Kristina mærkede en stærk trang til at gøre noget. Så lænkede hun sig fast på Amager Fælled

– Det var meget spontant, at jeg tog ud på Amager Fælled og lænkede mig fast til hegnet sammen med andre klimaaktivister i protest mod byggeriet.

– For mig var det kombinationen af at dykke ned i mine oldemødres historie og samtidig få en dybere forståelse af naturens kollaps, der fik mig til at tænke:

– Hvis jeg skal overleve følelsesmæssigt, må jeg handle.

– Jeg havde så meget desperation i kroppen, at det føltes som det rigtige at gøre for mig.

Kristina Stoltz lyser op, mens hun taler om sin første aktion som klimaaktivist.

Vi er tilbage i vinteren 2020, hvor aktivister i alle aldre tager ud på Amager Fælled med tekander og soveposer, for at tilbringe nætter og dage fastlænket til hegnet omkring den byggeplads, Københavns Kommune er i gang med at anlægge, midt i den vilde natur.

– Natur er jo ikke bare en smuk skov med en skovsø. Natur er også en lille græsplet nede i gården, hvor der bor regnorme, og Amager Fælled, hvor der er et mangfoldigt dyreliv – eller VAR, for nu er det jo ved at blive ødelagt.

På Amager Fælled lever sjældne fuglearter, fredet stor vandsalamander og alle mulige andre dyr og planter, som vi skal passe på.

Klimaaktivismen voksede frem

Kristina Stoltz var ellers i fuld gang ved tasterne med sin store generationsroman “For evigt”, da hun fik sin debut som klimaaktivist.

– Jeg vidste fra starten, at min roman skulle handle om tre generationer af kvinder, men det, at der også kom et klimaaktivistisk spor i romanen, kom af, at jeg blev klimaaktivist, mens jeg sad og skrev.

– Det er det, der er forunderligt ved at skrive – det vokser frem undervejs, forklarer hun.

Mange kender sikkert Kristina Stoltz som en forfatter med stilsikkert sprog og sans for at flette personlige erfaringer ind i sine romaner.

Vi mødes en tidlig morgen i hendes lejlighed på Vesterbro i København.

– Jeg skal lige lægge min mascara, så er jeg klar, lyder det ude fra lejlighedens lange gang, hvor Kristina står foran et stort spejl.

Hendes 12-årige datter er lige taget i skole. Bag en lukket dør sover hendes 17-årige søn, der skal starte på gymnasiet lidt senere på ugen.

Kristina henter kaffekopper, og vi sætter os i stuen, hvor reolen er fyldt med bøger fra gulv til loft.

På bordet foran os ligger roman “For evigt”. Ny, knitrende og klar til at blive sendt ud i verden.

– Det har været en vild proces at skrive den – på flere måder, fortæller Kristina.

– Da jeg begyndte at skrive, væltede det hele bare ud – jeg skrev så hurtigt, at jeg fik skriveskader i armen. Senere har der været en hel masse gennemskrivninger, men selve råmaterialet lå der efter meget kort tid.

Mens vi drikker kaffe, fortæller Kristina, at naturen begyndte at optage hendes tanker mere og mere, mens hun sad og skrev på sin nye roman.

– Jeg skrev den på mit arbejdsværelse her i lejligheden. Det var under coronanedlukningen, og både mine børn, min mand Peter og hans hjemmeboende søn var hjemme.

– Alle havde gang i deres egne ting – så jeg oplevede at have mere tid til rådighed, end jeg plejer at have, siger Kristina.

– Jeg vidste fra starten, at naturen skulle være et tema i min roman, men jeg vidste ikke helt hvordan, så jeg besluttede mig for at sætte mig ordentligt ind i klimakatastrofen.

– Ikke bare læse en masse artikler og rapporter, men virkelig give mig selv lov til at mærke det i kroppen og for alvor erkende, hvor galt det står til med klimaet. Det var voldsomt for mig, følelsesmæssigt, fortæller Kristina.

– Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at GØRE noget, så jeg gik i gang med at undersøge, hvad der findes af aktivistiske bevægelser.

– Extinction Rebellion tiltalte mig, fordi det er en folkelig bevægelse, der både laver civil ulydighed og kreative happenings for at skabe opmærksomhed omkring klimaet.

– Jeg kontaktede dem, og de sagde: “Lige nu har vi en kæmpe sag ude på Amager Fælled.” Samme dag cyklede jeg derud for at være med, smiler Kristina og tilføjer:

– Jeg er vokset op på Christianshavn, og Amager Fælled har været en vigtig del af min barndom – jeg har været der rigtig meget sammen med min far.

– Amager Fælled er ikke Kongens Have, men et vildt stykke natur, og når jeg læser klimarapporter, skriger det til himlen:

– Vi må ikke længere fælde noget som helst natur. Ethvert træ tæller i kampen for vores egen og klodens overlevelse.

Hvordan var det for dig at sidde lænket ude på Amager Fælled?

– Det var okay. Man skulle have godt med tøj på for ikke at fryse, men det var om vinteren, og jeg fik kolde fødder i løbet af natten.

– Der var utrolig meget folkelig opbakning, folk kom forbi med varm suppe, tæpper, soveposer, men efter syv dage kom politiet en nat og ryddede lejren.

– Det var ubehageligt, for det foregår jo ikke på en sød og venlig måde, fortæller Kristina Stoltz.

Iltmangel

“Naturens ubalancer sætter sig i mennesket”, skriver Kristina Stoltz i sin nye roman.

– Ja, der er sådan, jeg oplever det. Når træerne forsvinder fra kloden, kan vi ikke trække vejret, og det, vi mærker lige nu, er, at der heller ikke er luft nok – på et eksistentielt niveau.

– Vi mennesker har fået åndenød, fordi vi ikke er i berøring med det, vi skal være i berøring med. Vi mennesker ER natur, siger Kristina alvorligt.

– Og der er faktisk noget livsbekræftende i at indse netop det. Jeg mærkede selv en vrede og en sorg over at se klimakrisen i øjnene, men det gav mig fornyet livsmod at handle, siger hun.

– Mange mennesker tænker nok: Hvorfor dog lænke sig fast – kan lærken og vandsalamanderen og de andre dyr ikke bare flytte sig til et andet sted på Amager Fælled?

– Men det kan de ikke, for der bor nogle andre dyr. Dyrene har deres habitat, så når vi mister et stykke natur, mister vi dyrene.

– Danmark er det land, næst efter Bangladesh, der har mindst fri natur – så det burde i sig selv være et argument for at kæmpe for den natur, vi har tilbage.

I sin nye roman dykker Kristina Stoltz både ned i naturen omkring os og i den menneskelige natur.

“For evigt” er en vidtforgrenet samtidsroman, der skildrer tre generationer af kvinder og alt det, vi ubevidst giver videre til hinanden, gennem vores slægt.

Romanen handler om de ubalancer og svigt, der forplanter sig fra generation til generation – fra oldemor til mormor, fra mormor til mor, fra mor til datter.

Og om den natur, vi giver videre til hinanden.

Romanen begynder dybt inde i den svenske skov, hvor solen finder vej gennem de høje graner, og hvor man nærmest kan lugte mosset og mærke myrerne kravle op ad underbenene.

Vi møder den treårige pige Baby, der vokser op i et idyllisk hus midt i skoven.

Babys mor hygger om hende med bløde vattæpper og godnathistorier, men en dag forlader moren pludselig familien.

Ingen ved, hvorfor det sker, men da det går op for Baby, at hendes mor er væk, søger hun langt ud i skoven for at finde lindring.

– Baby er udsat for et svigt, da hun er helt lille. Hendes overlevelsesmetode bliver at gå ind i skoven, hvor hun kommer i kontakt med sin fantasi og med sin forbundethed til naturen.

– I skoven finder Baby Skovens Mama, der giver hende den tryghed, hun mangler.

– Som læser ved vi ikke helt, om Skovens Mama findes – og jeg har heller ikke lyst til at sige, om hun findes eller ej. Det er naturkraften – den fantastiske skov – der skaber den forbindelse for Baby, forklarer Kristina.

Har du selv et forhold til de svenske skove?

– Ja, jeg har et meget stærkt bånd til den nordiske natur. Jeg er halvt norsk og har tilbragt alle ferier gennem min barndom i den norske natur.

– Da jeg blev voksen og ikke var lige så meget i Norge, mærkede jeg en meget stærk længsel efter at VÆRE i naturen igen, og da jeg fik mit første barn, besluttede jeg og min daværende mand os for at købe en ødegård i Sverige, fortæller Kristina.

– Ødegården ligger dybt inde i skoven, og dér har jeg tilbragt virkelig mange weekender og ferier.

– Jeg finder et frirum, når jeg går langt ind i skoven. Jeg er vokset op i byen, så jeg er også urban, men hvis ikke naturen er i mit liv, bliver jeg ked af det.

– Faktisk er jeg lige kommet hjem fra en weekendtur til ødegården, så jeg har lige været ude og mærke skovens energi, siger Kristina.

Hvad giver vi videre?

I “For evigt” undersøger Kristina Stoltz, hvad der sker, når rødderne rives op – når et barn pludselig bliver forladt af sin mor. Inspirationen har hun hentet i sin egen familiehistorie.

– Jeg har brugt mit eget stof i flere af mine tidligere romaner, men her tager jeg fat i noget, der går tilbage i både min fars og min mors slægt.

– På begge sider i min slægt er kvinder af uforklarlige grunde blevet smidt ud af familien, fortæller Kristina.

– På min mors side var det min oldemors mor – altså min tipoldemor – der blev smidt ud af sin mand. Ingen ved, hvorfor det skete. Hun forsvandt ud af familiens liv, og de så hende aldrig igen.

– Og på min fars side var det min farmors mor – altså min oldemor – der måtte forlade sin familie.

– På det tidspunkt var min farmor tre år. Min oldemor blev forment adgang til at se sine børn – og igen: Vi ved ikke, hvorfor det skete.

Kristina holder en lille pause og siger så:

– Det er vildt mærkeligt, at det er sket i begge mine slægter, og jeg har længe haft lyst til at undersøge, hvad det har betydet for de næste generationer.

– Der er nogle ting omkring tilknytning, som er blevet smadret. Jeg ved, at både min mormor og min oldemor var meget påvirkede af, at min tipoldemor forsvandt.

– Og på min fars side har det påvirket de valg, min farmor har truffet som voksen kvinde – og dermed også de næste generationer.

Tænker du, at sådan et savn, et svigt kan forplante sig til næste generation?

– Ja, det er jeg overbevist om, men jeg ved ikke 100 procent hvordan, siger Kristina ærligt.

– Det er ikke sådan, at mine forældre er “smuttet”, men der er noget, der bliver givet videre, og som man gentager, ofte uden at være bevidst om det.

– Man tror jo ofte, at man gør det modsatte af det, som ens egne forældre gjorde, men alligevel sker der noget underligt, hvor arven kommer ind gennem sprækkerne og viser sit enten smukke eller knap så smukke ansigt.

– Måske i valget af partner eller på andre måder, som vi ikke er helt klar over.

I “For evigt” møder vi Baby igen, da hun er blevet 70 år. Hun har fået datteren Anna og barnebarnet Cajsa, men hverken som mor eller som mormor er Baby den stabile type.

Hun har levet et rastløst bohemeliv, hvor hun har lavet gadeteater i Paris og arbejdet som langturschauffør.

Nu vender hun tilbage efter at have boet i en autocamper på Møn i to år, uden at give lyd fra sig.

– Baby formår ikke at være i kontakt med sin natur, når hun samtidig er forpligtet – det er hendes skade. Hun bliver nødt til at trække sig og “drage ud i skoven”, også i overført betydning, forklarer Kristina Stoltz.

I romanen ankommer Baby til et kollektiv i det indre København. Her bor 22-årige Cajsa – hun læser antropologi, er klimaaktivist og skralder mad fra supermarkedernes containere, når der skal laves mad i kollektivet.

Cajsa er vild med sin karismatiske mormor, men samme begejstring har Babys datter Anna ikke.

Hun oplever det som utilgiveligt, at hendes 70-årige mor ikke har givet lyd fra sig i to år.

– Anna oplever, at Babys forsvinden lægger sig oven i de svigt, hun har oplevet gennem sin barndom. Baby er en sjov, kærlig og spændende mor, men hun formår ikke at være det kontinuerligt.

– Jeg vil ikke sætte en diagnose på Baby, men jeg tænker, at hun har en tilknytningsproblematik, og det er skadeligt for et barn at vokse op med en mor, der har det sådan.

Så de valg, vi træffer i vores liv, påvirker også næste generation?

– Ja, og det kan godt give en kæmpe præstationsangst at tænke på det.

– Vi kan jo kun gøre det så godt, som vi kan, men jeg synes, det er vigtigt at se tingene i øjnene, så man ikke gentager de svigt eller ubalancer, man har taget med sig – HVIS man kan. Og hvis man ikke kan, skal man også kunne tilgive sig selv, siger Kristina alvorligt.

Ja, for man har vel også en frihed i sit liv til at gøre det, man selv har brug for?

– Har man det? Det er bogens store dilemma, som jeg heller ikke selv kender svaret på. Jeg dømmer ikke nogen af de karakterer, man møder i bogen – jeg skriver dem bare frem, smiler hun.

Livskraft og vild natur

Kristina fortæller, at Baby også indeholder en enorm livskraft, netop fordi hun er i kontakt med sin egen vilde natur.

– Mens jeg skrev min roman, læste jeg en bog, der hedder “Kvinder som løber med ulve” (af Clarissa Pinkola Estés, red.) – den blev udgivet første gang i begyndelsen af 1980’erne og handler om, at der dybt inde i alle kvinder findes et vildt og naturligt væsen, en kraftfuld styrke og kreativitet, siger Kristina.

Alt for ofte er vi dog afskåret fra vores indre, vilde natur, og dermed også fra vores egen kreativitet.

– Gennem livet er der en masse kasser, vi skal passe ind i – måske især som kvinder. Baby har ingen kasser – hun er en kæmpe anarkist, og hun gør bare, hvad der passer hende.

– Bl.a. lænker hun sig fast til hegnet ude på Amager Fælled sammen med sit barnebarn, og det er jo ikke noget, kvinder på hendes alder normalt gør.

Fordi det ikke er “passende” for en kvinde på hendes alder?

– Ja, og jeg er enormt optaget af hele temaet omkring kvinders aldring og ikke mindst: Hvad man kan “tillade sig” at gøre i den alder, man nu har.

– På samme måde som Baby har jeg ikke lyst til at lade mig begrænse. Jeg er 47 år, og jeg vil ikke låses fast i, at nu kan jeg ikke tillade mig dit eller dat, siger Kristina Stoltz bestemt.

– Jeg har sat børn i verden, så hvis ikke JEG skal gå ind i klimakampen, hvem skal så?

– Det burde være vores forældres generation, der lænkede sig fast ude på Amager Fælled, for de har jo et kæmpe ansvar for, at vi står, hvor vi står.

– De har været enormt selvoptagede og behovsstyrede, så det burde være dem, der kæmpede klimakampen og ikke deres børnebørn.

For Kristina Stoltz er klimaaktivismen kommet for at blive. I foråret 2022 blokerede hun, igen sammen med klimabevægelsen Extinction Rebellion, flere broer i København for at gøre opmærksom på klimakatastrofen.

En aktion, der skabte stor irritation blandt byens bilister – og som endte med, at Kristina og de andre aktivister blev arresteret.

– Jeg endte i et salatfad sammen med en masse andre klimaaktivister. Det foregik stille og roligt, og vi fandt hurtigt ud af, at chaufføren var på vores side.

– Vi blev kørt ud i detentionen på Bellahøj, hvor vi sad en hel masse aktivister sammen og sang.

Men hvad nytter det at lægge sig ned på en bro?

– Ja, jeg forstår godt den skepsis, og på et eller andet plan kan jeg også godt forstå, at sådan en aktion skaber irritation.

– Men vi er nået til et sted, hvor den enkelte er nødt til at mærke, at vi ikke kan køre videre ad samme vej. Vi er mange, der har skrevet bøger, læserbreve og kronikker, og det har ikke hjulpet, siger Kristina Stoltz.

Hun har været med til at etablere forfatterkollektivet Forfattere ser grønt, som også deltog i aktionen på broerne.

– Klimakrisen er alvor, og så længe der er tale om fredelig civil ulydighed, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle forsøge den metode også til at råbe politikerne op.

Hvad siger dine børn til, at du er blevet klimaaktivist?

– Jeg tror egentlig, at mine børn føler en vis sikkerhed, fordi “mor klarer det – mor ordner klimakrisen for os”, smiler Kristina Stoltz.

Men mor kommer ikke hjem og laver aftensmad, fordi hun ligger ude på en bro og blokerer trafikken …

– Ja, mor kæmper for klimaet og tager ansvar. Selvfølgelig kræver det noget planlægning at deltage i klimaaktioner, men mine børn er blevet store, og jeg har også en mand og folk i mit netværk, der gerne vil hjælpe.

– Jeg er heller ikke lige så aktiv, som mange af de unge klimaaktivister – for mig er det sådan, at jeg vælger nogle aktioner ud, og så deltager jeg i dem.

Ville du gøre det igen – gå i aktion for klimaet?

– Ja, i høj grad, og det kommer jeg også til at gøre. For mig er der ikke noget vigtigere end kampen for klimaet og naturen. Dybest set er det et forsvar for LIVET og de næste generationers fremtid.

Kampgejst og sårbarhed

Kampen for klimaet kan tænde gnisten – men for nogle kan den også slukke den. I “For evigt” møder vi klimaaktivisten Olivia, der er veninde med Babys barnebarn Cajsa.

Til en klimademonstration klæder Olivia sig ud som den truede art stor vandsalamander, og hun bliver i rollen så længe, at hun ender med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.

– Olivia er den del af mig, der er ved at gå til grunde over at indse, hvor galt det står til. Olivia er sårbar, og hun får en psykose, fordi hun mærker klimakrisen på et eksistentielt niveau.

– Cajsa er en mere pragmatisk person, der ser klimakrisen i øjnene, men STADIG har sin fremtidstro, og som jeg ser det, har vi brug for begge dele – både sårbarheden og kampgejsten, siger Kristina Stoltz.

– Vi skal derhen, hvor vi kan rumme det hele. Hvor vi hver især tænker: “Det er en fantastisk verden, vi har derude – den vil jeg gerne bevare. Og jeg kan kun bevare den ved SELV at træde ind i kampen”, lyder det eftertænksomt.

Men kan man gå for langt i kampen for klimaet?

– Nej, ikke når det handler om opfindsomme, kreative aktioner, siger Kristina.

– Men for mange mennesker ER det uoverskueligt at kaste sig selv ind i klimakampen. Vi går rundt i vores hverdagsliv, og vi skal jo have smør på brødet, børnene skal i skole, og der er en trummerum, der kører.

– Når vi ser overskrifterne om klimakatastrofen, kan vi ikke rigtigt forholde os til dem, for “hvad skal lille mig gøre ved det?” spørger Kristina Stoltz ud i stuen.

– Men så kommer det tættere på – måske er du i nærheden af en skovbrand på din ferie eller kommer forbi en udtørret flod.

– Dér, hvor klimakatastrofen bliver en eksistentiel trussel for det enkelte menneske, er dér, hvor du ikke længere kan holde barriererne oppe – hvor du må HANDLE.

– Jeg tror, at jo bedre vi er til at se tingene i øjnene og rumme det, der er mørkt og svært, jo bedre kan vi være som mennesker.

– Det gælder i vores eget lille mikrokosmos – familien – og det gælder i forhold til den klimakatastrofe, vi står midt i lige nu.