Kirstens mand var alkoholmisbruger: “Jeg tror, vi blev lige syge af det”

René har været væk i to døgn nu. Kun enkelte og usammenhængende opkald har forvisset Kirsten om, at hendes mand stadig var ved bevidsthed et sted derude.

Kirsten er panisk. Vred. Og urolig for sin mand, som to døgn tidligere var skredet efter et højlydt skænderi. Kirsten havde fundet ham døddrukken – efter egne ord – på sofaen i deres hjem med en tom øl ved sin side.

Hun havde konfronteret ham, og nu var han væk.

En ærlig mand

10 år forinden mødtes Kirsten og René online. De chattede sammen i tre-fire måneder, men Kirsten var egentlig ikke synderligt interesseret i at møde ham. Lige indtil han skrev, at han var tidligere alkoholiker. Det skræmte hende ikke – tværtimod.

– Jeg blev fanget, fordi han var så ærlig at sige det. Så var der pludselig et eller andet i ham, der tiltalte mig. Så vi aftaler at mødes.

Herefter går det hurtigt. Efter et par år er de gift, har hus og fælles barn.

– René er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Han er en utroligt tålmodig mand, meget stille og rolig, og det har jeg altid elsket ham for.

Den opførsel begynder i de følgende år langsomt at krakelere.

Er det mig, den er gal med?

René begynder at drikke i smug. Hvornår det helt præcis startede er ikke til at sige. Men små tegn giver Kirsten en følelse af, at noget ikke er helt, som det skal være.

– Han blev mere og mere træt. Han faldt i søvn på sofaen, hver dag han kom hjem fra arbejde, og det havde han aldrig gjort før. Hans lunte blev også kortere, og han blev mere og mere irritabel. Og så lugtede han. Jeg kunne ikke sige, at det lugtede decideret af alkohol, men der var trods alt noget, der lugtede, som det ikke skulle.

Konfronterede du ham med det?

– Hver dag. Men jeg blev ved med at få at vide, at det ikke passede. At han ikke havde drukket. Og at jeg skulle lade være med at være så hysterisk. Så jeg blev også enormt usikker på mig selv og begyndte at tvivle på min egen dømmekraft.

– Jeg begyndte faktisk at tænke, at det måtte være mig, den var gal med. At jeg simpelthen ikke kunne være bekendt at være sådan efter ham, når han jo ikke havde drukket. Og at René snart ville gå fra mig, hvis jeg blev ved med at behandle ham sådan. Så jeg blev mere og mere sur på mig selv.

To løgnere

Renés optrappende alkoholmisbrug stod på i en periode fra omkring 2011 til 2017. Kirsten finder flere og flere dåser og flasker, men det er aldrig René, der har drukket dem.

– Jeg blev en kontrollerende bitch for at sige det ligeud. Jeg kontrollerede hans telefon, jeg tjekkede hans tasker og hans lommer. Det var lidt som om, han var utro – bare med en flaske. Jeg begyndte også selv at lyve. Jeg løj for min arbejdsplads, når jeg måtte gå midt på dagen, fordi jeg ikke kunne få fat på René. Jeg løj for familien. Jeg sagde ikke noget til nogen overhovedet, fordi jeg syntes, det var så pinligt.

– Jeg blev selv kørt helt i sænk. Jeg går fuldstændig fra hinanden. Jeg tror faktisk, vi blev lige syge i forløbet. Og lige sindssyge.

Ballonen, der sprang

Det hele eskalerede den dag, Kirsten kom hjem og fandt René fuld på sofaen med en øl ved siden af sig. Her havde hun sit bevis. René kunne ikke længere benægte sit misbrug, og han forsvandt i to døgn.

Lige til Kirsten pludselig fik fat på ham og fik ham hentet hjem. Men nu var grænsen nået, og Kirsten måtte ringe til familien. Dagen efter blev René hentet og kørt til Behandlingscenter Tjele, hvor han skulle i døgnbehandling.

– Det var så hårdt, da jeg så ham sidde dér i bilen og blive kørt afsted. Men samtidig var det en kæmpe lettelse. Det var som om, der var nogen, der stak en nål i en ballon. Jeg havde været stresset og på overarbejde så længe, men nu blev det taget ud af mine hænder.

Det har intet med mig at gøre

Kirsten blev sygemeldt, og i den efterfølgende periode led hun af angst og panikanfald. Men da René havde været i behandling et par uger, var Kirsten til en pårørendesamtale, hvor hun blev klar over, at der også var hjælp til hende – nemlig Tjeles familiebehandling.

– Jeg havde jo folk omkring mig, men jeg havde brug for at snakke med nogen, der var i samme båd. Det var simpelthen en befrielse, første gang jeg trådte ind ad døren og mødte alle de andre pårørende til alkoholmisbrugere. Jeg kunne bare høre, at de alle havde det på nøjagtig samme måde som mig, og at de havde oplevet de samme tanker og følelser. Og så var det pludselig ikke flovt.

– Det vigtigste, jeg lærte under behandlingen, var nok, at Renés alkoholmisbrug intet havde med mig at gøre. Og der var heller ikke andre, der kunne få ham til at stoppe. Det var kun ham selv. Da gik det op for mig, at så var det jo ikke min skyld. Det var så befriende.

– Hverken René eller jeg havde klaret det uden hjælpen fra Behandlingscenter Tjele. Jeg var simpelthen ikke kommet op igen.

I dag nyder René og Kirsten en tryg hverdag, hvor kærligheden igen kan blomstre.