Kom hjem nu, eller jeg smadrer ham
Foto: Kristian Brasen
Da min søn var omkring fem uger gammel, havde han en periode på nogle dage, hvor han græd døgnet rundt. Det eneste, der hjalp, var at bære ham på armen. Ikke sidde ned med ham. Stå op og helst gå rundt. Hvis man satte sig ned, gik gråden i gang igen. Jeg nåede at google 'kolik' omkring 400 gange, inden det fem dage efter pludseligt stoppede, og samme dag opdagde jeg en bog om såkaldte 'udviklingsspring', der gør babyer og småbørn overpylrede på helt faste tidspunkter i deres liv. Blandt andet i uge 5. 'Pyha', tænkte jeg, 'så var det nok bare det,' og siden da har min kæreste og jeg blot sagt 'udviklingsspring', hver gang den lille fede har virket ude af sync.
Lige nu befinder han sig i et ret langt spring, vil jeg mene. Sover heldigvis rigtigt fint om natten, mens hele dagen er en fest. Kan ikke ligge eller sidde alene i et øjeblik, og hvis jeg blot forsøger at lægge ham fra mig, så skriger han, som havde jeg stukket ham en flad. Han skriger nærmest: 'Du skal underholde mig, ikke give slip på mig - underhold mig!', og så flyver vi rundt i lejligheden, og han hviner lykkeligt, mens mine arme er ved at knække under ham, og jeg har lyst til at kyle ham ind i væggen, så jeg kan få to minutter til at sætte en vask over eller lave en kop kaffe. Forleden skrev jeg en mail til min kæreste: 'Kom hjem nu eller jeg smadrer ham.' Og min flinke kæreste ilede hjem og tog vores søn ud af mine spaghettiarme og løb rundt og lavede flyveture og gav ham mad og legede hundredevis af 'borte-tit-tit' og tog ham i bad, mens jeg selv kom i bad for første gang i tre døgn og læste aviser på toilettet - uden en lille fed stemme, der skreg på opmærksomhed. Åh, det var fantastisk, og jeg nød friheden og at have armene fri til at drikke kaffe. Jeg kunne selv bestemme, hvad jeg ville lave. Ingen lille møgunge, der havde taget kontrollen over mit liv. Og jeg trak vejret dybt og nød den ro, der bredte sig til en fantastisk afslappende følelse i hele min trætte krop.
Og jeg lyttede til lyden af min søn, der grinede i kor med sin elskede far. Og så mærkede jeg er sær følelse i brystet, for den lyd er min yndlingslyd i hele verden. Jeg rejste mig med det samme.
'Jeg kan godt tage ham.' Jeg gik ind i stuen, hvor de lå på gulvet og hvinede sammen. 'Nej,' sagde min kæreste, 'jeg lægger ham, så du kan bare tage resten af aftenen uden ham.' Og så mærkede jeg, at det knudrede endnu mere i brystet og nu også i maven, og så sagde jeg med den roligste stemme, jeg kunne finde frem: 'Nej, jeg skal nok tage ham; det er det nok det smarteste, så du kan få ordnet de ting, du havde med hjem fra arbejde.'
Og så gik jeg hen og forsøgte ikke at rive den lille fede ud af min kærestes arme. Jeg bar ham ind i seng, og så borede jeg mit ansigt ned i hans lille bryst og indsnusede ham, så jeg nærmest blev helt svimmel, og tårerne pressede sig på, og jeg vendte mig og kiggede på min kæreste, der havde stillet sig smilende i døren, og så sagde jeg: 'Undskyld. Jeg savnede ham bare så meget.'
For fanden da.
Tre ting, som jeg gerne havde været foruden ved den lille fedes dåb
- At jeg klokken 12.30 var sejlende beruset og ufortrødent fortsatte mit indtag af Cava
- At min kæreste og jeg kiggede på hinanden, da vi var på vej hjem, og begge sagde: 'Jeg troede, at du havde skiftet ham i løbet af dagen?'
- At jeg vågnede to dage efter og spurgte min kæreste: 'Sig mig, fik du egentlig den der dåbsattest?'
Klummen er kendt fra Søndagsavisen, hvor den hver uge har 350.000 faste læsere