Selvudvikling

Kom op af sofaen – også i weekenden

af Renée Toft Simonsen giver 17. juni 2009
Det er inspirerende at tage ud og opleve noget nyt i et helt andet og fremmed rum, end derhjemme.Så kom op af sofaen!

Indimellem kan det altså anbefales at hive sig selv op ved håret i weekenden. For ellers ender man bare med at synke endnu dybere ned i sofaen og blive der til mandag morgen. Det er jo ikke, fordi en slaskeweekend er at foragte, jeg kender da ikke noget bedre end at tage min pyjamas eller mit joggingsæt på fredag eftermiddag og så ikke hoppe ud af det igen før klokken syv mandag morgen. Men det, der kan ske, når man tager sig sammen, er jo, at man pludselig befinder sig i et helt andet og fremmed rum, både fysisk og mentalt, og det er der altså noget dejligt inspirerende over.

Således tog vi for nylig hele familien og et par ekstra unger på Aros, som er Århus' svar på Guggenheim i New York. Og det var en ret dejlig oplevelse, for store som for små. Vi så en udstilling, der var interaktiv i sin form. "Enter Action" hed den. Det var et spektakulært medieshow af international digital kunst. De udstillede værker var for en stor del interaktive, og fælles for dem var, at de havde det legende menneske - homo ludens - som deres ledetråd. Værkerne involverede således os besøgende, sanseligt, appellerende, legende og reflekterende. F.eks. var der et værk af en canadisk kunstner, Rafael Lozano-Hemmer, der bestod af 300 glødepærer, der hang ned fra loftet. Foran glødepærerne stod der monteret en håndcensor, og når man rørte ved den med begge hænder, registrerede den éns puls, som så blev gengivet som lyspuls i en af glødepærerne. Det, installationen viste, var således de sidste 300 besøgendes interagerende hjerterytme, idet hver lyspære responderede til en gæst og en puls. Alle ungerne var henne at prøve, og det var ret fantastisk at opleve, at hele familiens hjerterytme blev en del af 294 andre menneskers hjerterytme, og at det samtidig blev en helhed, noget, der hørte sammen.

Der var også en installation, der hed "Run Motherfucker", hvor man kunne komme op på et kæmpestort løbebånd, og når man løb af sted, igangsatte man et levende billede på en gigantisk skærm. Jo hurtigere man løb, jo hurtigere og skarpere tonede filmen frem på skærmen. Den var en kommentar til dagens virkelighed, der kræver en høj puls og engagement for at følge med i udviklingen. Også her var alle ungerne oppe at prøve. Faktisk stak vi alle sammen konstant fingre ind alle steder, løb rundt med robotkørestole og læste små filosofi ske sedler, lagde os i montre og dansede foran kæmpe solbriller til høj musik. Vi havde en ret fantastisk dag, og alle fik vi noget nyt med hjem og ind i det vante rum. Dagen endte med, at vi styrtede rundt mellem en masse kæmpestore sorte balloner og havde den sjoveste kastekamp, men så interaktive var det altså ikke meningen, man skulle være, så jeg oplevede også at få skældud for første gang i mange år, det var også lidt sjovt. Især for ungerne.

Kærlig hilsenRenée

Har du spørgsmål om parforhold, børneopdragelse, sex, usikkerhed - eller hvad der i øvrigt hører livet til - så skriv en mail til Renée på [email protected] Hvis du er blevet inspireret af Renées klumme, eller bare gerne vil knytte en kommentar til emnet, så giv din mening til kende i vores kommentarfelt herunder.

Læs flere klummer her