Selvudvikling

Karen-Lise Mynster: Vi må være omhyggelige med vores tid. Vi er her jo ikke evigt

af Britta Bjerre 1. december 2020
Foto: Robin Skjoldborg
"Jeg ved lige så lidt som alle andre. Jeg synes, det er pissesvært at være i denne her verden," lyder det ærligt fra filmaktuelle Karen-Lise Mynster.

Da statsminister Mette Frederiksen tilbage i marts gav meddelelsen om landets nedlukning, stod Karen-Lise Mynster på scenen på Det Kongelige Teater, sådan helt bogstaveligt stod og var i gang med forestillingen "Mutter Courage og hendes børn".

Nogle dage tidligere, på selve premieredagen, havde de pludselig fået besked om kun at spille for en halvt fyldt sal samme aften, hvad de selvfølgelig gjorde.

Da de skulle opføre forestillingen for anden gang, havde de forinden hørt rygter om, at der kunne være nye coronatiltag på vej, men gik på scenen og spillede igen, som de skulle, for en kun halvt fyldt sal.             

      

– Og så i pausen fik vi at vide, at nu var det blevet sagt: Landet lukkede ned, altså virkelig ned. Den nyhed havde publikum også set på deres mobiler i pausen. Så da vi allernådigst fik lov at gennemføre andet akt, kunne vi simpelt hen mærke, at folk nede i salen havde opmærksomheden et helt andet sted og havde svært ved at være til stede i det, vi lavede, og nogen var sågar taget hjem.

- Det var noget af det mærkeligste, jeg har været med til. Det var virkelig som at trække en sunken skude i land at få forestillingen spillet til ende. Det var også en trist måde at slutte på. ”Mutter Courage og hendes børn” er en stor, flot forestilling. Så jeg var lykkelig, da det viste sig, at vi kunne få sat forestillingen op på ny og kunne spille den igen her i efteråret, fortæller den nu filmaktuelle skuespiller.

LÆS OGSÅ: Eva Ravnbøl: Jeg har været rørt, og jeg har tudet

Tænker på ham hver dag 

Tidligere på året, mens coronaen gav anledning til stadig stigende bekymring, og hun kunne ses i tv i rollen som justitsminister i DR-serien "Når støvet har lagt sig", og teaterforestillingen endnu ikke havde haft premiere, mistede Karen-Lise Mynster sin mand, skuespiller Søren Spanning, der døde i februar.

Det er stadig for smertefuldt og alt for privat for hende at tale om, har hun ladet forstå på forhånd. Men alligevel siger hun:

– Selvfølgelig skal det nævnes, at Søren er død. Og også at jeg savner ham, og at jeg tænker på ham hver dag. Og når du spørger, hvordan jeg har haft det under nedlukningen, må jeg bare sige: Coronatiden har også været en sorgproces for mig og vores børn.

Nogle ville måske tænke, at det kunne have været en hjælp i tiden efter hendes mands død, hvis hun havde haft en masse arbejde at kaste sig ind i. Men det ryster hun på hovedet ad.

– Nej, det var fint nok. Fordi jeg altid har været sådan en arbejdshest, tror folk også, at jeg slet ikke kan lade være med at arbejde. Men jeg elsker at lade være. Jeg kan have måneder, hvor jeg bare går rundt og nusser og har det vidunderligt med at lave absolut ingenting, der ligner arbejde.

– Hvad jeg så laver? Hygger mig. Er sammen med familien. Passer børnebørn. Laver alt muligt dejligt, alt muligt vigtigt. Der er også mange praktiske ting i et liv, som skal gøres, når der er tid.

Vi er sindssygt sårbare

Når hun bliver bedt om at se tilbage på næsten et år med corona, og hvad vi har lært af den tid, siger hun:    

- Coronaen har i hvert fald lært os, at vi er sindssygt sårbare. Vi kan ikke bare sige, at der nok kommer en vaccine, og så er vi frelst. For nej, det er vi ikke. Vi vil måske stadigvæk blive truet af nye pandemier. Der vil stadigvæk være isbjerge, som smelter. 

- Det, vi må gøre nu, er at lære hinanden fællesskabsfølelse. Uden at være angivere. Uden at være efter hinanden. Men forsøge i samkvem at sige, at vi bliver nødt til at forandre vores livsstil og vores økonomiske struktur og passe på hinanden i kærlighed til denne mærkelige jord.

- Og det tror jeg, god kunst kan hjælpe os med. God kunst kan ikke undgå at lære dig noget om dig selv og lære dig empati. Og uden empati får vi ikke en bedre verden.

- Jeg synes virkelig, at regeringen og de kulturpolitisk valgte politikere skulle få kridtet skoene og give kunsten en ordentlig slat penge. Vi har så mange ressourcer i det her land, at det har vi også råd til, er jeg sikker på. Vi skal give penge til biblioteker, til museer, til teatre, til musik.

- Og når vi taler om teatre, som jeg ved mest om, skal vi passe på, at vi ikke trænger dem sådan, at de bare skal sælge billetter, så det ender med musical efter musical. Og glemt bliver undergrunden, dér, hvor der skabes et vækstlag for unge mennesker, som kan komme ind og bruge deres evner og kræfter.

- Kunst kan aldrig på den måde "betale sig". Men det er af afgørende betydning for et samfund, at kunst kan spire og gro. Og man kan se i andre lande i Europa, at der gives mange flere penge til kunst. 

- Om jeg er blevet skuffet af politikerne? Jeg er da blevet skuffet tusindvis af gange. Også af de kulturministre, vi har haft, som på mig har virket, som om de mest har set kulturministerposten som et springbræt til noget andet. Og nogle gange har de haft en uvidenhed om området, som har været slående.

LÆS OGSÅ: Corona-Lone råbte: Ulven kommer, men ingen troede hende

Fejre guldbryllup 

Lige nu er Karen-Lise aktuel i biograffilmen "Lille sommerfugl", hvor hun og skuespillerkollegaen Jesper Christensen har hovedrollerne som guldbryllupsparret Louise og Ernst.

Filmen er instrueret af Søren Kragh-Jacobsen, der for år tilbage stod bag store, populære film som bl.a. "Vil du se min smukke navle?", "Drengene fra Sankt Petri" og "Mifunes sidste sang". "Lille sommerfugl" omtales som Søren Kragh-Jacobsens comeback til dansk spillefilm. 

- Jeg sagde nærmest ja, før jeg overhovedet havde læst manuskriptet. Jeg havde aldrig arbejdet med Søren Kragh-Jacobsen før, og det ville jeg vanvittigt gerne. Og også Jesper selvfølgelig. Jeg tror, det er syvende gang, vi er sammen på film. Og jeg tænkte: "Nu skal vi altså fejre guldbryllup på film!".

Da hun så filmen færdigklippet og klar, kunne hun lide, hvad hun så. 

- Det er en meget anderledes folkelig film. Den er næsten eksotisk, synes jeg. Det er den, fordi Søren tør lægge hele filmens miljø ind i en forsamlingshus-ramme. Han laver en film for danskerne, hvor han inviterer os med til guldbryllupsfest, med til bords, og fortæller os en historie om os selv.

- En historie om kærlighed, der holder, og kærlighed, der ikke holder. Om venskab og fællesskab. Om lurende racisme. Og om, hvordan der i mange familier ligger hemmeligheder, tragedier og ting, man ikke får talt om, fordi det er besværligt og svært - så hellere fortrænge. Og så handler den også om, at vi danskere ikke kan feste, uden at vi skal drikke. Det er ligesom blevet almindeligt, en norm nærmest. Måske er det noget, vi har arvet fra vikingerne. (Det sidste tilføjes med et lille smil.)

LÆS OGSÅ: Lone Hertz: Man skal aldrig afskrive livet 

Det er pissesvært

Egentlig synes hun, det er svært at snakke om, hvordan vi lever vores liv. For som hun siger:

- Jeg er altid nervøs for, at det kommer til at lyde, som om: Her sidder jeg på den høje hest og giver karakterer til, hvordan man skal leve sit liv. Jeg ved lige så lidt som alle andre. Jeg synes, det er pissesvært at være i denne her verden.

- Men jeg ved dog én ting: Vi må være omhyggelige med, hvordan vi bruger vores tid. Vi er her jo ikke evigt. Det er vigtigt at huske at være tilstede i sit liv. At bruge livet. Og ikke bare sidde foran fjernsynet og kigge på andre menneskers liv. 

Hun er 68 år og stadig aktiv i sit fag og glad for det og nysgerrig på det. For bare få år siden blev hun for første gang i sin lange karriere fastansat.

I stedet for at være freelancer sagde hun ja tak, da hun blev tilbudt en plads i Det Kongelige Teaters lille ensemble. Men det får hende ikke til at sige, at hun er "stolt af sin alder". For sådan har hun aldrig tænkt på alder.

- Jeg har til gengæld altid tænkt, at det var vigtigt, jeg "stod ved min alder". Vi lever i en tid, der er så fikseret på ungdom, at man skal se ung ud op i 60'erne. Det synes jeg personligt kan være problematisk. Jeg er jo farmor, og jeg skulle gerne ligne en farmor, synes jeg. I virkeligheden er det en grusom tanke og en brutalitet, der ligger i vores tid, at kvinder ikke må blive smukke, ældre damer.

Ikke pæn nok

Hun understreger, at folk selvfølgelig må gøre, lige hvad de vil. Vi skal ikke gøre os til dommere over hinanden. Hvad der virker forkert for én, kan føles som lykken for en anden. Men det er alligevel tanker, hun går med.      

- Jo mere jeg tænker over det, jo mere frustreret kan jeg blive. For det er næsten som en smitsom sygdom. Det smitter, for når man selv bliver 60 og ser andre på 60, der ligner nogle på 40, tænker man nemt: "Det er da underligt, at jeg ser sådan her ud". Pludselig kan verden bilde en ind, at man ikke er pæn nok, bare fordi man har rynker og slap hud. Men hvem bestemmer det? Og er det, fordi vi ikke vil se døden i øjnene? Eller er det, fordi vi bare har fået et fuldstændigt forskruet skønhedsideal? Og hvem tjener på det?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

- For mig står min egen mor så smukt i min erindring. Hun fik aldrig "gjort noget". Hun var selvfølgelig også fra en anden generation. Men jeg kunne følge hendes ansigt blive ældre og ældre. Hun døde for 13 år siden som 85-årig, og hun lignede en 85-årig. Hun var stadigvæk smuk og dejlig og min mor, som jeg kendte hende, og hvis liv jeg kunne se aftegnet i hendes ansigt. Det var bare så stærkt.