Selvudvikling
22. august 2013

Kvinder kan også være sjove… (og grimme)

Normalt er det mænd, der står for både aktion og humor på lærredet, mens kvinderne mest skal være kønne… men i ”The Heat” er forfængelighed og fashion fremmedord for kvinderne. Sådan, lyder det fra en begejstret Lizl Rand.
Af: Lizl Rand
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/august/heat-prim.jpg

foto: PR

Det er umuligt ikke at overgive sig og grine. Selvom replikkerne og situationerne ofte er platte - så er det altså sjovt. Og det er befriende at grine af og med to komiske kvinder i en aktion-komedie. Normalt er det mænd, der står for både aktion og humor på lærredet. Og oftest skal kvinderne være kønne… men i "The Heat" ser vi også hvordan kvinder kan se ud - når forfængelighed og fashion er fremmedord og hvor funkton og evner står foran fremtoning.

Modsætninger mødes
Men det er også instruktøren bag succeskomedien Brudepiger fra 2011, Paul Feig, der står bag og som har placeret de sjove skuespillere Melissa McCarthy og Sandra Bullock overfor hinanden i hovedrollerne.
Handlingen er ikke overraskende, da den næsten følger den skabelon som mange aktion-grine-film er bygget over. To outsiderne og modsætninger sættes sammen og på egen hånd viser de omverden, at de alligevel kan noget:

FBI-agenten Sarah Ashburn (Sandra Bullock) og Boston-gadebetjenten Shannon Mullins (Melissa McCarthy) kunne ikke være mere forskellige. Den storsnudede solorytter Ashburn med den tårnhøje IQ, pertentligt placerede hårnål og de tilknappede skjorter tåles kun på sin arbejdsplads på grund af sine exceptionelle evner som politikvinde. Men hendes bedrevidenhed er ved at drive hendes kolleger til vanvid og står i vejen for den forfremmelse, hun så brændende ønsker sig.

Tættere på hinanden
Da Ashburn sendes fra New York til Boston for at løse mysteriet bag flere mord, kommer den højtråbende, fandenivoldske og meget hands-on gadebetjent Shannon Mullins - hvis chefer dukker hovedet af angst for verbale overgreb, når hun melder sig på stationen - i vejen for Ashburns opklaringsplaner. Mullins mener, og gør højlydt opmærksom på, at Ashburn bevæger sig ind på hendes territorium, og det gør man ikke ustraffet.

Imidlertid viser det sig snart, at de to ved at forene deres talenter har langt bedre chancer for at løse en sag om en nådesløs narkobaron, end hvis de fløj solo. Og at de faktisk har mere til fælles, end de troede. De er nemlig begge dygtige outsidere. Ashburns tætteste ven er en kat, som tilhører naboen, og i hendes årbog fra high school lyder en ud af blot en lille håndfuld hilsner: "Det bliver bedre." Mullins' koleriske storfamilie har slået hånden af hende, fordi hun arresterede sin bror, dealeren Jason (Michael Rapaport), i et forsøg på at holde ham væk fra gaden. Og mens Ashburn og Mullins kommer tættere på at løse narkosagen, sker det, ingen nogen sinde havde forventet: De to modsætninger kommer også tættere på hinanden.

Godt humør og masser af power
Filmen fungerer og er god underholdning. Se den med en veninde. Det er svært ikke at blive i bedre humør og føle en slags power bagefter. De to karakterer har dybde. Man tager dem til sig - men det skyldes i særdeleshed, at det er to dygtige damer, der gør figurerne sjove og sympatiske:
Sandra Bullock, der spiller den dygtige, men uudholdelige agent Sarah, er hverken fremmed for agentfilm eller komedier. I Agent Catwalk (2000) og Agent Catwalk 2 - farlig og forrygende (2005) spillede Bullock den altoverskyggende hovedrolle som den meget lidt forfængelige agent, der skal infiltrere en modelkonkurrence og tvinges til at gå undercover som deltager. Hun modtog en Golden Globe-nominering for etteren og har modtaget yderligere to Golden Globe-nomineringer, begge for komedier, storsucceserne The Proposal (2009) og Mens du sov (1995). Sideløbende med sine mange komediesucceser har Bullock dyrket sit dramatiske talent med lige stor succes. Hun modtog i 2010 en Oscar for sin præstation i dramaet The Blind Side, som hun også inkasserede en Golden Globe for.

Mange danske tv-serie-seere vil måske huske Melissa McCarthy, der spiller Shannon, for hendes gennembrudsrolle i Gilmore Girls (2000-2007), hvor hun spiller den lettere neurotiske kok Sookie, ven til den ene af hovedpersonerne, Lorelai Gilmore. Havde siden nærmest et gennembrud nummer to i rollen som den brovtende brudepige Megan, der gør, hvad der passer hende, og som viser sig at være en sand ven, i monsterhittet Brudepiger (2011). McCarthy blev overdynget med hædersbevisninger for den præstation, bl.a. en Oscar-, BAFTA-, Critics' Choice- og SAG-nominering for bedste birolle. Startede sin karriere som stand-up-komiker i New York.

Vind billetter til Heat her!

Premiere den 22. august i landets biografer.

Se trailer her:


OM LIZL RAND
• Lizl Rand er chefredaktør for Q, Psykologi, Tidens Kvinder og Oestrogen.dk
• Hun har desuden udgivet bogen "Kom stærk ud af din angst" om sine egne oplevelser med et liv præget af angst
• Lizl skriver fast klumme her på Oestrogen.dk samt anmelder løbende nye bøger, film og teaterstykker

Læs mere om:

Læs også