsbehandlere: "Det må ikke koste noget.""

Tja, det var så et brev fra den virkelige verden. Men man kan jo godt spørge sig selv, om det virkelig kan passe, at vores skattepenge skal gives til bankerne (og skyhøje direktørlønninger), mens børn ikke må koste noget?
Kærlig hilsen
Renée

Har du spørgsmål om parforhold, børneopdragelse, sex, usikkerhed - eller hvad der i øvrigt hører livet til - så skriv en mail til Renée på renee@femina.dk Hvis du er blevet inspireret af Renées klumme, eller bare gerne vil knytte en kommentar til emnet, så giv din mening til kende i vores kommentarfelt herunder.