Selvudvikling
5. december 2018

Klimaforandringer: Laura og hendes familie siger nej tak til flyveture

Laura Bertram og hendes mand har besluttet ikke længere at rejse med fly. Det gjorde ondt. Særligt på Laura, der elsker at rejse. Men man kommer langt med tog, og det er nødvendigt, at vi lærer at begrænse os, mener hun.
Af: af Charlotte Holst
Laura Bertram og familie

Foto: Jacqueline Fluri

Laura Bertram har rejst meget i Latinamerika. Mexico, Ecuador, Bolivia. Hun elsker det fremmede. Trods det har hun – med sin mand Tobias Bang som drivkraft – besluttet ikke at flyve de næste fem år, og aldrig mere til destinationer, der kan nås på anden måde.

– Aftalen er, at vi må tage én rejse til Latinamerika engang i fremtiden for at se, hvor jeg har boet. Jeg havde brug for en lille åbning, så det ikke var definitivt. Men lad os nu se, om behovet er der til den tid, siger Laura.

Tobias har gennem flere år argumenteret for, at familien skulle stoppe med de beskidte flyrejser. Dystre overskrifter, stærkt bekymrede forskere og stadig mere ekstremt vejr har også påvirket Laura. Så en dag i foråret – efter års overvejelser – var hun afklaret.

– Det slog mig pludselig så stærkt. Jeg følger jo også med. Jeg hører, at vi nu har passeret grænsen for at kunne nå klimamålene, og ser nyheder om, hvor mange meter vandstanden vil stige … Det her er ikke dommedagsprofetier. De taler om en virkelig fremtid.

Laura bremser ikke den globale opvarmning ved at bringe sit personlige offer. Det er hun helt bevidst om.

– Ja, du kan spørge. Hvad hjælper det, at vores familie stopper med at flyve? Ingenting. Men det her handler primært om, hvilke forbilleder vi vil være for vores børn.

For om årtier, når voldsommere konsekvenser af den globale opvarmning viser sig, kan hun fortælle Sigurd og Sonia, hvad hun gjorde. Det har været afgørende for hendes valg.

– Det offer, jeg tager nu, er jo intet i forhold til, hvordan det vil være at stå om 30 år og erkende over for mine børn, at vi skam godt vidste det, men intet gjorde.

Laura peger på, at det også handler om vanebrud og om at lære børnene en anderledes livsstil, hvis de og deres børn skal have en beboelig klode.

– Vi må give vores vores børn andre vaner end dem, vi selv har som generation. For os er det jo nærmest en synd ikke at jagte alle muligheder og tage alt, hvad vi kan få. Hvem fanden vil ikke bare have det hele, hvis man kan? Vi er jo dér, hvor éns børn skal have været Jorden rundt, før de er fyldt 10 år. Det er nødvendigt, at vi lærer at begrænse os.

Lykkelig af forbrug?

Familien Bertram Bang bor i en villalejlighed i Vanløse. Tobias og Laura er akademikere. Mennesker med gode job og råd til at rejse, men også overskud til at være klimabevidste.

– Ja, jeg ved godt, at jeg sidder her som veluddannet og med en god løn, og at det ofte er mit segment, der overvejer det her og tager beslutningerne om at leve klimavenligt. Hvordan man får hele holdet med, ved jeg ikke, siger Laura, hvis grønne hverdagsvalg har ligget ligefor.

– Jeg har sklerose og lever efter en stram kostplan, så vi får kun kød to gange om ugen og aldrig oksekød, for det kan jeg ikke tåle. Vi har heller ikke bil, selv om vi begge har kørekort, for ingen af os bryder os om at køre, siger Laura, der også har nedsat sit forbrug af tøj. Det seneste halvandet år har hun stort set kun købt brugt.

– Behøver jeg alt det tøj? Nej. Vi har heller ikke plads i skabet. Jeg er stoppet med at gå i butikker og kigge på nettet. Du bliver ikke fristet, hvis du ikke leder. Det har faktisk ikke været så svært, siger Laura, der i stedet bruger tiden på at sy selv.

– Det har jeg så til gengæld gjort så meget, at jeg måske snart skal lære at begrænse det, griner hun og siger, at tankeløse forbrugsvaner og unødvendig overflod giver hende en dårlig smag i munden.

– Jeg har ikke lyst til at være et menneske, der bliver lykkelig af at forbruge. At alt det, der skal give mig en identitet, er det, jeg kan købe mig til, siger Laura.

Laura Bertram og familie

Laura Bertram og Tobias Bang bor med deres to børn, Sonia på ni år og Sigurd på syv, i en villalejlighed i Vanløse. Laura underviser på hf, og Tobias er gymnasielærer.

Nye muligheder

Det handler om at stoppe op og turde være langsom, gøre noget mindre og være mere til stede i det, vi gør, siger Laura. Nu drømmer hun om andre typer eventyr.

– Der er et utal af muligheder. Hvorfor skal man på getaways til London og Barcelona hele tiden? Jeg vil gerne se Lund, Aarhus, Hamborg, Lübeck … der er så mange skønne steder, du kan nå med tog på kort tid for en weekend. Og skal vi så længere væk, må det blive i ferier, for vi kommer til at rejse langsomt, siger Laura.

Hun har fået få positive tilkendegivelser fra nogle, der gerne vil gøre det samme. Men oftest møder hun tavshed. Hun føler, det er en svær balancegang. For på den ene side vil hun ikke optræde som klimaprædikant eller fremstå som hellig. Noget, man meget let kommer til, siger hun. På den anden side, så VIL hun fortælle om sin beslutning, så alle hører det.

LÆS OGSÅ: Calina køber ikke nye ting og ejer næsten intet: ”Bæredygtighed er en ændring i vores tankegang”

– Det her med at droppe flyvning har været en virkelig svær beslutning for mig. Derfor tier jeg ikke. Folk skal vide det. Men der er faktisk samtaler, jeg har lyst til at undgå, med mennesker jeg holder af og respekterer. Folk, der flyver løs og fortæller om alle deres rejser. Det får mig til at tænke: Hvorfor skal I dog igen om på den anden side af Jorden, når I lige har været af sted?

Med tog til Balkan

Laura, Tobias, Sigurd og Sonia skal nu selv til at rejse langsomt. For eksempel når de skal til Færøerne og besøge Tobias’ familie.

– Ja, det er meget besværligt. Færgen sejler fra Hirtshals, og vi har jo ingen bil. Derfra tager det halvandet døgn, og det skulle vist være noget af en rulletur.

Men sådan bliver det. Hun og Tobias har søgt orlov i tre måneder til næste efterår, og så skal de på en længere tur alle fire. Med tog. Lige nu ser det ud til at blive østpå.

– Vores skitse hedder Balkan. Måske en udvidet tur, hvor vi tager Grækenland og Rumænien med. Det kunne også være Georgien. Nu, mens vi sidder og planlægger, synes jeg, verden er fuld af muligheder. Måske får hun slet ikke brug for sin lille åbning om at måtte flyve til Latinamerika engang i fremtiden.

– Det kan være, de her år giver mig et andet blik. I hvert fald indoktrinerer jeg gerne mine børn med, hvad der er rigtigt og forkert, og der er ingen udefrakommende, der skal komme og sige, at det er bedre at holde ferie i Thailand end at tage en togrejse til Toscana.

Fly, kød og T-shirts

1 biltur til Barcelona for 4 personer = 660 kilo CO2

1 flytur til Rom for 4 personer = 3.200 kilo CO2

På 1 returrejse til Thailand kan man udlede op imod 5.000 kilo – altså 5 ton – CO2 pr. person

Produktionen af så lidt som 44 gram oksekød har samme effekt på klimaet som produktionen af 50 løg

Oksekød er 8 gange værre for klimaet end kylling og laks

Ny T-shirt: 11 kilo CO2

Brugt T-shirt: 0 kilo CO2

Kilde: Concito

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også