Kan man redde Sofie Hagen?

“Jeg vil bare gerne redde dig,” sagde han.

Redde. Som der står i eventyrene. Prinsen på den hvide hest, som slår en drage ihjel, så prinsessen og prinsen kan leve lykkeligt til deres dages ende i et eller andet slot.

“Jeg vil bare gerne redde dig,” sagde han.

Men jeg var meget langt fra en prinsesse i et tårn. Jeg sad på en bænk, der lugtede af tis, på en bar, der lugtede af tis, ved siden af et toilet, der lugtede af hash.

Han sad på selvsamme bænk og var lige så langt fra at være en prins på en hest. Han havde øl-ånde ligesom mig og en svedig hånd på min skulder. Og en ring, selvfølgelig. På sin ringefinger.

Det er meget sjældent, man læser et eventyr, hvori en konge forlader sit slot og sin dronning for at ride hen og redde en prinsesse fra en drage. Bagefter kysser de, og han siger: “Forresten, jeg kan nok ikke acceptere din venneanmodning på Facebook, for jeg har lidt en kone derhjemme, såeh …” og hun lever ulykkeligt til sine dages ende og dør alene.

“Jeg vil bare gerne redde dig,” sagde han. Men fra hvad?

Det tætteste jeg kunne komme på en drage, jeg skulle reddes fra, var jo ham. En gift mand, som jeg troede var en ven. Men som åbenbart kun var en ven, indtil han drak sig fuld nok til at fortælle mig, at faktisk fantaserede han om, at vi skulle være sammen for evigt. At faktisk, elskede han slet ikke sin kone.

At faktisk, *øl-bøvs*, ville han jo bare gerne redde mig.

Vi lever i år 2016, din dumme rødbede. I 2016 sidder prinsesserne ikke i et tårn. Vi er derude på marken og lærer at slås med sværd som prinserne. Vi er ikke bange for drager. Vi er oftest egentlig bare bange for, tja, prinser. Der er betydeligt flere, der er udsat for overgreb begået af prinser end af drager.

“Jeg vil bare gerne redde dig,” sagde han, og det lød ikke heroisk. Der skal ikke meget mere til, før man kan betvivle sin styrke. Hurtig indre gennemgang af alle de forhindringer, jeg har over­levet. Flyttede til udlandet alene, tjek. Tog uddannelse, tjek. Dødsfald i familien, tjek. Hundredvis af gåture hjem igennem mørke gader om natten med nøgler imellem fingrene som en form for antioverfalds-Wolverine, tjek. Hjertesorg, tjek. Selv hvis han havde været der, havde han jo ikke kunnet redde mig fra noget af det.

“Jeg vil bare gerne redde dig,” kan kun oversættes til én ting: Du har brug for at blive reddet. Du har brug for mig og mine store, stærke arme. Lille, svage dig. Og havde jeg været yngre – eller havde han været den første idiot, jeg havde mødt – var jeg måske faldet for det. Nu du siger det – at jeg er svag – føler jeg mig sjovt nok lidt svag. Hvem mon skal redde mig? Nå, dig? Det var derfor, du sagde det ligefrem? Pudsigt. Her, tag min vagina og min omsorg. Infantiliser mig mere. Jeg er din.

Gad vide, om det var sådan, han friede til sin kone: “Hey, skat. Jeg vil bare gerne redde dig. Du må hellere gifte dig med mig, så du kan være tryg for evigt.”

“Nej tak.” svarede jeg. Han så forvirret ud. Jeg rejste mig og gik. I natbussen på vej hjem sms’ede jeg til en eks. Vi slog op, fordi vi skændtes for meget. Jeg skrev: “Tak, fordi du aldrig behandlede mig, som om jeg var svag”.

Han svarede med det samme: “Du er fucking Rambo”.

Og vi levede lykkeligt til vores dages ende. Altså hver for sig, for vi passer slet ikke sammen. Og jeg klarer mig helt fint alene, i mit tårn, med min kæledrage. Jeg har klippet mit meterlange hår helt kort og i stedet installeret en elevator. I stedet for at sy mit eget tøj og risikere at komme til skade på symaskinen, køber jeg bare alt mit tøj på internettet. Og så tror jeg egentlig bare, at jeg holder mig til at date frøer, der godt ved, at hvis man kysser dem, forbliver de frøer.

Om skribenten: Sofie Hagen er 27 år og komiker. Hun bor i London, men rejser over hele verden med sit standupshow.

Læs også: Sofie Hagen: Hvordan lærer man at holde af sin mave?

Læs også: 6 sunde ting du kan gøre for dig selv. Ifølge Sofie Hagen